Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3024Visninger
AA

22. 22. december - Hyld ahornbladet

Merlynn holdt sit ord. Hele den 21., natten mellem den og den følgende dag, og hele formiddagen den 22. sad han med næsen i gamle, tykke bøger og læste. Carrie ventede på hans værelse. Hun vækkede ham på hans befaling, hvis han var ved at falde i søvn, hentede mad og drikke til ham, og sørgede for, at han blev ved med at studere.

   Carrie tænkte på Cuno. På Jorden ville hans magi blive omdirigeret til kræft igen. Det kunne være farligt, hvis han fik et anfald.

   Merlynn virkede oprigtigt ked af det. Han havde et konstant bekymret ansigt, bed sine negle, hår og fjer strittede svagt, og han vred sine hænder, når han lod blikket løbe over de gamle, tørre sider. Carrie havde ondt af ham. Det havde ikke været hans mening at lande så klodset...

   Men omkring middag den 22. livede han pludselig op. Carrie sad i hans store seng og døsede, da han udbrød:

   "Jeg har det!" Hun så på ham.

   "Har hvad?" Merlynn rejste sig op kom hen til hende, havde en lille bog i den ene hånd.

   "Carrie, den her formular kan sende dig tilbage til Jorden. Men Cuno er nød til at sige den, for at vende tilbage til Maygan." Merlynn rev en side ud af bogen. "Her, hold den op for mig. På den her måde kan du give den til ham, når du ser ham." Carrie nikkede. Merlynn lagde bogen fra sig, så på papiret og rømmede sig. Han vendte hænderne mod Carrie og fremsagde formularen. "Exhia mhrllai mozchnara a'rella!"

   Carrie følte sig straks varm indeni. Merlynn smilede til hende og vinkede.

   "Farvel, Carrie!"

   Dér slog det hende. Det ville måske være sidste gang, hun så Merlynn. Hun rystede på hovedet, fik tårer i øjnene og skulle til at kaste sig mod ham, for at omfavne ham.

   Men så forsvandt Merlynn. Sengen. Bøgerne. Hans værelse. Hele Maygan forduftede for øjnene af Carrie. Og før hun vidste af det, stod hun i den kolde, canadiske natur. Uden sko, i en renæssancekjole og med en isblomst i håret. Og græd. Tårerne væltede ned over hendes kinder.

   Merlynn og Maygan var væk.

   Hun var tilbage i Canada.

   Dumme, kolde Canada!

   Mellem tårerne fik Carrie øje på fodspor. Hun rynkede panden, tørrede øjnene og snøftede. Jo... Jo, det var fodspor. Carrie stod foran kampestenen og birketræet. Der var faldet mere sne, siden hun sidst havde været der...

   Hun fulgte sporene og nåede snart byen. Det var mærkeligt. Parcelhusene syntes at være helt fremmede, menneskene i vintertøjet lignede underlige dyr.

   Sporene blev blandet med andre. På næsten alle pæle hang eftersøgningsplakater med hende og en anden. Hun rynkede panden. Den anden eftersøgningsplakat var ødelagt af vind og vejr. Med nød og næppe kunne hun læse teksten UN ST, hvorfra der ikke var langt til Cuno West.

   Carrie gik hjem. Cuno måtte hun lede efter, når hun havde det ordentlige tøj på.

   Hun bankede på døren. Følte sig som en fremmed og stod pænt og ventede på, at der blev lukket op.

   Døren blev åbnet. Hendes far kastede ét blik på hende. Spærrede så øjnene op og omfavnede hende.

   "Carrie, min lille pige! Hvor har du været?!" Han kaldte på moren. "Kære, Carrie er kommet hjem!" Mor kom styrtende ud i gangen, så på Carrie og brød ud i tårer. Hun omfavnede hende, kyssede hende og græd af lettelse.

   "Hvor har du dog været?!" Carrie måtte tænke hurtigt.

   "Jeg ville ikke være her - jeg ville ikke være i Canada. Jeg prøvede at komme tilbage til New York, men..." Hun snøftede, fik tårer i øjnene af uvisse årsager. "Jeg har savnet jer så meget!" Hun omfavnede dem og begyndte at vræle.

   Forældrene tog hende med ind.

   "Hvad er det for noget tøj, du har på?" spurgte de.

   Carrie fik forklaret det hele. Isblomsten var en glasblomst, hun havde købt ved en kræmmer, kjolen var et nyt design, hun havde lånt af en ven.

   Der gik timevis, før Carrie fik lov til at gå op på værelset og skifte. Hun satte Cunos blomst i en sølvvase, kastede et blik ud af vinduet og gik så nedenunder.

   "Carrie?" Mor kaldte ude fra køkkenet. Hun kom ud, hænderne var klistrede af dej til hjemmebag. "Hvor skal du hen?" Carrie tøvede.

   "Jeg vil gerne gå en tur. Jeg er tilbage inden spisetid." Moren smilede overbærende.

   "Carrie, skat, vær nu sød at blive hjemme. Din far og jeg har været syge af bekymring. Vi har det begge bedst med, at du bliver hjemme i aften." Carrie rynkede panden. Smilede forvirret.

   "Mor, det skal I ikke bestemme. Jeg skal bare ud og gå en tur. Jeg går ikke langt væk, det lover jeg."

   "Carrie..."

   "Vi ses, mor." Hun tog sit overtøj på og forlod huset, ignorerede moren, der kaldte på hende.

 

Carrie gik længe og kaldte på Cuno. Hun var inde ved centeret, hvor de så længe siden havde skændtes, hun var forbi lysningen, som hun ellers havde lovet ikke at vise til nogen, og hun ledte i gyder og mellem huse i den mellemstore landsby.

   Til sidst var hun nød til at overholde det løfte, hun havde givet sine forældre, og vende hjemad. Og dér, foran hjemmet, der nu tilhørte barnløse mr. og mrs. West, stod Cuno og frøs.

   Hans ånde kunne ses i luften, han skælvede og havde sne i håret. Carrie løb lettet hen til ham. Stoppede op.

   Tårer glimtede i Cunos øjne. Løb ned over hans hage og ramte vejen. Han drejede hovedet og så på Carrie.

   "De kan slet ikke huske mig," sagde han skælvende. Carrie så hen mod parrets hus. To mennesker sad i køkkenet, smilede og drak rødvin. Mr. West måtte være kommet hjem...

   "Cuno... Det vidste du jo godt." Cuno nikkede.

   "Men jeg vidste ikke, at jeg skulle komme tilbage!" Carrie gik hen til ham, omfavnede ham og lod ham græde ind mod sin skulder.

   "Kom. Du kan få varmen hjemme hos mig. Vi siger bare, at du er en kammerat fra skolen." Cuno snøftede. Nikkede.

   Cuno fik lov til at sove hos Carrie. Efter maden viste hun ham den lap papir, der skulle sende ham hjem. Der var kun ét lille problem - Cuno havde ikke nok erfaring med magi, til at fuldføre besværgelsen.

   Han sad hele aftenen og gentog formularen, exhia mhrllai mozchnara a'rella, exhia mhrllai mozchnara a'rella, exhia mhrllai mozchnara a'rella, Carrie var ved at være godt træt af det.

   De var begge to udmattede, så klokken 09:05 om aftenen, lå de begge to klar til at sove. Cuno lå på en madras ved siden af Carries seng. Han havde foldet hænderne på maven, fået varmt tøj på og så tomt op i loftet.

   "Tror du, jeg kan komme tilbage til Maygan snart?" Carrie nikkede.

   "Ja, det er jeg sikker på. Du skal sikkert bare ud til lysningen. Det lader til at være det eneste sted, man kan dukke op her på Jorden."

   "Jah..." Cuno sukkede. "Carrie?" Carrie så på ham.

   "Ja?" Cuno tøvede.

   "Hvis nu... Hvis nu, du ikke kan komme på besøg i Maygan... Er det så okay, jeg kommer og besøger dig?" Carrie smilede og nikkede.

   "Ja da! Hvorfor skulle du ikke det?" Cuno så igen op i loftet.

   "Du kan jo godt lide Merlynn, så jeg tænkte bare at..."

   "Hold nu op, Cuno." Carrie satte sig op. "Jeg kan også godt lide dig. Desuden, så er Merlynn otte år ældre end mig."

   "Er det det eneste, der holder dig tilbage?"

   En tung stilhed lå i værelset i et stykke tid. Carrie vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Hun var vred på Cuno, fordi han ikke troede på hende, og fordi han blev ved med at påstå, at hun var forelsket i Merlynn. På den anden side holdt hun meget af Merlynn, og Cunos teori var måske ikke 100 procent opdigtet...

   "I morgen får vi dig hjem. Godnat." Hun lagde sig under dynen og lukkede øjnene. Kunne ikke holde en enkelt tåre tilbage. Måske ville hun aldrig se Cuno igen. Måske ville hun aldrig se Merlynn, Blyg, Skinny eller bare Maygan igen!

   Med en tåre på kinden faldt Carrie i søvn. For første gang i sit liv, gruede hun for julen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...