Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3019Visninger
AA

2. 2. december - Lysningen

Carrie vågnede fordi hun frøs. Dynen var blevet dejlig varm, men det trak nedefra. Hun satte sig op, troede et øjeblik, hun var tilbage i New York. Så kom hun til at se rundt i det kolde rum. Hun skar en grimasse og gemte sig under dynen igen.

   Mor åbnede døren.

   "Carrie, søde, klokken er ti. Skal du ikke op?" Carrie skulle ikke starte i skolen før den 5., så hun kunne vende sig til at være i byen.

   "Nej!" knurrede hun. Moren sukkede, gik uden at lukke døren.

   Der var kun fire værelser på første sal - Carries soveværelse, et badeværelse, et kontor og mor og fars soveværelse. Hun kunne lugte bacon fra nedenunder. Mor og far prøvede sikkert at lokke hende med lækker morgenmad. Det er ikke så slemt, lille skat, ville mor sikkert sige. Du skal nok falde godt til! Vidste hun overhovedet, hvor svært det var at passe ind, når man var teenager? Og så i en helt ny skole fyldt med bondeknolde?!

   Carrie blev liggende under dynen. Hun ville ikke op. Hun ville blive liggende til hun døde. Så kunne mor og far rigtig fortryde, at de sådan tvang hende til at bo i dumme, lille Archville!

   Men så lød det nede fra køkkenet. Stemmer. Carries mave blev helt tom. Mor kom op ad trappen, bankede på døren.

   "Carreimus? Du har gæster. Det er den dreng, du snakkede med i går?"

   Carrie fór op. Hun styrtede forbi mor og ned ad trappen, inden far sagde noget pinligt og skræmte Cuno væk.

   Cuno sad i køkkenet. Han grinede, far smilede og var ved at fortælle om, hvordan snefnug blev dannede og påvirkede klimaet og bla, bla, bla!

   "Cuno!" sagde Carrie lidt for skingert. Cuno så på hende. Hans kinder blev ildrøde, han vendte blikket væk. Far så strengt på Carrie, for hvem det i samme øjeblik gik op for, at hendes nattrøje var gennemsigtig. Hun slog armene for brystet, styrtede ovenpå igen. Mor var ku halvvejs nede ad trappen, lo overbærende. Carrie tog en cardigan på og gik nedenunder. Cunos kinder var ved at få deres normale farve igen. "Hej!" udbrød Carrie. "Hv-hvad laver du her?" Cuno rejste sig op.

   "Øh, jeg tænkte bare på, at... Øh, jeg har fri fra skole i dag, lærerne kan ikke komme frem, på grund af al den sne, der er faldet i nat. Jeg tænkte på, om jeg skulle vise dig Archville?" Carrie så lidt på ham. Vendte så blikket mod mor og far, som stod og smilede til hende.

   "Må jeg?" De nikkede.

   "Selvfølgelig," sagde far. "Så længe du tager ordentligt tøj på."

   Da Carrie endelig var påklædt og stod stiv som et bræt i sin tykkeste vinterfrakke i entréen, åbnede Cuno den galant for hende. Han havde en lille taske på ryggen, så på hendes forældre.

   "Vi er tilbage inden klokken tre." De nikkede.

   "Det kan du bande på," sagde far.

   Cuno viste Carrie det, han kaldte for centeret. Det var en bygning med cirka femten butikker, nogle tøjbutikker, en boghandler, en guldsmed, en smykkebutik og en legetøjsforretning, samt et hyggeligt lille konditori. To caféer var det, byen kunne byde på. Heldigvis var der også en biograf.

   Da klokken var halv tolv havde Cuno vist Carrie alt det, der var værd at se i byen. Da vendte han sig mod hende, smilede drilsk.

   "Vil du se mit yndlingssted?" Allerførst slog Carries frække teenagehjerne til. Hun så tøvende på ham. Så brød Cuno ud i latter, rystede på hovedet. "Jeg taler om skoven." Carrie sukkede, himlede med øjnene og smilede.

   "Tak, men ellers tak. Skove interesserer mit ikke helt vanvittigt." Cuno så udfordrende på hende.

   "Den her er anderledes," sagde han. Han satte sig ansigt helt hen til hendes, hviskede så lavt, at kun hun kunne høre det. "Det er en magisk skov!" Hans ånde kunne lugte bedre... Carrie så på Cuno som om han var idiot. Nikkede.

   "Ja, aha - og jeg er en enhjørning." Hun satte sin pegefinger for panden som et horn og prustede. Cuno trak sig væk, grinede. Hans hud var mørkglødet og stod i skarp kontrast med alt det hvide omkring dem. Han rystede på hovedet.

   "Lad nu være - vent med at dømme det, til du har set det. Og kom så!" Han greb hendes hånd og trak hende med sig.

   Der var ikke langt ud af byen, men alligevel langt nok til, at Carrie begyndte at svede i de mange lag, hun havde på. Dette glemte hun dog hurtigt, da Cuno stoppede op foran skoven.

   Grønt og hvidt glimtede i en symfoni af vinter. Hjorte- og ulvespor kunne ses i sneen, og kun få mennesker havde gået i den friske sne på stien. Cuno tog Carries hånd. Hendes kinder blev varme, hun så på ham. Han så ligefrem ind i skoven, trak hende med sig.

   De fulgte stien et godt stykke tid. Så trak Cuno pludselig Carrie ind mellem de hvide stammer.

   "Hvad laver du?" spurgte Carrie. Cuno så på hende, smilede med røde kinder.

   "Alle kan da se en skov! Jeg vil vise dig mit hemmelige sted."

   Måske var det ment som en kompliment, men Carrie blev en smule nervøs. Hun kendte ikke Cuno. De havde ikke snakket længe sammen, og for den sags skyld kunne han jo være en øksemorder...

   Cuno slap Carries hånd. Han kravlede ned på alle fire, vinkede hende med gennem et krat. Carrie, der ikke var særlig glad for at blive beskidt, rynkede lidt på næsen. Hun sukkede og kravlede efter ham.

   Grene rev i hendes hår, sne faldt ned ad hendes nakke, og alt i alt var turen gennem krattet rædsom! Men da hun kom ud på den anden side, blev hun mødt af et fantastisk syn...

   Et birketræ stod og knejsede mod himlen. De lange grene var fyldt med sne og dannede en form for hule. Omkring den lille lysning, træet stod i, var grantræerne så tætte, at man umuligt kunne klemme sig igennem. En stor kampesten stod lidt foran birketræet.

   Cuno rakte Carrie en hånd, smilede til hende.

   "Jeg sagde jo, det var magisk." Carrie tog forsigtigt imod hans hånd. "Vi er så langt nordpå, at der er minusgrader det meste af året. De eneste træer, som vokser her, er fyr og gran. Men det her birketræ har stået her lige så længe jeg husker. Det dør aldrig, og her kommer aldrig andre end mig." Cuno så som fortryllet på træet. "Det er da lidt magisk, ikke?" Carrie trak på skuldrene.

   "Lidt, måske..." Hun gik hen til kampestenen. Den var femkantet, som om nogen havde skåret den ud. Under snedækket havde slyngplanter engang hægtet sig fast. "Hvordan kan planterne vokse her?" spurgte Carrie. Cuno trak på skuldrene.

   "Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt lide at komme her." Hans ånde dannede et hvidt spøgelse i luften, da han sukkede. "Det giver mig en følelse af, at intet er her uden en grund." Carrie smilede, fnøs.

   "Hvis du tænker for meget over dét, ender du med at blive tosset." Cuno trak på skuldrene. Han gik langsomt hen under birken. Carrie fulgte efter.

   Cuno strøg de frosne hængegrene, de klirrede som vindpiber i en sommerbrise. Han børstede noget sne af en lavthængende gren, satte sig op på den og hjalp Carrie op. De sad knap en meter over jorden. Grenen var tyk og stærk, men ikke særlig lang. Den var knækket af lidt henne.

   Drengen tog sin rygsæk af, fandt en pakke chokoladekiks og en termokande frem, samt to papkrus. Carrie grinede, tog imod ét af krusene og lod Cuno hælde en brun, dampende væske op.

   "Hvorfor har du taget det med?" spurgte Carrie Cuno. Cuno trak på skuldrene, så på hende.

   "Er det da ikke en god måde at gøre indtryk på en sød pige?" Carrie smilede, hendes kinder blev en smule røde. Cuno hældte op til sig selv, tog en chokoladekiks og bed af den. Nogle krummer faldt på jorden. Der gik kun få sekunder, før en fugl landede lige under grenen.

   Carrie skulle til at gispe, men Cuno holdt hende for munden og satte en finger for sine læber. Fuglen skyndte sig at spise kiksekrummerne, lettede så og fløj væk.

   "Dyrene ved, at de ikke skal være bange for noget her," sagde Cuno så. Carrie smilede, da han fjernede sin hånd fra hendes mund.

   "Fordi stedet er magisk?" Cuno trak på skuldrene.

   "Det, eller fordi de aldrig er blevet jaget her før." Han rakte hende en chokoladekiks, hun tog imod den.

   "Er du den eneste, der kender det her sted?" spurgte hun ham. Han rystede på hovedet.

   "Nej, nu gør du også. Men du må ikke vise de til nogen." Hun så undrende på ham.

   "Hvorfor ikke?" Han smilede.

   "Fordi så er det jo ikke vores gemmested længere, vel?"

 

Cuno fulgte Carrie hjem. De snakkede ikke meget, heller ikke om lysningen. Carrie lovede ikke at røbe lysningens placering for nogen, og til gengæld lovede Cuno, at de kunne tage derud igen sammen.

   Stjernerne og månen viste sine funklende ansigter. Carries forældre havde lavet suppe til aftensmad, med hovedet i skyerne havde hun prøvet at virke nogen lunde normal. Men nu sad hun i sin vindueskarm med lysene slukket. Ovre på den anden side af gaden sad Cuno inde på sit værelse. Lyset var varmt. Han løftede håndvægte, mens han så fjernsyn. Sad uden trøje på. Hvis han så hen mod hende, ville hun glide i ét med mørket.

   Lysningen centrerede i Carries hoved. Måske havde Cuno ret. Måske var lysningen magisk? Det var den i hvert fald med ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...