Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3020Visninger
AA

3. 3. december - Cunos hemmelighed

Den tredje december stod Carrie op før sine forældre, gik ud på badeværelset og gik i bad. Hun ordnede det natsorte hår i en fletning bagtil, lagde naturlig makeup og rodede kufferten igennem for at finde noget tøj, der var sødt og sexet, og samtidig ikke fik hende til at se alt for desperat ud.

   Mor og far stod op klokken otte, men der havde Carrie allerede spist morgenmad, og var ved at tage overtøj på.

   "Hvor skal du hen, Carrie?" spurgte moren.

   "Over til Cuno," svarede Carrie kort for hovedet. Hun lynede sin jakke. "Vi ses!" Hun strøg ud af døren og gik forsigtigt over den glatte vej. Hun bankede på døren, håbede på at kunne se Cuno inden han gik i skole.

   Døren gik op. En hvid dame smilede til Carrie. Var det Cunos mor?

   "Goddag," sagde damen. Hun havde en rødbrun sweater på, håret har brunt og arrangeret i en knold. "Du må være Carrie, ikke sandt?" Carrie nikkede tøvende. Kvinden rakte en hånd frem. "Jeg er Maria West, Cunos mor." Carrie nikkede kort.

   "Goddag mrs. West... Er Cuno hjemme?" Mrs. West så beklageligt på Carrie.

   "Ja, men jeg er bange for, at han er blevet syg. Kom indenfor, så skal jeg spørge ham, om han vil have gæster." Carrie trådte ind i entréen, mrs. West lukkede døren efter hende. "Et øjeblik søde." Damen gik ovenpå. Carrie så sig lidt omkring.

   Flere steder hang julepynt og glimtede. Et juletæppe var sat op foran kaminen, hvor tre julestrømper hang i forskellige farver. Huset duftede beroligende. Carrie løsnede sit halstørklæde, så ind i køkkenet. Kagedåser var sat op på række og ræd på køkkenbordet. Her var meget hyggeligere end hjemme hos Carrie selv...

   "Cuno siger, at du godt må komme op." Mrs. West kom ned, smilede til Carrie. "Hans værelse ligger sidste dør på højre hånd." Carrie nikkede, tog overtøjet af og gik ovenpå.

   Carrie trykkede Cunos dørhåndtag ned, så forsigtigt ind. Han sad i sin seng, havde stadig pyjamas på, og havde trukket dynen op over skuldrene. Han sad og spillede videospil, skævede hurtigt til Carrie og smilede. Fortsatte så med spille.

   "Hej." Han var en smule hæs.

   "Hej. Må jeg sætte mig?" Han nikkede. Carrie satte sig i den anden ende af sengen.

   "Øjeblik, jeg har næsten gennemført level 29." Han spillede lidt videre, Carrie så på. Det var et racerbilsspil. Så dukkede ordet WINNER op på skærmen i guld. Cuno hujede, hans stemme knækkede over. Han slog en hånd for struben og begyndte at hoste, smilede stadig og hævede en hånd i vejret. "Yay!"

   "Cuno, du lyder ikke helt rask. Skal jeg gå?" Han rystede på hovedet, rømmede sig.

   "Nej, det er sikkert bare halsbetændelse. Så med mindre én af os giver den anden en tungeslasker, er det i orden." Carrie smilede. Cuno trak dynen tættere om sig, så på hende. Hans kinder var en smule blege. "Vi var bare ude for længe i går."

   "Eller også var det fordi du insisterede på, at vi skulle kravle igennem det dér krat." Han trak på skuldrene.

   "Men det var det værd, ikke?" Carrie nikkede tøvende, smilede til ham.

   "Jo... Det var det vel." De sad lidt og så på hinanden. Så sagde Cuno:

   "Skal vi ikke tage hen til centeret?"

   "Jamen du er jo syg?" Cuno slog ligeglad ud med hånden.

   "Nårh, det er ingenting! Desuden, så tager vi jo indenfor, ikke?" Carrie trak på skuldrene. Cuno rejste sig op. "Okay! Jeg skal bare lige have tøj på..." Han knappede sin skjorte op. Carrie fór sammen.

   "Cuno!" Han så på hende.

   "Hvad? Du kan da selv gå ud, det gider jeg altså ikke bede dig om!" Hun sprang op som om sengen havde brændt hende, styrede ud fa hans værelse og ned i entréen.

   Mrs. West stod i køkkenet. Da hun fik øje på Carrie, smilede hun og kom hen til hende.

   "Går du allerede?" Carrie rystede på hovedet.

   "Nej. Eller, jo, men kun fordi Cuno og jeg skal i centeret." Mrs. Wests smil blegnede lidt. Hun rynkede panden. Sukkede.

   "Carrie, kom lige med." Hun tog Carrie med ud i køkkenet, sikrede sig, at Cuno ikke kunne høre dem, og sagde: "Carrie, Cuno har sikkert ikke sagt noget, men..." Han gned sine arme. "Han er sådan en skrøbelig dreng. Både fysisk og psykisk. Han er ofte syg, og nogle gange stikker han af uden at sige noget." Hun nikkede mod pigen med det sorte hår. "Ligesom i går."

   "Undskyld, mrs. West, men jeg troede altså, I..."

   "Jeg ved det, du vidste ikke noget. Men Cuno vil prøve at imponere dig, sådan er han over for folk, han kan lide. Prøv at styre ham, okay?" Carrie nikkede, netop som der lød skridt på trappen. Cuno kom ned, smilede til dem.

   "Vi ses mor - Carrie og jeg tager i centeret." Carrie kom ud til ham, de begyndte at tage overtøj på.

   "Pas du på Cunobjørn!" Cuno stoppede op, fik røde ører og så på sin mor.

   "Moar," sagde han lavt. Hun slog en hånd for munden.

   "Undskyld, Cuno! Øh, I må have en god formiddag. Hyg jer!" Cuno gik uden et ord, Carrie smilede til mrs. West.

   "Mange tak mrs. West." Mrs. West vinkede farvel, Carrie fulgte efter Cuno.

   De gik i rask gang mod centeret. Sagde ingenting det første stykke tid. Smilede bare.

   "Du har ikke fortalt nogen om lysningen - vel?" Carrie rystede på hovedet.

   "Nej, hvem skulle jeg også sige det til? Du er min eneste ven her i Archville." Cuno trak på skuldrene.

   "Dine forældre?" Carrie fnøs.

   "Nej, dem kan jeg sagtens holde en hemmelighed for." Centeret kom i sigte. "Er du adopteret?" Cuno stoppede op. Carrie så på ham. "Undskyld... Øh, du behøver ikke svare, hvis..." Han nikkede bare, så ned og skrabede i den smattede sne i vejkanten.

   "Det er okay. Det er jo ikke svært at se, at jeg ikke ligner mine forældre." Carrie trak på skuldrene.

   "Nej, men derfor kan det da godt være ubehageligt at snakke om?" Cuno pustede en blond pandehårlok væk, purrede op i den sorte del.

   "Mhm, det er nu fint nok." De begyndte at gå. "Alle tror, det er et ubehageligt emne, men det er jo sådan det er, ikk'? Jeg var så lillebitte, at det er lige meget." Cunos tonefald indikerede, at spørgsmål skulle vente lidt. Derfor var de nået ind i centeret og kiggede på butikker, før Carrie spurgte:

   "Hvad arbejder dine forældre som?" Cuno tænkte sig om.

   "Min mor er hjemmegående, og far er i militæret." Han fnøs, tjekkede prisen på en T-shirt. "Mor har vel allerede sagt, at jeg ikke har verdens bedste helbred." Carrie nikkede.

   "Ja, det nævnte hun..." Cuno rømmede sig, snøftede. "Er du sikker på, du er frisk nok til at være her?" Cuno himlede med øjnene.

   "Ja ja, det går!" Han trak en T-shirt og et par bukser i favnen på hende. "Prøv det her!" Carrie smilede forsigtigt.

   "Hvorfor?" Cuno trak på skuldrene.

   "Fordi jeg tror du ville se godt ud i det."

   Carrie trådte forsigtigt ud af prøverummet iført en mørkeblå T-shirt med ugleprint og et par sorte skinny-jeans. Cuno, som sad på en rund stol, fløjtede og klappede.

   "Jeg havde ret." Han slog ud med hænderne. "Jeg er et geni! Muahahaha!" Carrie smilede til ham.

   "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tror, du var..."

   "Hvis du siger homo eller bøsse slår jeg dig ned," sagde Cuno, mens han tjekkede sin telefon. Carrie smilede, blev varm i maven. "Så, smut nu ind og skift, så går vi på café."

   "Siger hvem?" Cuno så udfordrende på hende.

   "Siger den alvidende modeguru Cuno West i Herrens, Sønnens og Helligåndens nav og alt det dér. Jeg er sulten!"

   Da Carrie havde skiftet, gik de hen på én af de to caféer, som lå inde i centret. De satte sig ind, og snart kom en servitrice med et menukort. Cuno bestilte en clubsandwich og en milkshake med blåbær og vanilje, mens Carrie bestilte sliders, små burgere med en lille tallerken pomfritter til, og en cola.

   "Jeg fik aldrig spurgt dig om, hvad dine forældre laver," sagde Cuno, da deres drikkevarer kom. Carrie smilede, trak på skuldrene.

   "De er forskere - i is. Det er derfor, vi kom hertil." Cuno smilede, drak lidt af sin milkshake.

   "I så fald takker jeg Himlen for is." De grinede. Så slog det Carrie. Hun så tøvende på Cuno. Sank en klump.

   "C-Cuno? Er det her en... en date?" Cuno så på hende. Tænkte sig om og trak på skuldrene.

   "Det er det, hvis du vil have det?" Carrie rødmede, smilede forlegent og strøg et pandehår om bag øret. Svarede ellers ikke.

   Maden kom, og de begyndte at spise. Cuno så ud til at have lidt svært ved at sluge sin mad, flere gange måtte han skylle den ned med milkshaken. Over halvdelen af sandwichen var tilbage, mens hele milkshaken var væk, da Cuno bekendtgjorde, at han ikke kunne spise mere.

   "Jamen du sagde da, at du var sulten," drillede Carrie. Cuno rakte tunge, gned sit øre. "Hey, er du okay?" Han nikkede.

   "Ja, mit øre gør bare en smule ondt..." Carrie satte sin cola over til ham.

   "Her. Hvis det er hovedpine, hjælper lidt koldt at drikke. Du kan få resten." Cuno så lidt på den. Rystede på hovedet.

   "Nej tak..."

   "Jeg insisterer, Cuno..."

   "Nej! Jeg vil ikke have den!" Han satte den over til hende, smilede. "Det er ikke så slemt, virkelig." Carrie sukkede.

   "Du opfører dig som et barn."

   "Årh hold op, jeg er ældre end dig!" Sandt. Cuno havde fortalt, at han var sytten, mens Carrie kun var seksten. Det ændrede dog ikke noget.

   "Jamen så tag imod min cola!"

   "Nej!"

   "Cuno!"
   "Carrie, jeg gider ikke skændes med dig over det her! En cola vil ikke hjælpe noget, så drik den nu bare selv!"

   "Du kan i det mindste prøve, du kan ikke vide, om det..."

   "Jeg ved udmærket at det ikke vil virke!" Cuno så hårdt på hende. Bragte hende til tavshed med sin snerren.

   Det føltes øjeblikkeligt som om en sten havde bundet sig selv fast til Carries hjerte. Hun slog blikket ned, vred sine hænder.

   "Undskyld," mumlede hun. Cuno sukkede.

   "Det er okay. Du ville bare hjælpe..." De var stille lidt. "Carrie?" Carrie så på Cuno. Han sank en klump, besværet, skar en grimasse. "Jeg må nok hellere komme hjem." Han lød meget træt. Var bleg og havde glasagtige, blanke øjne. Carrie nikkede.

   "Jeg følger med dig." De betalte og forlod centeret. De gik på fortovet, den samme vej de var kommet af. De var knap nået trehundrede meter væk, før Cuno begyndte at hoste. De fortsatte lidt, men så stoppede Carrie, da Cuno bare blev ved. "Kom, Cuno, sæt dig her." Hun ledte ham hen til en tilsneet bænk, men det var bedre end ingenting. Cuno rystede på hovedet, men Carrie fjernede bare sneen og fik ham til at sætte sig. Cuno hostede i godt et minuts tid, indtil hans lige så stille holdt op. "Har du det bedre?" Han nikkede tøvende. Carrie strøg hans ryg. "Skal vi gå videre?" Cuno tøvede med sit svar. Nikkede så og rejste sig op. Han gik en smule sammenkrummet, som om han havde smerter.

   Hvis bare han havde fortalt hende det, var alting sikkert gået lang bedre.

   For pludselig stønnede Cuno og bøjede sammen. Han hev efter vejret vaklede til siden ind i en lygtepæl. Carrie så forskrækket på ham, lagde en hånd på hans ryg og skulle til at tage hans arm rundt om sine skuldre.

   Cuno kastede hostende op. Blod og galde landede i sneen. Carrie stod som stivnet. Det var ikke halsbetændelse...

   Hun prøvede at holede hovedet koldt. Cuno hostede lidt, virkede desorienteret og svag. Hun tog hans arm om sine skuldre, støttede ham resten af vejen. Han var tung, men endelig fik hun døren op til hans hus.

   "MRS. WEST!" skreg hun skingert. "MRS. WEST! KOM OG HJÆLP!" Mrs. West kom ind fra stuen. Hun slog hænderne for munden, da hun så sin adoptivsøns blege ansigt med blod dryppende ned ad hagen fra mundvigen. Hun skyndte sig hen til ham, hjalp ham op ad trappen.

   "Carrie, ring til nummeret på køleskabet, hurtigt!" Carrie fumlede lidt med telefonen, men fik endelig ringet til den læge, hvis nummer var hængt op på køleskabet. Så snart hun havde opgivet navn, adresse og Cunos fulde navn, sagde damen i den anden ende:

   "Okay, jeg sender et lægehold med det samme - vi ved, hvad der skal gøres."

   Lægehold? Havde de før været i Cunos hjem? Carrie vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre, efter hun havde lagt på. Stille tårer trillede ned ad hendes kinder. Hun satte sig ud i køkkenet, skælvede.

   Mrs. West kom ned til hende. Lagde armene om hende og prøvede at trøste hende.

   "Undskyld, Carrie, men han bad mig om ikke at sige noget til dig, før han havde lært dig bedre at kende..." Carrie hulkede lidt, snøftede. Var så småt ved at komme sig over chokket.

   "Hvad er der galt med ham?" spurgte hun med skælvende stemme. Mrs. West tøvede lidt.

   "Det er nok bedst, han selv fortæller dig det."

   "Men de v-vil han jo ik-ikke." Mrs. West sukkede.

   "Jeg er bange for, at han er nød til det nu. Han er lidt træt, men ellers er han ved at komme sig." Hun mumlede: "Han har ikke haft sådan et anfald siden han var fjorten..." Et suk forlod mrs. Wests læber. "Skal jeg gå med op, så I kan få snakket sammen?" Carrie tøvede. Rystede på hovedet. "Lægefolkene er her om nogle minutter. Men han kan vist lige nå at få rodet bod på nogle ting inden."

   Med tunge skridt gik Carrie ovenpå. Hun stoppede op og tøvede uden for Cunos dør. Samlede sit mod og trådte ind.

   Han lå i sengen med dynen over skuldrene og brystet. Sygeligt hvid i ansigtet, adamsæblet så en smule hævet ud. Han trak vejret pibende. Da han fik øje på Carrie, slog han blikket ned, som om han skammede sig. Øjnene var stadig blanke. Han snøftede.

   Carrie satte sig på sengekanten. Tøvede. De havde kendt hinanden i knap tre dage... Uret på væggen viste, at klokken ikke engang var tolv. Cuno sank besværet.

   "Hvad så?" forsøgte Carrie sig. Cuno sagde ikke noget. Tik. Tak. Tik. Tak. Alt var stille, bort set fra uret. "Cuno... Vil du ikke nok fortælle mig, hvad du fejler?" Han fik tårer i øjnene. Lukkede dem sammen og lavede tudefjæs. Han rystede på hovedet, hulkede hikkende. "Cuno..." Han tørrede sine øjne. Carrie lagde sin hånd på hans, fangede hans blik. "Cuno. Jeg siger det ikke til nogen." Cuno sukkede rystende, snøftede. Åbnede munden.

   "Jeg har kræft," sagde han så. Carrie så lidt på ham. Lukkede øjnene og sukkede. Cuno snøftede. "A-alle henne i skolen be-behandler mig s-som o-om jeg allerede er død. U-undskyld, jeg ikke sagde noget, men..." Han sank besværet. "Jeg ville bare have én v-ven, som ikke behandler mig s-sådan." Carrie sukkede. Nikkede.

   "Jamen så lader jeg være med det." Cuno så forvirret på hende.

   "Hvordan?" Hun trak på skuldrene.

   "Jeg lader være med at tage hensyn til dig. Jeg er selvfølgelig nød til at fortælle dig, det er dumt, hvis du vil springe i elastikspring, men..." De lo lidt. Cuno snøftede, tørrede næsen og så på Carrie. "Hvor er det henne?" spurgte hun.

   "Struben, spiserøret og maven. Det er ikke noget, man nødvendigvis dør af, men..." Han sukkede. "Jeg har ikke haft det så godt, siden jeg blev sytten." Døren gik op nedenunder. Cuno sukkede irriteret. "Her kommer pyldreholdet. Du må hellere gå til side."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...