Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2956Visninger
AA

23. 23. december - Afsked

Carrie og Cuno stod i lysningen. Cuno stod foran træet og koncentrerede sig, gentog formularen om og om igen, for at få portalen åbnet. Carrie sad på kampestenen og betragtede ham.

   "Måske virker den kun ved solhverv?" Cuno så irriteret på hende.

   "Den er nød til at virke nu! Jeg vil tilbage, og du skal heller ikke hænge på mig mere..."

   "Helt ærligt!" udbrød Carrie. "Hvor mange gange skal jeg sige det? Du er altså ikke en byrde, jeg kan faktisk godt lide dig!" Cuno nikkede, vendte sig mod træet uden et ord.

   "Exha mhrllai mozchnara a'rella!" Der skete ingenting. Carrie sukkede, kom hen til ham og tog papiret.

   "Jeg tror, du gør noget forkert," sagde hun. Hun læste omhyggeligt de snirklede ord. Prustede og sukkede. "Cuno, det er ikke Exha men Exhia. Du har udtalt det forkert hele morgenen!" Cunos ører blev en smule røde, han tog papiret fra hende.

   "Det vidste jeg godt... Jeg ville bare, øh..."

   "Drop det og sig det ordentligt!" Han snerrede af hende, sagde højt:

   "Exha mhrllai mozchnara a'rella!"

   "Det er altså Exhia mhrllai mozchnara a'rella! Gode Gud, Cuno, lær det nu!"

   Men der var ikke brug for mere træning eller øvelse. For i det samme begyndte træet at bevæge sig. Cuno og Carrie måbede, så overraskede til, mens træet dannede portalen endnu engang.

   "C-Carrie," sagde Cuno målløst. "D-du kan magi?" Carrie trak langsomt på skuldrene.

   "Ja... Å-åbenbart..." Hun så på papiret. "Men... Jeg har jo ikke kræft her? Hvordan..."

   Sneen begyndte at hvisle. Den løftedes og dannede en kropssilhuet, fik detaljer og blev til en smuk, ung kvinde.

   Dronning Mérida stod foran dem. Hun var endnu kønnere på tæt hold. Det lage hår bølgede ned over skuldrene, øjnene var klare og mystiske. Silkebånd fra kjolen svævede frit omkring ånden, da hun rakte hænderne ud mod de to unge.

   "Cuno. Carrie." De to knælede samtidig.

   "Deres højhed!" udbrød Carrie.

   "Ærede frøken," supplerede Cuno. Mérida lo, rystede på hovedet. Hun havde en dejlig latter...

   "Nej nej, rejs jer dog op! Jeg kommer for at takke jer." De to rejste sig tøvende, så på dronningen. Hun samlede hænderne foran sig, smilede til dem. "I reddede min kære Merlynn, og endte en forfærdelig, meningsløs krig mellem vores to riger. For det er jeg jer evigt taknemmelige." Hun nejede for dem. Ingen af dem anede, hvad de skulle gøre, så de smilede bare fjoget. "Som tak vil jeg give jer hver en gave." Mérida smilede til Carrie. "Er det ikke tradition at gøre det, på denne tid af året, din verden, Carrie?" Carrie nikkede.

   "Jo, Deres højhed... Vi kalder det julegaver." Dronningen smilede.

   "Cuno..." Mérida så på ham. "For dit mod og din udholdenhed under din besættelse, skal du blot kalde på mig, når du er blevet konge. Så vil jeg komme og rådgive dig i svære stunder." Cuno bukkede.

   "Det er alt for meget, Deres højhed..." Mérida smilede bare. Vendte sig mod Carrie.

   "Kærlighed og valg går ofte, desværre, hånd i hånd. Merlynn gav mig hans hjerte, og til gengæld gav jeg ham et liv i begge verdener. Lige ledes skal du, Carrie, kunne krydse broen mellem Jorden og Maygan, når du lyster. Dog kan du kun komme til Maygan gennem denne portal. For at åbne den, skal du blot fremsige den formular, du ytrede før."

   Carrie fik tårer i øjnene. Hun så på Cuno, flækkede i et smil og nejede for dronningen.

   "Tusinde tak, Deres majestæt!" Dronning Mérida smilede og nikkede kort. Rakte Cuno sin hånd.

   "Kom. Det er på tide, du vender hjem. Du skal jo snart være konge." Cuno så på Carrie. De to omfavnede hinanden. Carrie snøftede, Cuno strøg hendes hår.

   "Så... Nu kan du jo komme tilbage, ikke?" Carrie nikkede.

   "Vi ses, når du er blevet konge." Cuno rynkede panden og så på hende.

   "Hvad snakker du dog om? Du skal da være med til kroningen!" Carrie smilede, kyssede ham på kinden.

   "Pas godt på dig selv, til vi ses igen." Cuno nikkede.

   "I lige måde..."

   Han gik hen og tog åndens hånd. Hun førte ham gennem portalen, som hvislende lukkedes. Carrie sukkede. Vendte sig om og gik hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...