Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2956Visninger
AA

7. 7. december - En usædvanlig middagsinvitation

Carrie gik og gik til hun var ved at segne om af træthed. Gangen syntes bare at blive ved i evigheder. Hun vidste ikke, om det stadig var den 6., eller om døgnet var skiftet til den 7.. Med jævne mellemrum kaldte hun, men stemmen blev svagere og tørrere. Et sted slog tunnelen et knæk til højre. Carrie, som knap nok kunne holde sine øjne åbne, krøb hen i hjørnet. Hun havde taget jakken af og båret den som en kappe med huen på hovedet, da den var blevet for varm, men tog den nu omvendt på, så den fungerede som en dyne, gabte og lukkede sine øjne.

   Hun sov en urolig søvn, tænkte på sin mor og far og på, hvad der nu ville ske, hvor to unge mennesker fra samme gade var forsvundet. Mor ville sikkert blive ude af sig selv, far ville ikke helme, før han fandt hende. De andre fra skolen ville sikkert ikke engang opdage, at hun var væk. Hun kunne ikke huske nogen navne endnu, ikke engang klasselærens.

   Da hun vågnede, troede hun først, hun var hjemme. At hun var faldet i søvn på sofaen, og at mor nu var ved at stege bacon. Hun smilede og puttede sig mod den bløde, pelsede hovedpude.

   Blød.

   Pelset?

   Pelset?!

   Carrie slog forskrækket øjnene op. Hun lå på en bunke dejlige fåreskind i en klippehule. Et bål brændte i midten, over det hang en stor, sort gryde på et jernstativ. Døde høns og ænder var hængt op på en snor langs den ene side af grotten, sammen med dem hang grøntsager. I en indhegning gik en kæmpe stor gris og gryntede tilfreds. Men det var hverken synet af de døde fugle eller hørmen fra grisen, der fik Carrie til at skrige.

   To gigantiske væsner sad på hver sin side af bålet. De var store og havde tyk, grov hud. De sad foroverbøjede og brummede til hinanden. Da de hørte Carries skrig, så de på hende.

   Den ene havde store, udestående øjne, et broget ansigt og tykke læber. Den anden var ikke meget kønnere, men dennes hår var redt tilbage.

   Carrie fór op og spænede mod udgangen. Den ene af kæmperne satte sin hånd foran hende, så hun ikke kunne komme derhen. Jorden rystede, da den flade hånd landede foran hende, og Carrie mistede balancen. Hun faldt sammen på gulvet, gispede efter vejret og krøb hurtigt baglæns. Hun ramte noget hårdt, så op, lige ind i grisens tryne. Hun hylede, ligeså gjorde grisen, og de løb hver deres vej. Carrie spænede hen og greb en ildrager, rettede den mod den nærmeste kæmpe.

   "Jeg advarer jer!" sagde hun med skælvende stemme. "J-Jeg er ikke bange for at bruge den!" Kæmperne så på hinanden. Den ene gryntede, det lød næsten som latter. Den anden, som sad længst væk fra Carrie, sukkede, så på hende med venlige, intelligente øjne.

   "Min kære frøken, vær nu ikke dum. Læg tandstikken fra Dem, så vi kan føre en civiliseret samtale og få rodet bod på det åbenlyse misforståede førstehåndsindtryk, De har fået af min kære broder og jeg." Carrie rynkede panden. Så forvirret på kæmpen, som nu rakte en hånd ned i lommen og tog et par kæmpestore briller op. Han så på Carrie, rakte en hånd frem.

   "Øh... Øhm..." Den anden kæmpe fniste, satte tøvende sine pegefingre mod hinanden.

   "Pæne pige," brummede han. Hans bror sukkede, himlede med øjnene.

   "Ja, De må undskylde min uintelligente lillebror. Han er ikke ligefrem det, I mennesker ville kalde for den skarpeste kniv i skuffen. Er det ikke korrekt?" Carrie nikkede tøvende. Så skiftevis på de to kæmper.

   "I... I vil ikke æde mig?" Den kloge bror klukkede, den anden fnes, fjernede pegefingrene fra hinanden og satte dem sammen igen, så genert væk fra Carrie.

   "Min kære frøken, min broder og jeg afskyer menneskekød - ikke som vores barbariske artsfæller, nej, tro mig, vi er afvigere." Carrie pegede med ildrageren på bålet.

   "Hvad er gryden så til?" Det var sådan én, man altid så i kannibalfilm. Storebroren så på den, smilede.

   "Det er vores suppegryde. De må forstå, at vi skam prøver at være gæstfrie. De så forfærdelig kold ud, som De lå dér i grotten kun med Deres jakke som dyne, så min bror og jeg, mest jeg, tænkte, at De sikkert ville sætte pris på et varmt aftensmåltid?" Det tog et øjeblik, før det fes ind hos Carrie, at hun blev inviteret på middag. Hun lagde forsigtigt ildrageren, gik tøvende forbi den uintelligente kæmpe. "Så, sæt De Dem bare tilbage på Deres leje, så skal vi færdiggøre suppen til Dem."

   Carrie satte sig forsigtigt på skindene, hun var flygtet fra. Får- og gedeskind var utrolig rart, når man var så udmattet som hun.

   "Hvad lavede De dog også i tunnelerne?" spurgte den kloge. Carrie sank en klump.

   "Jeg leder efter en ven. Cuno. Har I set ham?" Kæmpen sukkede, rystede på hovedet.

   "Nej, desværre kære frøken. Der kommer ikke mange forbi vores lille grotte her. Min bror og jeg er udstødte. Vi tilbringer megen af vores tid her i grotten med Skinny, grisen dér, og kommer kun ud for at hente brænde. De var heldig, at De havde lagt Dem til at sove på vores vej." Carrie havde ikke lagt mærke til, at hun var gået forbi en dør. Men det havde også været meget mørkt, og hun havde været så udmattet, at hun sikkert kunne være gået lige igennem den, uden at have lagt mærke til den.

   "Pæne pige," gryntede lillebroren. Storebroren så irriteret på ham.

   "Opfør dig pænt, når vi har damebesøg, Blyg!" Lillebroren, Blyg så flovt ned. Den anden kæmpe fór sammen. "Åh, jamen du gode gud, vi har jo slet ikke præsenteret os!" Kæmpen rejste sig op, han kunne lige akkurat stå op. Han bukkede høfligt. "Mit navn er Alfred Stentand. Dette er min lillebror, Blyg Stentand." Blyg fnes, vinkede. Carrie smilede og vinkede tilbage, Blyg så smågrinende væk. Hans grove kinder blev vist en smule rødere.

   "Mit navn er Carrie..." Hun skulle til at sige sit efternavn, da hun stoppede sig selv. Af en eller anden grund stolede hun ikke helt på kæmperne.

   "Bare Carrie?" Hun nikkede. Alfred sukkede. "Ja ja, det er ikke alle, der får et efternavn som vores." Han satte sig ned igen. "De må undskylde, at vi forskrækkede Dem, frøken Carrie." Carrie trak på skuldrene.

   "Det er okay... I virker rigtig flinke." Alfred smilede som om det var en selvfølge, Blyg rødmede helt op til ørerne.

   "Pæne pige," sagde han kluntet. Storebroren sendte ham et olmt blik, Blyg så flovt ned.

   "Nå, frøken Carrie, De må være sulten. Suppen er klar nu." Han tog en gigantisk ske fra et hjørne. "Jeg beklager, men vi har kun store skåle."

   "Åh, det er okay," sagde Carrie. Det mente hun dog kun, lige indtil hun så skålen, som var på størrelse med et sofabord. Alfred satte skålen foran hende, og Carrie måtte sætte sig på knæ for bare at nå over kanten. Den dampede og var hed, hun så spørgende på Alfred.

   "En ske, når ja!" lo han. Han så sig omkring, tog en knogle ned fra væggen. Han studerede den lidt, nikkede og rakte den til Carrie, som tøvende tog imod den.

   Der var en fordybning i knoglen, som hun kunne bruge til at drikke suppen fra. Det fik hende til at tænke på halskæden. Hun famlede efter den, men måtte hurtigt erkende, at hun ikke havde den på sig længere.

   "Øh, hr. Stentand?" Alfred så på hende, Blyg var ved at øse suppe op til sig selv. "Øhm, jeg tænkte på, om De har set den halskæde, jeg havde på, da I fandt mig?" Alfred tænkte sig om, rystede på hovedet.

   "Nej, desværre frøken." Hun måtte have tabt den. Carrie bed sig i læben, vred sine hænder. Pokkers... "Så, spis nu Deres mad, ellers må vi give det til Skinny." Carrie så på grisen.

   "Er det jeres julegris?" Blyg så forskrækket på hende, Alfred hævede en beroligende hånd.

   "Så, Blyg, hun kunne ikke vide det." Han så på Carrie. "Skinny er som familie for os. Hun giver os en smule mælk engang imellem, hjælper os med at finde svampe og sådanne sager." Carrie smilede, nikkede.

   "Åh, jeg ser - De må meget undskyld."

   "Sludder, det er helt i orden," sagde Alfred og slog med hånden. "De er en gæst, og gæster skal aldrig ønske at fornærme værten."

   Carrie spiste lidt af sin suppe. Den varmede godt, men hun blev hurtigt mæt, og Blyg måtte drikke resten.

   "Fortæl mig, frøken Carrie," sagde Alfred, da maden var spist og Skinny gumlede resterne i sig. "Hvordan kom De egentlig til Maygan?" Carrie så forvirret på Alfred.

   "Maygan?" Han nikkede.

   "Maygan - vores smukke kongerige. De må da have hørt om det?" Carrie rystede forsigtigt på hovedet. Alfred så skeptisk på hende. "Hm... Sig mig, er De en veluddannet ung dame?" Carrie tøvede endnu engang.

   "Øh... Jeg går stadig i skole." Alfred nikkede.

   "Ah, så forklarer det jo det hele! Ser De, vores rige, Maygan, der det smukkeste rige, De nogensinde vil få at se. Her er ganske få mennesker, og siden kongen og dronningen døde, har Maygan været i forfald - men fordums pagt skinner stadig igennem her om vinteren! Bare vent til De ser det hele, frøken Carrie!" Skinny hylede og gryntede, stampede lidt i jorden. Blyg pegede på hende, så på Alfred.

   "Skin gå tur," sagde han råt. Alfred nikkede.

   "Ja, det har du ret i, kære bror, men vi kan da ikke bare sådan forlade vores gæst..."

   "Det er okay," sagde Carrie. "Jeg vil gerne strække benene lidt." Alfred klappede i sine kæmpestore hænder.

   "Spektakulært! Jamen så lad os alle gå en fornøjelig lille aftentur! Frøken Carrie, vil De være så venlig at give Skinny halsbånd på? Deres fine hænder er sikkert bedre egnet en vores, dem har hun aldrig brudt sig om." Carrie nikkede, rejste sig op og gik hen mod griseindhegningen. Blyg gryntede og klappede i hænderne, hoppede op og ned mens han sang:

   "Hurra! Hurra! Pæne pige skal med og gå tur med Skin!" Jorden rystede, Carrie kunne ikke holde balancen og faldt. Hun slog hun på sin hånd, da hun tog af for faldet mod en skarp sten.

   Der blev stille lidt. Blyg slog hænderne for munden.

   "Ups," sagde han. "Mig finde klud til pæne pige!" Carrie smilede, rejste sig op.

   "Det er okay Blyg, det er kun en lille rift..." Hun fik øje på Alfred.

   Hans øjne var søvnige. Munden stod åben, næseborene var opspilede. Han lugtede til luften, brummede.

   "Mhm..." knurrede han. "Nej nej!" sagde han så. "Alfred, tag dig sammen!" Han så længselsfuldt på Carries håndled. "Dufter godt..." brummede han. Han rynkede panden, prøvede at koncentrere sig. "Må ikke spise menneske. Spiser ikke menneske. God Alfred. God Blyg. Må ikke... Må ikke..." Han blottede et sæt drabelige tænder, rejste sig op og så sultent på Carries. "Må spise lille pige!" Han brølede, skulle til at lange ud efter den forskrækkede Carrie.

   Blyg greb fat om sin bror bagfra, skubbede ham væk.

   "Ikke røre pæne pige!" råbte Blyg.

   "Sulten!" snerrede Alfred. "Så sulten! Æde! Æde lille menneske!"

   "Nej!" De to brødre begyndte at slås. Skinny hylede, Carrie skyndte sig at åbne folden. Grisen spænede mellem benene på de to kæmper, pilede ud ad udgangen. Blyg hamrede næven ind i Alfreds ansigt, Alfred greb fat om brorens hals og skubbede ham hen mod Carrie. Carrie skreg og nåede lige at springe til side, inden Blyg væltede ned og knuste grisefolden med sit store legeme.

   Carrie løb mod udgangen, men fik øje på en le på væggen. Alfred måtte have brugt den til at skære grøntsager, i stedet for en urtekniv. Hun så tøvende på brødrene. Overvejede det et øjeblik. Sukkede så og greb den.

   Hun løb hen til kæmperne, Blyg var ved at blive kvalte af Alfred, men ramte ham i ansigtet med en næve, så storebroren vaklede baglæns. Carrie så sit snit og hamrede leen ind i hælen på storebroren.

   Alfred hylede skingert, tog sig til foden og hoppede, mens han ømmede hælen. Han hamrede hovedet mod loftet, faldt ned i bålet og skreg. Carrie så på Blyg, der bare smilede til hende. Så løb hun ud af grotten.

 

Carrie løb og løb, lige indtil hun snublede og rullede hen ad jorden. Hun kravlede et stykke, prøvede at komme på benene. Bag hende brølede Alfred. Så blev alt stille.

   Jorden skælvede.

   Rystede.

   Carrie så op. En skygge kom frem på væggene. Var Blyg... Nej. Nej, han var okay. Kæmpens skygge kom nærmere. Alfred? En snerren nåede hende? Et groft ansigt dukkede op. En fæl ånde fyldte gangen. Carrie famlede efter halskæden - nej, nej, den var jo væk!

   "Pæne pige." Carrie så op. Blygs venlige øjne så på hende. Han havde lidt blod på blusen. Han rakte hende en gigantisk hånd, hun tog fat om fingeren. Blyg rykkede lidt på sig, smilede, da Carrie kom op at stå. "P-pæne pige," gentog han. Carrie smilede.

   "Tak, Blyg." Blyg kløede sig på hovedet, rakte ned i sin læderlomme og tog noget op.

   "Alfred tog fra pæne pige," brummede han. Han åbnede hånden. Carrie kneb øjnene sammen. Smilede, da hun fik øje på det lille hjertes silhuet.

   "Åh Blyg, tusinde tak!" Carrie tog halskæden på, smilede til ham. Blyg vred sine store hænder. Fortsatte:

   "Blyg vise pæne pige land." Carrie smilede.

   "Tror du, du kan finde Cuno?" Blyg satte pegefingerspidserne mod hinanden, tøvede lidt.

   "Lille mand kom gående inden pæne pige. Blyg ved ikk', hvor han gik hen."

   Alt stoppede inde i Carrie. Cuno var ligesom hende selv havnet dette underlige sted. Han var her. Havde i hvert fald været her...

   Turen gennem resten af hulerne blev vist af Blyg. Skinny skuttede sig til dem, hendes hale strittede sige ud i luften. De brune, stride hår stod op, hun holdt sig tæt på Blyg.

   Da Carrie endelig kunne se rigtig lys for enden af tunnelen, i stedet for det fra halskæden, satte de alle tre farten op. En frisk brise fik Carries hår til at blafre, og kort tid efter blev hun mødt af en blændende hvid himmel.

   Det tog et øjeblik, før hun genvandt synet. Men da det skete, troede hun ikke sine egne øjne.

   Gråblå bjerge skabte en bjergkam langt væk, tinderne rakte op og strejfede himlen, enkelte forsvandt i de hvide dyner af skyer, som svømmede rundt under himmelhvælvet. Foran bjergene stod en enorm skov, træerne var dækket af hvidt pulver. Enkelte steder snoede floder sig igennem som silkebånd om en julegave, eller søer brød træernes beskyttelse med sit krystalklare vand, flere steder var disse dækket af is. Langt, langt, langt væk, på Carries venstre side, kunne havet ses. Flere steder mellem skovens grønne og hvide træer, steg røgsøjler op, og vidnede om landsbyer med varme og latter.

   Carrie fik tårer i øjnene, da hun fik øje på det. Det smukkeste, hun nogensinde havde set.

   I den anden ende af riget rejste et slot sig med høje tårne og spirer. Bittesmå faner blafrede i vinden. Murerne lyste i vintersolen. Det lå nær havet, op ad en bjergside.

   "Blyg," sagde hun målløst. "Hvad er det her?" Blyg vred sine hænder.

   "Maygan," brummede han forsigtigt. "Det dér er stor slot til konge og dronning."

   Den lille, sære skare på tre stod på et klippefremspring i et lille bjerg. En stor sti førte grangiveligt ned til skoven, selvom Carrie ikke kunne se, hvor den endte. Blyg pegede ned ad den.

   "Pæne piges ven dernede," sagde han tøvende. "Måske, altså..." Carrie smilede. Nikkede og skyndte sig af sted.

   Vejen ned var glat, og det endte med, at Carrie måtte ride på Skinny, som havde godt fodfæste og kendte vejen. Blyg gik lige bag dem, han så ned og gik med armene ned langs siden.

   Der gik ikke lang tid, før de nåede skoven. Carrie var træt efter nattens strabadser, selvom det endnu kun var midt på formiddagen. Hun lod Skinny og Blyg vise vej, skønt hun ikke anede, hvor det var på vej hen. De fulgte en lille å, som nogle steder var tilfrosset. Indimellem kunne de se dyr mellem træerne, egern og andre smådyr, vildsvin, hjorte og ulve, som om de ikke var bange for at blive opdagede.

   Solen havde flyttet sig en del, da stemmer og latter hørtes. Carrie smilede - en landsby!

   Hun steg af Skinny og så på Blyg.

   "Jeg går derhen for at høre, om nogen har mødt Cuno. Øh, det er nok bedst, at du venter her." Blyg så helt trist ud.

   "Pæne pige får ikke brug for hjælp?" spurgte han. Hun smilede, rystede på hovedet.

   "Nej, Blyg, det går. Bliv her. Hold dig skjult. Jeg kommer tilbage efter dig, når jeg ved noget mere." Han nikkede lydigt, satte sig ned. Fugle lettede fra træerne, sne væltede ned fra grenene, da en rystelse løb gennem jorden. Carrie måtte holde en latter i sig. Smilede. "Godt Blyg. Vi ses senere." Hun vinkede og gik sammen med Skinny hen mod landsbyen.

   Da Carrie først fik landsbyen i syne, gik det straks op for hende, at hun var meget længere hjemmefra, end hun først havde troet.

   Gamle træhuse med bindingsværk kæmpede mod vinteren. Kvinder i kjoler og håret sat op i knolde gik rundt på et torv, byttede varer med hinanden, mens børn hang dem i skørterne eller kastede snebolde efter hinanden. Ved en aflang bygning hang et skilt med en høne på, hvorunder der med gotiske bogstaver stod Den Klukkende Kylling. Det var en lille landsby, men Carrie var ikke i tvivl om, at end ikke Europa havde set én som denne de sidste 4-600 år!

   Folk sendte undrende blikke efter hende, da hun bevægede sig hen mod Den Klukkende Kylling iført sin vinterjakke, støvler og bukser. Selv havde folkene skind på, skindbukser, skindjakker, skindstøvler.

   Skinny tøffede over til en mødding og begyndte at spise, det havde hun fortjent, efter det chok, hun måtte have fået.

   Carrie åbnede døren til kroen, og en dejlig duft og varme ramte hende. Kun få mennesker sad der og spiste frokost.

   Hun så sig forsigtigt omkring. Maven knurrede lidt, hun var kold og træt, og kroen så meget tillokkende ud.

   Men i stedet gik hun bare hen til baren. En pige, lidt ældre end hende selv, kom frem og smilede til hende.

   "Goddag," sagde pigen høfligt. Hendes brune hår var flettet bagtil, hun havde en grøn kjole på. Carrie smilede.

   "Hej..." Hun tog en dyb indånding. "Øh, jeg leder efter én af mine venner. Han er mørk i huden, har sort hår, brune, næsten sorte øjne. Går i noget tøj lidt ligesom mit? Har han været forbi her?" Pigen så tøvende på hende. Sukkede og rystede på hovedet.

   "Beklager, jeg ved det ikke. Jeg er først lige kommet tilbage hertil. Øh, min fader kommer hjem fra nabobyen, han har ellers været her hele ugen. Måske ved han noget." Carrie tøvede lidt.

   "Øh... Er der ikke andre her, jeg kan spørge? Jeg har ikke noget sted at overnatte, så jeg ved ikke helt..."

   "Tænk ikke på det, De kan sove her - det er trods alt en kro." Carrie smilede. Nikkede.

   "Okay... Ja, mange tak." Pigen vinkede hende med sig og første hende op ad en trappe. Hun låste op for en værelse. Det var ikke stort, havde kun ét rum med en seng, en kommode og en stol, men det var tilstrækkeligt. "Tak," sagde Carrie. Pigen nejede kort.

   "Bare kald mig Mia-Maya, frøken. Hvis De ønsker mad, kommer De bare ned i krostuen, så sørger jeg for Dem." Carrie nikkede, Mia-Maya gik.

   Forhåbentlig ville Blyg ikke have noget imod, at hun blev i byen resten af dagen og natten med. Hun kunne ikke sove udenfor, det ville være for koldt, og hun ville fryse ihjel!

   Carrie lagde sig på sengen, så op i loftet. Hvad tænkte mor og far mon? Hun var forsvundet, ligesom Cuno. Nogle ville sikkert sætte lighedstegn mellem de to mystiske forsvindinger. Men så længe hun kunne få Cuno tilbage, ville alt vel være godt?

   Carrie faldt i søvn, og da hun vågnede, fandt hun en blå kjole på sin seng. Den var tyk og varm, og under den lå et par skindbukser til indenunder. Hun tog kjolen og bukserne op. Nu passede hun ind, og ville ikke vække så megen opsigt.

   Det bankede på døren. Carrie åbnede op, og Mia-Maya så på hende.

   "Undskyld jeg forstyrrer Dem, frøken, men vil De venligst følge med mig, så har jeg gjort et bad klar til Dem." Carrie smilede.

   Da hun endelig sad i et trækar fyldt med vand, var det, som om alle hendes problemer for en stund gled ud i vandet. Mia-Maya havde ladt hende være alene på badeværelset, som lå i kælderen, så nu kunne Carrie bare slappe af.

   Da hun var nyvasket og afslappet, var det blevet aften. Carrie gik op i krostuen, hvor Mia-Maya kom med kartoffelmos og frikadeller til hende. Carrie spiste det alene. Hun kunne se Skinny udenfor, selvom det var mørkt: Grisen tøffede rundt og gravede efter tabte madrester, så ud til at have det meget godt.

   Da Carrie både var ren, mæt og varm, sad hun lidt foran ilden. De var rart at kunne slappe af. Hun havde lidt ondt af Blyg, som sikkert sad helt alene ude i skoven. Men han var en kæmpe. Tykhudet. Han skulle nok klare sig!

   Mia-Maya kom hen til Carrie, smilede til hende. Carrie smilede tilbage.

   "Undskyld mig frøken, men vil De betale nu eller i morgen?" Carries smil stivnede langsomt. Hun rynkede forvirret panden.

   "Øh... Hvad?" Mia-Maya nikkede.

   "De troede da vel ikke, at kost og logi var gratis - gjorde De?" Carrie så stift på Mia-Maya. Sank en klump.

   "Jeg... Jeg har ikke nogen penge..." Mia-Maya så pludselig hård ud. Hun lagde armene over kors.

   "Jamen hvorfor er du er så stadig?!" spurgte hun barskt. "I så fald må du hjælpe til i køkkenet! Eller er det måske bedre, jeg tilkalder kongens riddere?!" Carrie så tøvende på sin halskæde. Holdt den op.

   "Kan jeg betale med denne her?" Det var hende meget imod. Men halskæden kunne jo ikke hjælpe med at finde Cuno. Den kunne bringe lys - og lige nu kunne den hjælpe hende ud af noget af en kattepine.

   Mia-Maya så lamslået på halskæden. Carrie tog den af, holdt den frem. Kropigen tog ikke imod den. Hun stirrede bare på det skinnende sølv.

   "Det kan ikke være..." Carrie trak på skuldrene.

   "Jeg ved ikke, om den er ægte, men er det ikke nok? Kan jeg betale med den her?" Mia-Maya så hurtigt på hende. Smilede og nikkede hurtigt.

   "Ja! Ja, selvfølgelig kan De det!" Hun skulle til at tage halskæden, da en kutteklædt fremmed pludselig rev den ud af Carries hånd.

   "Jeg betaler for hende!" sagde han hurtigt. Mia-Maya så tvært på ham. Nikkede kort.

   "Ja... Det var også for godt til at være sandt." Manden fandt en læderpung frem, gav Mia-Maya fem guldmønter.

   "Og lad være med at nævne hverken hende, halskæden eller mig for nogen," sagde han, og puttede yderligere to stykker i hendes lomme. Mia-Maya smilede til ham. Nejede.

   "Så gerne den herre." Hun gik.

   Manden smed halskæden på skødet på Carrie, satte sig i lænestolen over for hende. Den sorte hætte dækkede for ansigtet så kun munden var synlig. Hans hænder var beklædte med brune handsker. Den smule af ansigtet, Carrie kunne se, var brun hud og skønne, røde læber. En smule skæg, som med det samme sagde Carrie, at manden under kutten var... sexet.

   "Du er ikke så klog som du ser ud til," sagde han. Hans stemme var sprød, mindede lidt om Cunos. Carrie så olmt på ham, tog halskæden på. "Ting koster altså også penge her i Maygan."

   "Ja undskyld, men hun fik det til at lyde som om alting var gratis!" Carrie tøvede lidt. Den fremmedes røde læber smilede. "Hvordan ved du, jeg ikke er fra Maygan?" Han fnøs.

   "Du har øreringe, men er ikke gift. Du rejser uden ledsager, men opfører dig som en frue. Og så jeg så dig, da du ankom. Det tøj er ikke herfra." Carrie betragtede ham lidt. Han rejste sig. "Kom med op på mit værelse." Hun fnøs.

   "Næh nej, så let skal du ikke få det!" Hans smil falmede lidt.

   "Jeg har set Cuno."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...