Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2960Visninger
AA

4. 4. december - Ulvemærket

Carrie lå vågen det meste af natten. Det sneede voldsomt udenfor. Lyset stod tændt hele natten inde på Cunos værelse. Måske var han bange for at falde i søvn? Det var ikke den opfattelse, Carrie havde af ham. Han havde ikke nævnt ordet bange én eneste gang, selvom det var sådan, han havde set ud.

   Cuno var enten meget modig eller meget dum. Strube-, spiserørs- og mavekræft. Av for den...

   Carries møbler ankom den 4.. Hun var ovre for at besøge Cuno, men da hun kom forbi klokken elleve, sagde mrs. West, at han stadig sov.

   "Du må forstå, Carrie," sagde mrs. West, "at Cuno brugte meget energi på bare at gå i centeret i går. Han har brug for at hvile sig. Men kom tilbage klokken to, så kan I måske spise frokost sammen?"

   Synet af indianerdrengen, der foroverbøjet kastede blod op, hjemsøgte Carrie hele dagen. Hun prøvede at pakke sine ting ud, far havde samlet reolen, skrivebordet og skabet, så alt hun skulle gøre, var at sætte tingene på plads. Men denne opgave syntes uoverskuelig den dag.

   Mrs. West havde fortalt mor og far om Cuno, og de havde i en hele time forsikret tavse Carrie om, at Cuno skam nok skulle klare sig, og at kræft ikke nødvendigvis betød døden. Men det vidste hun jo godt. Kunne de ikke fortælle hende noget, hun ikke vidste?

   Susan ringede, men Carrie tog den ikke. Hun ville ikke snakke med nogen. Og dog...

   Klokken tolv ramte noget hendes vindue med et sært SHURP! Hun kiggede op og så en gul plastikpil med en rød sugekop klistret fast til vinduet. Hun rynkede panden, rejste sig op og kom hen til vinduet.

   På den anden side af gaden stod Cuno foran sit åbne vindue, som han skyndte sig at lukke, da han fik øje på hende. Han lagde en plastikbue fra sig, holdt et papir op mod ruden.

 

TLF NR ?

 

Carrie smilede, holdt en finger op som tegn til, at han skulle vente, og skyndte at fine en blok. Hun skrev hurtigt sit nummer ned, to tal på hver side og holdt den op for vinduet. Hun så Cuno skrive ned på sin mobil, hver gang han så op, vendte hun en side. Til sidst gav han tommel-up, og kort efter ringede hendes telefon.

   "Hej!" sagde hun lidt for skinger. Cuno lo i den anden ende.

   "Hej." Han var stadig lidt hæs. Carrie satte sig op i vindueskarmen, vinkede til ham. Ligeledes satte han sig i vinduet, vinkede. "Jeg gjorde dig ikke bange i går, vel?" Hun rystede på hovedet.

   "Nej, du var bare ved at tage livet af mig." Han lo kort.

   "Beklager," sagde han. Hun trak på skuldrene.

   "Det er okay. Har du det bedre?" Han nikkede.

   "Ja, lægeholdet gav mig nogle beroligende sprøjter og noget medicin, så jeg føler mig lidt som en grøntsag nu." De grinede. "Men helt seriøst, du var god til at holde hovedet koldt i går." Carrie trak på skuldrene.

   "Det er ikke særlig svært her." Cuno lo, nikkede.

   "Så sandt, så sandt..." Han hostede lidt. "Nå, kommer du over til frokost?" Carrie sukkede.

   "Jeg er ikke sikker... Flyttevognen kom med alle vores ting i dag, jeg burde egentlig pakke ud."

   "Fint, så kommer jeg over til dig."

   "Nej, Cuno, du burde hvile dig." Cuno så olmt på hende.

   "Du lovede mig, at du ikke ville behandle mig som om jeg er døende. Jeg kommer over, og dermed pasta - apropos... Hvad er der egentlig til frokost?"

   Carrie varmede vand til nudler. Cuno kom over, og de sad i sofaen og så fjernsyn, som far heldigvis havde fået sat op i stuen. Mor og far sagde ikke noget om Cunos sygdom, og Cuno virkede rimelig upåvirket af det, der var sket den foregående dag.

   Reklamer kørte over skærmen, og de to var færdige med at spise. Cuno så tøvende på Carrie.

   "Mor har sagt, at jeg ikke må tage ud i skoven længere." Carrie så hurtigt på ham. Han nikkede. "Jeg er jo altid gennemblødt af sne, når jeg kommer hjem. Hun tror, det påvirker kræften."

   "Så du kan ikke komme ud til lysningen længere?" Cuno fnøs.

   "Jo selvfølgelig, nu må jeg bare snige mig ud." Han fortsatte i et lidt lavere toneleje: "Men for en sikkerheds skyld, vil du så ikke gå med?" Måske var Cuno alligevel lidt bange. Bekymret, i hvert fald. Carrie nikkede.

   "Jo. Og jeg skal også nok dække for dig." Cuno smilede.

   "Tak. Du er for sej!" Han rejste sig op. Carrie rynkede panden.

   "Hvor skal du hen?"

   "Ud til lysningen!"

   "Lige nu?" Han nikkede, satte hænderne i siden.

   "Aha! Jeg bliver tosset af at ligge på mit værelse så længe, jeg vil hen til magien!" Carrie sukkede.

   "Har du ADHD eller et eller andet?" Han trak på skuldrene.

   "Muligvis, jeg er ikke blevet testet. Nå, kommer du med eller hvad?"

 

De to var tilbage på grenen, sad og gyngede med benene og grinede, fortalte hinanden jokes.

   "Sig mig, Carrie - hvilken mus går på to ben?" Carrie tænkte sig om, trak på skuldrene.

   "Aner det ikke."

   "Mickey Mouse. Nå, hvilken and går så på to ben?" Carrie smilede.

   "Den er let, Anders And!" Cuno efterlignede lyden fra en buzzer, gav Carrie et smølfespark.

   "Det gør alle ænder, dompap!" Carrie grinede så meget, at hun var lige ved at falde ned fra grenen. Cuno greb hende og holdt hende oppe. Hun lænede sig ind mod stamme, så på ham.

   "Hvor længe har du kendt til lysningen?" Cuno trak på skuldrene.

   "Jeg har boet i Archville hele mit liv. Nogen fandt mig på deres dørtrin og sendte mig på børnehjem knap ti kilometer væk, og to uger efter blev jeg adopteret af mine nuværende adoptivforældre. Selv da jeg blev diagnosticeret med kræft som trettenårig, flyttede vi ikke ind til en storby, fordi det ikke var så slemt, at de nærmeste læger ikke kunne klare det. En dag kom vi hjem fra Toronto, jeg var blevet opereret så godt de kunne. Jeg ville have lidt tid for mig selv og gik ud i skoven. Jeg gik med hovedet i skyerne, og pludselig var lysningen er bare." Han så drømmende ud gennem hængebirkens grene. "Det var som om mine fødder vidste, at jeg skulle tage herhen." Carrie nikkede.

   "Er det derfor du tror, stedet er magisk?" Cuno sukkede. Trak på skuldrene.

   "Jeg kan godt lide at være her. Engang sad jeg lige her på grenen, og en hjort kom gående ud fra buskadset med sine to unger. De ignorerede mig, kiddene kom faktisk lige hen under mig. For én gangs skyld var der nogen, som var ligeglade med mig." Han smilede, gned sine arme. "Det var rart." Carrie smilede til ham.

   "Hvorfor viste du mig det så? Hvis det var dig hemmelige sted?" Cuno tænkte sig lidt om. Trak på skuldrene.

   "Du virkede pålidelig. Rar. Jeg kunne godt lide dig." Der gik et øjeblik, så blev hans kinder pludselig røde. Han så forfjamsket på Carrie. "A-altså, jeg kan stadig godt lide dig, men altså, ikke lide dig lide dig, forstår du, øh..." Han gemte ansigtet i hænderne. "Må jeg begynde forfra?" Carrie grinede, nikkede. Cuno tog en dyb indånding. "Hør - jeg synes, du er sød. Og den her syttenårige adopterede dreng med kræft har ikke så mange måder, han kan få storbypiger til at kunne lide ham. Så jeg tænkte, at jeg måske kunne vise dig min lysning, og så ville du synes lidt om mig?" Carrie så lidt på ham. Rykkede længere ud på grenen og tog hans hånd.

   "Det kunne jeg allerede, dompap." De så hinanden i øjnene lidt. Cuno smilede forsigtigt.

   "Kysser du mig nu?" Carrie fnøs, rykkede lidt væk.

   "Som om, jeg kender dig knap nok!" Cuno grinede, nikkede og tog huen af, rodede op i sit hår.

   "Jeg tænkte nok det gik lidt for nemt..." Carrie smilede.

   "Beklager."

   "Det er okay..." Cuno fór sammen. "Nårh ja, det glemte jeg næsten!" Han rodede rundt i sin lomme, fandt en halskæde frem. Den var lang, vedhænget var flere jernstænger, kunstfærdigt flettet sammen i et hjerte med noget, som lignede ranker indeni. Det var en smule rustent hist og her, men glitrede eller som sølv. Cuno holdt den op foran Carrie. "Jeg vil gerne give dig den her," sagde han. Carrie så målløs på ham. Rystede på hovedet.

   "D-det kan jeg ikke tage imod, Cuno..." Han nikkede.

   "Jo, du kan. Jeg fandt den her én af de første gange, jeg besøgte lysningen. Den lå i sneen nær kampestenen. Jeg går jo nok ikke med den, såeh..." Han hævede spørgende øjenbrynene. Carrie tøvede, men nikkede så og lod ham give hende halskæden på. "Så... Den klæder dig, at du ved det." Hun smilede.

   "Tak..." Cuno hostede lidt tørt, gned sine arme og tog sit halstørklæde af. Han viklede det omkring halsen igen, skuttede sig. "Måske skulle vi å tilbage nu?" Cuno sukkede.

   "Jah... Min mor skal heller ikke blive bekymret..." De gik tilbage sammen. Carrie betragtede halskæden, den glimtede så smukt i den blege decembersol. Sneen skreg til hende fra alle sider, lyste og var ved at gøre hende sneblind. "Skal vi spise frokost hos mig?" spurgte Cuno. Carrie tænkte sig lidt om. Nikkede.

   "Ja, hvis det ikke går som i går." Cuno lo humorforladt.

   "Ha ha, ih, hvor er du bare sjov!" Han skubbede lidt til hende, hun vaklede lidt for at få balancen. De grinede.

   Da de trådte ind i entréen, styrtede mrs. West ud. Hun så lettet på Cuno, holdt en hånd for hjertet.

   "Cunobjørn, hvor har du dog været?!" Cuno så flovt ned.

   "Moar!" mumlede han, rødmede pinlig berørt. Mrs. West så beklagende på ham.

   "Undskyld, Cuno. Hvor har du været?" Hun fik øje på Carrie. Smilede. "Åh... Nå, næste gang du går ud, så sig det først skat, okay?" Cuno nikkede, tog overtøjet af. Carrie hængte sin jakke på knagen. Mrs. West smilede til dem. "Jeg har lavet frokost?"

   "Tak, mor..."

   "Mange tak mrs. West." De to fulgte med mrs. West ind i spisestuen, hvor pålæg og brød var sat frem. De satte sig til bords, begyndte at spise i tavshed.

   Stuen var hyggelig. Der stod stadig ikke noget juletræ, men der lå nogle ting i julestrømperne ved kaminen. Gardinerne ved vinduerne var flotte og gamle, familieportrætter hang på væggene. En krans med en stor, rød sløjfe hang på kaminen, hvori små gløder endnu lyste lidt. En sort sofa vendte mod et TV.

   Carrie bad om vandet, og Cuno rakte det til hende. Han sad ved bordenden, hun sad på hans højre side. Da hun satte det, tippede kanden over, og det kolde vand plaskede ned på Cuno og hans tøj. Han fór sammen med et hyl, Carrie slog hænderne for munden, men kunne ikke holde sit latterbrøl tilbage. Mrs. West styrtede ind, så lettet ud, da hun så sin plaskvåde søn.

   "Cuno, altså... Gå op og tør dig, så kommer jeg med rent tøj." Cuno rejste sig, så frækt på Carrie.

   "Det her skal du få betalt," mumlede han udfordrende. Hun trak bare på skuldrene.

   Mrs. West begyndt at tørre op. Da Carrie spurgte, om hun skulle hjælpe, afslog den rare kvinde med et smil.

   "Nej nej, spis du bare, Carrie!" Mrs. West rejste sig op. I det samme stivnede hendes ansigt i en anstrengt grimasse. Hun lagde en hånd på sit ryg, sukkede. "Åh, av..."

   "Mrs. West, er De okay?" Hun smilede, nikkede.

   "Ja ja, det er bare en gammel skad - au!" Carrie rejste sig op og hjalp mrs. West hen til sofaen. Mrs. West smilede. "Tak kære, det går over om lidt... I mellemtiden, vil du så ikke finde noget tøj inde på tørresnoren til Cuno? Han er ude på badeværelset ved siden af trappen." Carrie nikkede, gik ud af spisestuen.

   Fra tørresnoren tog hun et par sorte bukser og en tank top, gik hen til badeværelset og bankede på.

   "Cuno? Din mor har ondt i ryggen, men jeg har tøj med til dig?" Han åbnede døren en smule, stak en hånd ud, greb tøjet og tog den ind uden et ord. Smækkede døren. Låsen klikkede. Carrie stod en smule fornærmet tilbage. Fnøs. "Selv tak."

   Hun gik ind i stuen, hvor mrs. West havde tændt for fjernsynet.

   "Åh, Carrie, vil du ikke være en skat og hente teen og mit tekrus i køkkenet?" Carrie nikkede.

   "Selvfølgelig mrs. West." Det stod alligevel alt sammen klart på køkkenbordet. Hun bar det ind og satte det på sofabordet, smilede til Cunos mor.

   "Tusinde tak Carrie, du er en dejlig pige." Mrs. West kæmpede sig lidt frem, hældte teen op. "Vil du ikke smage? Det er en julete, importeret fra Danmark." Carrie nikkede.

   "Jo tak mrs. West."

   "Krusene står over håndvasken." Carrie gik ud og hentede et krus, satte sig ind til mrs. West. I det samme hun satte sig, kaldte Cuno:

   "Moar!" Mrs. West sukkede.

   "Kom herind, Cuno!" Der var stille lidt. Så kom Cuno forsigtigt ind.

   Bukserne sad flotte på hans ben, smygede sig omkring hans lægge som var de kun beregnet til dem. Men tank toppen hang en smule løst omkring ham. Han skævede lidt utilpas til Carrie, sagde så:

   "Jeg kan ikke passe den her længere." Han trak lidt ud i stoffet. Mrs. West sukkede, hun lød lidt bekymret.

   "Jamen så find en anden. Vi tager i centeret i morgen eftermiddag og køber nogle nye i en mindre størrelse." Cuno så lidt ned, nikkede og gik. Carrie så spørgende på mrs. West, som sukkede. "Når man har kræft, især mavekræft, kan det være rigtig svært at tage på, men forfærdelig nemt at tabe sig. I løbet af de sidste måneder er Cuno vokset ud af en del af sit tøj. Han prøver virkelig at tage på, men..." Hun sukkede, trak på skuldrene. "Han er bare ikke sulten. Han har ikke spist frokost i et stykke tid, men med dig vil han tilsyneladende godt." Carrie smilede, lettere smigret. "Det er svært for ham at sluge maden, og endnu sværere at holde den i sig." Det gjorde ondt at høre på, og Carrie ville egentlig helst have, at mrs. West bare tav.

   Cuno kom ind. Han havde en løs T-shirt på, men denne var beregnet til ikke at sidde tæt. Han strakte sig, trøjen gled lidt op, og et sort mærke kom til syne. Det lignede et dyr af en art, måske en ulv eller en ræv eller noget i den dur.

   "Flot tatovering," sagde Carrie. Cuno stoppede mit i sit stræk, så på mærket.

   "Øh... Det er faktisk en modermærke." Carrie nikkede.

   "Mhm, og jeg er en odder. Det dér virker måske i fantasyromaner, men det her er det virkelig liv. Hvor har du fået den henne?" Mrs. West lagde en hånd på Carries skulder.

   "Carrie, det er faktisk et modermærke. Han har haft det, siden han var spæd." Carrie så undrende på Cuno, der bare trak på skuldrene og smed sig i en lænestol.

   "Ej seriøst?" Han nikkede. "Nice..."

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...