Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2954Visninger
AA

6. 6. december - Hvad birketræet gemte

Det var mørkt og hundekoldt. Carrie og hendes far gik gennem sneen, som via vinden piskede i deres ansigt. Carries far kaldte på Cuno, vindens hylen druknede hans stemme. Carrie kunne kun lige akkurat finde vej til krattet, og det var endda med hjælp fra den lommelygte, hun havde taget med. Hun skuttede sig, krattet var sneet til.

   Hun satte sig på knæ, ruskede krattet så den lille tunnel blev fri for sne. Faren stillede sig, så han skærmede for vinden, mens Carrie kravlede igennem med lommelygten.

   Faren fulgte lige efter hende. Der var nogen lunde læ i lysningen, det sneede ikke voldsomt. Men der var ingen at se. Ingen mennesker havde været der, siden Cuno havde givet Carrie halskæden.

   Carrie satte hænderne for munden, kaldte:

   "CUNO!" råbte hun. "CUNO! HVOR ER DU?!" Hendes stemme gav ekko langt væk, men der lød intet svar fra Cuno.

   Tårerne pressede endnu engang på. Carrie så på sin far, rystede på hovedet.

   De skulle til at kravle tilbage gennem krattet, da noget fangede Carries opmærksomhed. En ugle landede på kampestenen, en sneugle. Den tudede, pudsede sine vinger og skrabede i stenen. Da Carrie lyste derhen, fløj den sin vej.

   Lyskeglen blev reflekteret af en skinnende metalgenstand. Carrie gispede, løb derhen og tog fat om halskæden.

   Cuno havde været der.

   "Far! Far, han var her!" Carrie jublede, lo og følte sig lettet for en stund. Men... hvor var han nu?

   Nede for foden af kampestenen, halvt dækket af sne, lå en vante, som Carrie genkendte. Cunos. Hun bøjede sig ned og tog fat om den, prøvede at tage den op.

   Den sad fast.

   Carrie rynkede panden. Faren kom hen, børstede sneen væk. Den ene af vantens stropper sad fast under den tunge sten.

   "Carrie, vi er nød til at ringe efter politiet," sagde faren. Carrie sank en klump. Hun havde brudt sit løfte og havde fortalt nogen om lysningen. Om Cunos lysning, deres lysning...

 

Det var trist i skolen dagen efter. Alle snakkede om Cunos forsvinden. Politiet var ved at gennemsøge skoven, rygter om mord og tyverier sværmede rundt mellem de studerende på Madison High. Carrie fik ubehageligt mange spørgsmål, hun var åbenbart den, der havde været nærmest Cuno, på trods af, at de ikke engang havde kendt hinanden i en uge.

   Efter skole kørte hun direkte hjem med bussen. Carries mor var ovre hos mrs. West for at trøste hende og forsikre hende om, at alting nok skulle gå. Politiet sendte med jævne mellemrum en mand for at fortælle, om der var noget nyt - hvilket der aldrig var.

   Hun brugte det meste af dagen på at sidde i sin vindueskarm og stirre hen mod Cunos vindue, hvor hans mor indimellem kom ind for at se, om han skulle være kommet tilbage. Gardinerne hang som tunge spøgelser, trætte og fulde af savn efter deres ejer. Carrie lod halskædens snor løbe gennem fingrene.

   Hvad var han mon blevet af ham? Politiet havde undersøgt lysningen, men ingen havde kunnet få Cunos handske op.

   Carrie huskede det, hendes ven havde sagt om lysningen. Den var magisk... Måske... Havde han haft ret? Var Cuno ikke rigtig forsvundet? Var han bare... væk?

   Det var et forsøg værd at undersøge det.

   Carrie rejste sig op, puttede halskæden i lommen, listede nedunder og tog tøj på. Far var på arbejde, mor var ovre hos mrs. West.

   De var bidende koldt udenfor. Hvis Cuno havde overnattet udenfor, var han sikkert død nu... Tanken viklede sig om Carries hjerne, hun stoppede op i indkørslen og stirrede lidt frem for sig. Sank en klump og gik hen mod skoven.

   De sneklædte grantræer knejsede mod en klar, ren, blå himmel. Det hele lignede noget fra det julelandskab, mor havde haft hjemme i New York. Hun havde solgt det, inden de flyttede, da det ville blive alt for dyrt at transportere det. Carrie trykkede sig i den tykke vinterjakke, slog pelskraven op for at skærme ørerne for vinden.

   Hun gik gennem skoven, som, når vejret var roligt som den dag, var stille og hyggelig. Spor fra hjorte var endnu friske, ulvespor fulgte lige efter dem. Måske var Cuno blevet angrebet af ulve? Måske var han såret og kunne ikke komme hjem? Hans mobil var måske løbet tør for strøm, eller også havde han glemt den?

   Nej... Nej, så ville politiet have fundet ham. Deres kald kunne høres som svage ekkoer mellem de gråhvide stammer. Carrie sukkede, hendes ånde hang hvid i luften nogle centimeter foran hendes læber. Politimændenes fodspor var dybe, de havde været ude i timevis nu.

   Carrie nåede frem til lysningen. Nu, hvor krattet var trampet ned, gemte hun sig bag et træ for at sikre sig, at der ikke var nogen andre. Da vejen var sikret, gik hun frem til kampestenen.

   Handsken sad stadig fast. Politiet have tilkaldt en lille kran, der skulle kunne løfte stenen, men den var heldigvis ikke kommet endnu.

   Carrie så lidt på stenen. Cuno måtte have stået ved siden af den. Hvordan var handsken havnet derunder? Der lå et tykt lag sne på den lille klippe. Carrie børstede det væk, bare for en sikkerheds skyld, så en vind ikke ville vælte det ned i hovedet på hende. Hun satte sig på hug og studerede handsken lidt. Der var ikke noget specielt ved den, den var sort og forret med kaninskind. Carrie tog fat om den, prøvede at trække den løs.

   En summen løb gennem hende fra handsken. Hun rynkede panden. Så sig omkring. Var kranen på vej? Nej... Nej, det kom virkelig fra handsken - nej, fra stenen. Carrie så op.

   Toppen af stenen, som hældede lidt opad, men ellers var flad, glødede svagt. Pigen rynkede panden, rejste sig og så på den.

   Rankerne var brune og ødelagte af sneen, men de dækkede godt for stenens top. Carrie tog fat om dem og rev af alle sine kræfter, indtil en lille fordybning blev åbenbaret nedenunder. Carrie så lidt på den. Bittesmå kugler af lys syntes at glide ud af fordybningen, men det kunne lige så godt være begyndende blindhed af sneen.

   Carrie strøg fordybningen. Lysene var varme og ægte. Det var svært at se i det kraftige lys fra sneen, som omgav hende, men hun kunne mærke nogle små årer nede i hulningen.

   Det slog hende som et klarsyn. Carrie tog halskæden op, betragtede den lidt. Lyset fra stenen blev klarere. Carrie holdt forsigtigt hjertet over fordybningen, som glødede i et varm, kraftigt skær.

   Det tog hende kun få øjeblikke at tage beslutningen. Carrie puttede halskæden ned i hulningen. Der gik et øjeblik, hvor de to ikke passede sammen. Så sank hjertet ned i cirklen med et sprødt KLIK, og lyset holdt op for en stund. Carrie så afventende på stenen. Sukkede, og skulle til at tage hjertet op igen, da hun hørte en brusende lys.

   Hun vendte langsomt blikket mod birketræet.

   De lange grene svingede fra side til side som en dansende kvindes hår, langsomt, i en næsten hypnotiserende rytme. Sneen dryssede ned på jorden. Grenene trak sig ind mod træstammen, inklusiv den gren, Carrie og Cuno havde siddet på og delt chokoladekiks for det, der føltes som så lang tid siden. Grenen stivnede og formede en form for gang. Der var stille et øjeblik. Ikke engang fuglene sagde så meget som et pip, hvilket de jo ellers var gode til.

   Barken knirkede og knagede, da den trak sig til side og formede en dør. Nej... Nej, dør var ikke ordet til at beskrive den.

   En storslået port, mindst tre meter høj og kun en meter bred, stod kun få meter fra den forbløffede Carrie. Barken formede kunstfærdige mønstre, dansende væsner, kongelige på deres troner, skønne skove og fantastiske skikkelser.

   Som forhekset tog Carrie fraværende halskæden op fra stenen. Hun gik tranceagtigt hen mod døren. Holdt halskæden op i snoren, som om hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Porten knirkede da hun kom nærmere, åbnede langsomt sine to dobbeltdøre. Carrie så sig ikke engang tilbage, før hun trådte ind i den mørke gang, som lå bag porten.

 

Mørket var dybt. Altopslugende. Og det blev bestemt ikke bedre, da dørene smækkede bag Carrie. Hun kom til sig selv, fór sammen og så sig forskrækket over skulderen. Et øjeblik lå der en øredøvende stilhed omkring hende.

   Hun begyndte at trække vejret hurtigere. Rystede. Spænede hen mod porten og hamrede på dørene, lige indtil det gik op for hende, at de var væk. Kun en grottevæg stod tilbage.

   Hjertet sad i halsen på den stakkels Carrie, da hun prøvede at se sig omkring. Intet lys trængte gennem grottens vægge. Var hun låst inde? Inde i træet? Det var jo latterligt...

   "Hallo?!" kaldte hun forhåbningsfuldt. "Hallo, er her nogen?!" Ingenting. "HALLO?!" råbte hun. "JEG HAR BRUGT FOR NOGET LYS!"

   Som et lille spinkelt håb begyndte halskæden at gløde. Carrie skreg forskrækket, smed den fra sig på gulvet. Der gik et øjeblik, før lyset begyndte at dø ud. Carrie kastede sig efter den, nåede lige at få fat i den, før den sidste efterglød forsvandt.

   "Lys," sagde hun igen. "Jeg har brug for lys!" Hjertet begyndte at lyse igen. Carrie holdt det i snoren, betragtede det skær, der ellers så ud til at være varmt, men som ikke brændte hendes fingre. Hun løftede halskæden op. Den kastede en lyskegle foran hende.

   En vind, ganske svag og fjern, fik hendes løse hår til at bevæge sig. Hun begyndte at gå. Hvis hun skulle tilbage, var der ikke andre veje end fremad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...