Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2954Visninger
AA

20. 20. december - Englen

Merlynn lå og hvilede sig på en chaiselong i kongefamiliens private stue. Han rallede en smule, når han trak vejret. Flere sår var dukket på, fjerene var blevet en smule røde og klistrede sammen. Carrie sad med et fad vad og duppede hans pande, som drev af koldsved. Poolens effekt afhang af månens cyklus, og den nat ville månen næsten stå i zenit og være fuld.

   "Hvordan klarer han sig?" Cuno sad nærmere pejsen, hvor en dejlig ild brændte. Hvis Merlynn lå for nær, ville han få det dårligt, og hvis han lå for langt væk, ville han fryse for meget.

   "Fint, tror jeg," svarede hun. Carrie tørrede sveden af hans pande. "Hvornår kommer ridderne og henter ham?"

   "Omkring klokken to i nat." Cuno rejste sig op, kom hen til Carrie og knælede ved Merlynns side.

   "Er du okay med, at Merlynn bliver konge i stedet for dig?" Cuno sukkede, nikkede.

   "Ja... Jeg egner mig ikke til at være konge," smilede han. Carrie kunne ikke lade være med at smilede skævt og se på Merlynn.

   "Han ser altså heller ikke helt klar ud." Cuno lo, nikkede.

 

Ridderne kom og hjalp Merlynn ned i katakomberne. Carrie og Cuno fulgte med.

   Ordet "pool" var mere beskrivende end Carrie havde troet. Det lignede én af de dér pools, man ofte så på sydlandske ferieresorts. Grundformen var cirka halvanden meter dyb og dækket af runde sten. Vandet var helt roligt, åkander flød rundt i hjørnerne. Der var helt mørkt omkring poolen, men vandet lyste svagt grønt.

   "Det er hellige alger," mumlede én af ridderne til en anden.

   Loftet blev holdt oppe af runde, glatte søjler. Merlynn blev sat i et hjørne, han krøb sammen og holdt skælvende om sig selv. Nu var han op til Cuno og Carrie. Ridderne forlod nemlig rummet, af respekt for det hellige ritual.

   I det svage skær fra poolen kunne Carrie se Cunos bekymrede ansigt. Hun tog forsigtigt hans hånd og gav den et lille klem.

   De samarbejdede med at få Merlynn hen i vandet. Han var svagt ved bevidsthed, og lod sig synke ned i poolen med et suk. Her blev han siddende lidt.

   Cuno og Carrie trak sig lidt væk, betragtede kronprinsens mørke skikkelse ved kanten af poolen. Frygtede, at der ikke ville ske noget.

   Merlynn stønnede. Carrie blev helt opmærksom, så stift på prinsen. En krampetrækning løb gennem ham. Han prustede. Slog armene om sig selv. Carrie spændte i hele kroppen.

   Merlynn skreg. Vandet løftede sig og rev ham under overfladen. Cuno skulle til at løbe ham til undsætning, men Carrie greb fat om hans håndled og rystede på hovedet.

   Poolen eksploderede i lys. Vand sprøjtede op, hvirvlede rundt. Hele rummet blev badet i et klart, gyldent skær. Cuno og Carrie måtte knibe øjnene sammen.

   Mellem vandsøjlerne blev Merlynn løftet op. Hans krop blev hvirvlet rundt, vandet strømmede ind gennem hans mund, næsebor, tårekanaler og ører. Lys væltede ud fra hans hud, blev klarere og klarere i takt med, at vandet fyldte ham.

   Og så var det pludselig slut. Lyset forsvandt med et højt SHURP. Vandet lagde sig, og Merlynn styrtede fem meter ned og ramte vandoverfladen med et ubehageligt KLASK! Cuno og Carrie åbnede øjnene og så hen mod poolen. Rummet var stadig underligt lyst. Cuno løb hen mod kanten. Vandet var blevet grumset af de hellige alger. Han skulle til at røre det, da der kom cirkler på vandoverfladen.

   Merlynn rejste sig op med et gisp. Cuno trak sig væk fra bassinet. Carrie måbede.

   Merlynns hud var blevet brun igen. Hans krop var dækket af sorte mærker, de lignede tatoveringer. Hans hår var langt og gik ham til albuerne. Fra hans skulderblade strakte et par store, sorte vinger sig. Han tørrede øjnene, missede og prøvede at få vandet ud. Han fik øje på Carrie. Snublede forskrækket baglæns.

   Carrie rødmede og så væk. Merlynn havde ikke noget tøj på.

   "Merlynn!" udbrød Cuno. Merlynn satte sig op, smilede.

   "Øh... Jeg kommer bare op senere..."

   Vandet begyndte at gløde igen. En underlig dis steg op omkring Merlynn, materialiserede sig foran ham og blev til silhuetten af et menneskelignende væsen.

   Det var en kvinde. Hun var smuk som daggryet, hendes lange hår bølgede i en umærkbar vind. Hun var skabt af disen. Løftede sine kønne hænder og strøg Merlynns ansigt. Han så åndeløst på hende.

   "Merlynn," sagde hun. Hendes stemme gav genlyd. "Tak, fordi du passede på mig. Du behøver ikke lyve længere." Hun lænede sig frem og kyssede ham på hans læber, ganske blidt. Så omfavnede hun ham og blev opløst.

   Carrie så forvirret på Cuno, som så tilbage på Carrie.

   "Hvad..." begyndte hun.

   "Aner det ikke..." afsluttede han.

   "Dronning Mérida," mumlede Merlynn. Cuno tog sin kappe af, kastede den hen til ham. Merlynn svøbte den om sig, selvom det vat svært med hans nye vinger, rejste sig og kom op fra poolen. Han satte sig træt på kanten, så tomt ud i luften. "Jeg har ikke været helt ærlig," sagde han. "Men Mérida fik mig til at sværge, at jeg ikke ville sige noget." Carrie og Cuno kom hen til ham, satte sig ned. "Da ånderne først kom hertil, opsøgte deres dronning mig. Hun fortalte mig, at hendes bror havde taget kontrollen over ånderne, og at han ville dræbe hende. Hvis jeg lod hende gemme sig i min krop, ville hun give mig de fornødne evner til, at jeg ikke længere kunne blive konge."

   "Dæmonkræfter?" spurgte Cuno. Merlynn rystede på hovedet. Så på de våde vinger.

   "Nej... Mens hun gemte sig inden i mig, var hun bange, og mistede indimellem kontrollen over sine kræfter. Men hun holdt sit løfte..." Han strøg sine nye fjer. "Hun gjorde mig til en engel... Et væsen, der kan krydse over til åndeverdenen." Han smilede. "Og engle må ikke være konger." Carrie så på Cuno. Han så en smule bleg ud. Sank en klump og nikkede.

   "Så... Så det vil altså sige, at..." Merlynn nikkede.

   "Du skal være konge, Cuno."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...