Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2963Visninger
AA

5. 5. december - Den koldeste nat

Carrie lå vågen det meste af natten, betragtede Cunos halskæde, som lå og skinnede på hendes sengebord. Værelset var blevet nogen lunde til at holde ud. Billederne var hængt op, staffeliet var blevet sat op i hjørnet, derpå stod et blankt lærred, hun endnu manglede at udfylde.

   Carrie var en kreativ pige. Hun holdt af at lave tingene selv, eller lave dem om til noget andet. Smykker lavede hun af ler og gamle kæder, hullede bukser blev nemt til et par søde shorts (som hun nok ikke ville få brug for i Archville), selv pyntepuderne i sengen havde hun selv lavet.

   Digitaluret skiftede til 02:00 AM. Den dag skulle hun starte i sin nye skole. Egentlig ville hun hellere bare være derhjemme. Hm. Derhjemme. Hvor var det? I New York eller i Archville? Hun holdt selvfølgelig mest af New York, det var dér, hendes venner var. Men de sidste fire dage havde været magiske. Ikke kun på grund af lysningen. På grund af ham, der havde vist hende lysningen...

   Hun tog halskæden op, lod den løbe mellem sine fingre. Hvor var den egentlig smuk. Så gammel, alligevel så holdbar.

   Og så var der hans "modermærke". Det var ikke naturligt. En smule falmet, sådan var modermærker ikke. Var de?

   Under alle omstændigheder, så var Cuno en usædvanlig flot ung mand. Bare tanken om ham fik Carries hjerte til at slå en smule hurtigere.

   Det var en træt pige, der klokken 6:15 AM slæbte sig nedenunder for at spise morgenmad. Hun var som en zombie, lige indtil hun kom under den kolde bruser. Hun vaskede det glatte hår, som gik hende ned til navlen, bandt det i en sidefletning og tog tøj på. Hun tog Cunos halskæde på, betragtede hen i spejlet og smilede. Så var han da lidt med.

   Forældrene, som skulle starte på arbejde, kørte Carrie til skolen, som lå i nabobyen, knap fem kilometer væk.

   Det var en etplansskole, i modsætningen til Carries gamle skole, som havde fem etager og en kælder, samt tre ekstra bygninger. Hun sagde farvel til sine forældre og gik ind.

   At være den nye pige var ikke, som TV fik det til at ligne. Carrie blev ikke den mest populære pige den første dag, hun gjorde ikke noget særligt, hun fik ikke en hel bunke venner, hun kom ikke med i en klike, og der var ingen lede piger, der "beskyldte hende for at stjæle deres mand". Hun brugte faktisk det meste af dagen på at sidde på sin plads bagerst i klassen og være den generte nye. Ingen kom og snakkede med hende, og det var svært at komme med i nogen samtaler.

   Som en engel sendt fra himlen dukkede Cuno pludselig op i 1. G's klasselokale. Det var den anden og sidste spisepause, og al snak forstummede straks. De, der ikke mumlede om hans kræft, som åbenbart var kendt på hele skolen, begyndte at hvine og snakke hektisk om, hvor godt han egentlig så ud. Sidstnævnte var nu kun pigerne. Enkelte ignorerede ham, men de snakkede ikke videre. De var, som han sagde: De lod som om han allerede var død.

   "Hej Carrie!" sagde han, kom hen til hendes bord. Hun smilede til ham.

   "Hej Cuno. Hvad laver du her?" Han trak på skuldrene.

   "Jeg går her. I 2. G. Hey, jeg tænkte på om du ikke ville følges hjem?" Han dæmpede stemmen lidt, mumlede flovt: "Min mor kører." Carrie smilede lidt. Nikkede.

   "Det lyder godt. Jeg får fri klokken 2:30 PM."

   "Samme her. Vi kan bare mødes på parkeringspladsen." Nogle af sladrepigerne begyndte at mumle og hviske til hinanden. Så begyndte teen-dramaet. Cuno slog sig ned på pladsen ved siden af Carrie. "Hvordan er din første dag på Madison High så?" Carrie trak på skuldrene, hun var ikke så glad for at fortælle ham, hvor forfærdelig dagen egentlig havde været, når alle hendes klassekammerater lyttede.

   "Den har været okay." Det var hverken sandt eller falskt. Hun havde haft en okay dag, som kunne have været værre og bedre. Cuno smilede, da han fik øje på halskæden, som hvilede på hendes bryst.

   "Du går med den," smilede han. Hun så på den, nikkede.

   "Selvfølgelig, hvorfor skulle jeg ikke det?" Han lo lidt.

   "Fordi en næsten totalt fremmed gav dig den, efter at have fortalt at han havde samlet den op fra sneen for mange år siden?" Carrie grinede lidt.

   "Du kan godt lide at omtale dig selv som tredjeperson, ikke sandt?" Cuno grinede, nikkede.

   "Det giver lidt afstand fra..." Han tøvede. Trak på skuldrene. "Du ved nok..." Kræften. Hun nikkede.

   De andre var begyndt at summe igen. Klasselokalet var pyntet op til jul, gran og julestad hang og lå i vinduerne. Cuno så Carrie ind i øjnene.

   "Vil du med ud til lysningen, når vi kommer hjem?" Carrie tøvede. Rykkede ubehageligt på sig.

   "Øhm... Cuno, jeg synes, vi skal vente, til du har det bedre." Han så lidt på hende. Sukkede og så væk.

   "Jeg vidste det," mumlede han. "Nu bliver du ligesom alle de andre." Carrie rystede på hovedet.

   "Nej, Cuno, det er ikke sandt, men de sidste to dage har du været meget syg, og jeg er bare bekymret for dig..."

   "Spar mig, Carrie." Han så koldt på hende. "Vi har kun kendt hinanden i fire dage, hvorfor skulle du være bekymret for mig?" Han rejste sig op og gik i lige linje ud af lokalet. Carrie sukkede, rejste sig og fulgte efter.

   "Cuno!" kaldte hun, løb efter ham ned ad gangen. "Cuno, vent! Jeg mente det ikke sådan!" Han stoppede op, så på hende.

   "Du behandler mig som om jeg er lavet af glas. Som om jeg er død!"

   "Det passer ikke, jeg vil bare ikke have, at det bliver en realitet!" Deres stemmer steg. De omkringstående stirrede undrende på dem, mumlede.

   "Carrie, indrøm det! Du er ligesom alle andre! Du er ligesom min mor, du er ligesom mine venner, bort set fra at du tror, du er anderledes!" Carrie fik tårer i øjnene.

   "Det er ikke rigtigt, Cuno, jeg vil bare ikke have, du bliver mere syg!"

   "Det er det, de alle sammen siger! Men ved du hvad?! I sidste ende ender de med kun at ville være indenfor og passe på mig, fordi jeg er gået i stykker! Men ved du hvad, Carrie?! JEG ER IKKE ET LEGETØJ!" Han greb fat om hendes halskæde og rev den af. Carrie fór samme. Cuno trampede væk.

   Et øjeblik var Carrie paralyseret. Hun rystede, vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Tårerne pressede på, men at græde den første dag i skolen... Over hendes døde, kolde, forrådnende kadaver! Hun styrtede ud på pigetoiletterne, låste sig ind og begyndte at græde.

 

Hun kørte alligevel ikke med Cuno og mrs. West hjem. Hun tog bussen, gik direkte hjem og op på sit værelse, hvor hun smed sig på sengen og hylede. Der ville gå tre timer, før forældrene kom hjem. Det var tid nok til at græde ud. En enkelt gang kiggede hun over mod Cunos værelse, for at se, om han var der, men nej. Gardinerne var trukket for.

   Imellem flytterodet havde mor sat julepynt op. En julemand i vindueskarmen, et rensdyr og en kane på det fjernsyn, som endnu ikke virkede, snefnug hang forbundet til loftet med tynd sejlgarn og tape.

   Carrie græd i godt en halv time, indtil hun bare lå og snøftede som den ynkelige lille pige, hun var. Men det var da for pokker ikke hendes skyld! Det var ikke hende, der havde gjort noget forkert. Det var Cuno. Cuno, som ikke accepterede, at han nu engang var syg! Det var ham, som ikke kunne forstå, at man ikke bare kunne lade være med at tage hensyn til ham!

   Da forældrene kom hjem, satte Carrie sig nedenunder og så fjernsyn i stuen. Far tændte op i brændeovnen, fortalte ivrigt om jobbet, selvom Carrie egentlig var ligeglad. Hun svarede med korte sætninger eller enstavelsesord, når hun blev spurgt ind til skolen.

   Under aftensmaden sad mor og far og diskuterede teorien om, at ikke to snefnug var ens. Carrie sad og prikkede til sin kylling, havde ingen appetit overhovedet.

   Fortrød Cuno mon også skænderiet? Var han mon også ked af, at han havde råbt? Carries hjerte føltes tung. Det havde været den værste dag nogensinde!

   Det var en lettelse for Carrie at gå i seng. Hun lagde hovedet, som føltes tyve tusinde gange tungere end normalt, på hovedpuden, og lukkede øjnene. Endelig fred. Endelig ro.

   Som om.

   Hun havde knap nok sovet i tre timer, før en hidsig banken på døren vækkede hende. Hun snerrede, så på uret. 11:53 PM. Hun stønnede, prøvede at sove videre.

   Så hørte hun mrs. Wests stemme.

   Carrie sprang op og styrtede ned ad trappen. Hun var knap nok kommet frem i entréen, før mrs. West hylede:

   "Carrie! Carrie, har du set Cuno!" Carrie kom frem, så chokeret mrs. West. Hun var opløst i tårer, mascaraen løb, håret var uglet og hun rystede. Tårerne drev ned ad kinderne. Carrie rynkede panden. Rystede på hovedet.

   "Nej. Hvorfor?" Mrs. West jamrede.

   "Han gik, lige efter vi var kommet hjem. Vi havde skændtes, og jeg troede, han bare skulle køle lidt ned. Men det er snart ni timer siden, han gik, og ingen af hans venner har set ham! Han er ikke i centeret eller i nabobyen, ingen har set ham siden skolen! Jeg håbede, han var her og gemte sig!" Hun brød sammen i tårer. Mor hjalp hende indenfor, fik hende sat i stuen.

   "Har De ringet efter politiet, mrs. West?" spurgte mor venligt. Mrs. West nikkede.

   "Selvfølgelig har jeg det, de er ved at gennemsøge skoven. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle gå derind igen, men hvor kan han ellers være?!" Hun jamrede klagende. "Åh, han sagde, jeg ikke engang var hans rigtige mor! Han har aldrig sagt sådan noget før, min lille Cunobjørn!" Hun hulkede ned i hænderne.

   Lysningen.

   Det ramte Carrie som sendt fra himlen. Ingen andre kendte det sted, måske var Cuno løbet derhen, fordi han var vred efter skænderierne? Hun så på mrs. West.

   "Mrs. West? Jeg ved måske hvor Cuno kan være - jeg er ikke sikker, men jeg tager derhen og undersøger det nu." Mrs. West så på hende med store, røde, forgrædte øjne. Nikkede.

   "Åh, tusinde tak Carrie! Tusinde mange tak!"

   "Jeg tager med," sagde faren. Carrie nikkede, trak overtøjet på. Både skibukser, vinterstøvler, skijakke og huse. Hun greb en lygte og en peberspray - man kunne jo aldrig vide, hvad der gemte sig i skoven!

   Klokken blev 12.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...