Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2993Visninger
AA

8. 8. december - Ishjertet

Carrie havde siddet på den fremmedes værelse i lang tid, da han kom ind til hende. Han lukkede døren, smilede og bukkede.

   "Tilgiv mig," sagde han med en rolig stemme. "Jeg havde noget, jeg skulle ordne." Carrie nikkede kort.

   "Alt forladt," mumlede hun. Han rettede sig op.

   Hætten faldt af.

   Carrie gispede.

   Den mørkglødede hud og de røde læber var ingenting, sammenlignet med det ansigt, der mødte hende. Sort hår så langt, at det rørte hans skuldre, øjne så grønne, at de lyste, med en blå ring af is, som omgav pupillen. Han smilede til hende, tog kappen af. Han var iført sorte bukser og en hvid skjorte, satte sig på en stol lidt væk.

   "Tillad mig at præsentere mig selv," sagde han afslappet. "Mit navn er Merlynn De Maygan, tronarving af Maygan." Carrie vidste ikke, om hun skulle bukke eller sige noget. Så hun sad bare med åben mund og gloede på ham. Merlynn smilede til hende, lagde benene over kors. "Og du er Carrie..." Hun åbnede munden for at sige sit efternavn, men ikke en lyd slap ud. Merlynn smilede, nikkede. "Jeg forstår. I farlige tider som denne, bør man ikke sige til efternavn til fremmede."

   "Hvorfor gør du det så?" Ordene fløj ud af Carrie. Hun slog hænderne for munden. Merlynn lo bare.

   "Du er kløgtig, Carrie." Han lænede sig frem mod hende, så hende direkte i øjnene. "Jeg frygter hverken livets konsekvenser eller døden. Derfor er jeg udødelig." Hun sank en klump.

   "Jeg forstår ikke..." Hun rømmede sig. "Du nævnte Cuno." Merlynn betragtede hende lidt. Nikkede og lænede sig tilbage.

   "Jeg så ham for godt to døgn siden. Han red gennem skoven i kongens kane." Merlynn sukkede, så ud ad vinduet og gned sin hage. "Jeg frygter for, hvad der kan være sket ham."

   "Er din far da en ond mand?" Merlynn så undrende på Carrie.

   "Min far? Nej, hvorfor tror du da det?" Hun trak på skuldrene.

   "Du sagde, at du var bange for, hvad der er sket Cuno, fordi han red i kongens kane. Du er kronprinsen, ikke? Så må din far jo være k-kongen." Først da Carrie udtalte ordene, gik det op for hende, at manden foran hende var kongelig. Hun følte sig utilpas i hans selskab, ærbødig, underdanig. Hun brød sig ikke om følelsen.

   Merlynn rejste sig op. Lagde armene over kors og så ud ad vinduet, sukkede.

   "Du kommer ikke fra denne verden, gør du vel, Carrie?" Hun rystede på hovedet. Merlynn smilede sørgmodigt, stadig uden at se på hende. Han tog en dyb indånding. Sagde: "Maygan var engang et dejligt sted at bo. Min familie regerede sammen med min mor." Merlynn slog blikket ned, gned sine arme. "Men det er meget længe siden nu. Onde ånder kom til vort land, de ødelagde alt hvad de fik øje på, alt godt og alt håb. Min far og mor omkom i kampene mod dem, men til sidst måtte de bukke under." Han så et øjeblik ud i luften, fortabte sig i fortrængte minder. "Jeg var elleve, da de døde. Ånderne overtog Maygan. Jeg flygtede." Han så på Carrie uden at flytte resten af kroppen, lignede et kort øjeblik en ugle. "Men det blev spået, at en pige fra ukendte kyster skulle fordrive ånderne. En pige, der kunne forene folkeslagene i Maygan." Carrie sank en klump. Rystede på hovedet.

   "Nej," sagde hun. "Jeg beklager, men det er ikke mig. Jeg vil bare gerne finde Cuno og komme hjem..." Hun rynkede panden. Rejste sig langsomt op. "Hvordan kunne du vide, at det var Cuno, du så? Du kender ham ikke?" Merlynn smilede overbærende.

   "Jeg kan forstå, at du ikke helt har set sammenhængen endnu." Han trak skjorten op af bukserne, knappede den op. Carrie trådte et skridt tilbage. "Ser du, jeg kunne med det samme kende Cuno, da jeg så ham, og jeg vidste også straks, at du måtte være på vej. Så jeg har ventet på dig her. For, forstår du..." Han lad skjorten falde ned over skuldrene. På den ene skulder, skråt modsat det sted, Cuno havde sit, var et ulvemærke helt tydeligt placeret. "Cuno er min lillebror."

   Det tog et øjeblik for Carrie at fatte. Cunos storebror? Merlynn? Men... det måtte jo betyde... Hun spærrede øjnene op.

   "Cuno er en prins," mumlede hun. Merlynn nikkede.

   "Da ånderne kom, var han endnu spæd. Jeg er syv år ældre end ham. Da de kom, var han kun nogle måneder gammel. Sammen med nogle af elverne fik jeg bragt ham i sikkerhed i den verden, du kom fra. Selv måtte jeg blive her, i eksil, det meste af tiden. Jeg boede hos elverfolket til jeg blev myndig." Han lukkede skjorten igen, stak den ned i bukserne og så på Carrie. "Hvis Cuno er taget med kongen eller nogle af hans håndlangere, kan det være en fælde for dig." Carrie så forvirret på ham.

   "Men hvorfor? Jeg vil bare gerne hjem!" Merlynn nikkede. Han gik hen til hende, tog hendes hænder og så hende i øjnene.

   "Ja, men kæreste Carrie - vi har brug for dig her i Maygan! Du er den eneste, der kan redde os! Og det ved ånderne godt... Men jeg skal nok hjælpe dig, jeg..." Carrie slog ham med flad hånd på kinden. Merlynn så lamslået på hende.

   "Du er en ækel mand!" sagde hun hårdt. "Jeg tror ikke på dig! Hvordan kan jeg vide, at du ikke også er en ånd?!"

   Merlynn så ud som om de ord var hårdere end noget slag, han nogensinde havde modtaget. Han sank en klump. Trak sig væk fra Carrie og så køligt på hende.

   "Jeg er kun hvad du forestiller dig. Om dette så er menneske, er op til din opfattelse. Men Cuno er min bror, og jeg er tronarvingen. Den halskæde, du har, lader dig se andre væsners hjerter. Kun du kan skelne djævle og engle nu."

   Det var derfor, Alfred havde været så mærkelig. Det var derfor, kæmpebrødrene var flygtet væk fra deres egne. Alfred havde haft en ond ånd i sig?

   Carrie så på halskæden. Hjertet var koldt og skinnede. Hun lukkede hænderne om det.

   "Halskæden dér er Ishjertet. Det ser gennem alt ondt. Når du har den på, burde du kunne se, hvem der er onde ånder." Merlynn bredte armene ud. "Nåh? Er jeg så ond?" Han lignede Cuno en del. Men Carrie havde svært ved at tro på, at de var 100 procent i familie.

   "Nej," sagde hun kort. Hun troede ikke helt på sine egne ord. Der var noget mærkeligt ved ham. Hjertet føltes koldere, jo nærmere han kom hende, som om det gjorde klar til at fryse ham ned.

   "Nå - under alle omstændigheder agter jeg at finde Cuno, med eller uden dig. Men jeg formoder, at du lader mig komme med dig?" Carrie rynkede panden, lagde armene over kors.

   "Og hvorfor skulle jeg så det?" spurgte hun. Merlynn så undrende på hende.

   "Jamen kæreste Carrie, ved du ikke det? Den portal, du kom gennem, lukker ved vintersolhvervet. Det er den 21. december." Carrie følte sig et øjeblik helt kold. Der var kun tretten dage tilbage. Ikke engang to uger... Carrie følte sig bleg. Verdenen svimlede for hende, og hun dumpede ned på sengen. Tretten dage... I et fremmed land, hun ikke kendte noget til, den nogen anelse om, hvor Cuno kunne være?

   Ville hun overhovedet kunne nå hjem til jul?

   Carrie begyndte at ryste. Merlynn satte sig ved siden af hende, tog hendes hånd. Hun så forsigtigt på ham.

   "Bare rolig," sagde han. "Vi finder Cuno, fordriver ånderne og genopretter ro og orden, så du kan komme hjem i tide." Hun sank en klump.

   "På tretten dage?" Han nikkede, gav hendes hånd et klem og slap den.

 

Merlynn var fuldstændig upåvirket, da han så Blyg, men Blyg var mistænksom og snusede grundigt til den fremmede. Carrie forklarede kæmpen og grisen, hvad Merlynn havde fortalt hende, og selvom det tog lang tid at forklare, lod de til at forstå det i sidste ende.

   "Så Merlynn tager altså med os ud for at finde Cuno," sagde Carrie bestemt. Skinny gryntede, så op på Blyg, som sad på jorden med rynket pande og prøvede at forstå det hele. Han skævede til Merlynn.

   "Lille mand komme med?" brummede han spørgende. Carrie nikkede.

   "Ja. Og til gengæld viser han både Cuno og mig hjem, når vintersolhvervet kommer." Hun så på Merlynn. "Ikke også?" Han smilede forsigtigt, nikkede.

   "Jo. Det har jeg jo lovet." Carrie åndede lettet op. Merlynn havde skaffet varme vinterkapper, så de begge kunne holde varmen. Carrie var allerede glad for at have ham med, han var så dejlig rolig, og alting syntes lysere, når han var omkring. Det var svært at tro, at hun nu rejste med en vaske ægte prins...

   "Så... Hvor skal vi begynde?" Merlynn nikkede.

   "Godt spørgsmål. Det er dage siden, jeg så Cuno, han kan meget vel være i paladset nu. Men i stedet for at gå i lige linje derhen, synes jeg, vi skal tage forbi elverfolket. De kan hjælpe og guide os på vej, for ikke at tale om, at de sikkert gerne vil låne os nogle heste."

   Carries hjerte begyndte at hamre. Det gik først op for hende lidt efter Merlynns ord var blevet udtalt, at hun skulle møde elvere. Elvere! Og nu hun var ved tanken, faldt det hende ind, at hun rejste med en kæmpe!

   Hendes åndedræt blev besværet. Verdenen svimlede, og et øjeblik var hun ved at falde. Merlynn greb fat om hende og holdt hende oppe. Halskæden blev et øjeblik iskold. Han smilede varmt til hende.

   "Så, bare rolig, vi skal nok finde Cuno." Selvom det ikke var dét, der var hendes problem, nikkede hun bare forfjamsket. Merlynn holdt hende, til hun kunne stå selv. Så trak hun sig lidt væk, strøg sit hår og nikkede.

   "Jeg håber bare, vi kan finde ham, før han får endnu et anfald," mumlede hun tøvende. Merlynn rynkede panden.

   "Anfald?" Carrie nikkede.

   "Ja, kræftanfald. Cuno har kræft i struben, spiserøret og, øh, maven, tror jeg nok."

   Se, normalt ville man nok forvente, at nogen blev kede af det, når man fortalte dem, at deres bror var kræftramt. Men nej, ikke Merlynn. Han lyste op som et juletræ, strålede over hele hovedet.

   "Er det rigtigt?!" udbrød han. Carrie nikkede forsigtigt.

   "Ja... Undskyld, hvorfor gør det dig så glad?" Merlynn smilede, lo lidt.

   "Hvor du kommer fra, er kræft en dårlig ting. Men det er kun fordi den person, kræften har sat sig fat i, besidder store magiske evner, som kun aktiveres her i Maygan!" Han lo. "Åh, det er jo fantastisk! Lille Cuno har magiske evner!"

   Magisk? Cuno? Carrie følte sig lidt tom indeni. Ville det betyde, at han var nød til at blive i Maygan, hvis han skulle overleve?

   "Du, Merlynn?" Merlynn, som ellers havde stået og betragtet Skinny, rettede nu opmærksomheden mod Carrie.

   "Ja?" Carrie trådte sig lidt over tæerne, vred sine hænder.

   "Er... Er du også magisk?" Merlynn kiggede et øjeblik bare på hende. Så smilede han mystisk.

   "Til tider." Carries kinder blev en smule røde. Hvad mente han med det? At hans evner kun var svage, eller... Hun rystede på hovedet, fnøs. Merlynn vendte sig mod Blyg. "Sig mig, min gode kæmpe - agter De at tage med os hele vejen?" Blyg nikkede langsomt.

   "Blyg hjælpe pæne pige," brummede han. Merlynn nikkede. Så på Skinny.

   "Og hvad med dig? Kan du tale?" Skinny gryntede og vraltede hen til et buskads, hvor hun begyndte at spise grenene. Merlynn sukkede. "Nej, det var nok også for meget at forlange fra et husdyr..." Han klappede en gang i hænderne, så frisk på Carrie. "Nå, er du klar til at gå? Vi må af sted nu, hvis vi vil gøre os noget håb om at få løst det her rod inden den 21.." Hun nikkede forsigtigt.

   "Ja. Øh, Deres højhed?" Merlynn fnøs, slog overbærende med hånden.

   "Nårh, bare kald mig Lynn! Far opkaldte mig efter landets grundlægger. Ser du, Maygan hed engang Avalon, og..." Merlynn - Lynn, begyndte at fortælle om landets historie, som om det var det mest spændende i hele verdenen. Han, Carrie, Skinny og Blyg gik gennem skoven, Blyg kunne lige akkurat være med, så hans størrelse ikke generede.

   Forude kunne Carrie ane håb. Cuno var, måske, på paladset. De ville få hjælp fra elvere. Hvad kunne gå galt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...