Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3024Visninger
AA

19. 19. december - Ishjertets ejer

Carrie sad hele dagen og natten med hos Merlynn. Ishjertet var så isnende koldt, at hun tog det af og pakkede det ind i sit kjoleskørt. Hun kunne høre folk slås ovenpå. Kampe blev udkæmpede, elvere og ånder faldt. Ingen søgte ned i kælderen, her ville de alligevel være fanget som rotter. Eksplosioner fik det til at drysse fra loftet. Men Carrie blev siddende og holdt om Merlynn. Selv da hun ikke havde flere tårer tilbage, blev hun ved hans side.

   Og så kom jublen. Latter og sang gled gennem paladsets tykke murer. Hvad fejrede de? Merlynn var død. Der var ikke noget at fejre.

   Døren til kælderen gik op, det var knap en time efter jublen var brudt ud. Elvere og mennesker gik rundt og befriede de tilfangetagne. Da de nåede enden af gangen, og så Carrie og Merlynn, blev alt stille.

   "Carrie?" Carrie så op. Aàlárinn så på hende med forvirring i blikket. "Hvad er der sket. Er dét..." Carrie snøftede.

   "Jeg prøvede at redde ham," sagde hun spagt. "Jeg ville bare have os ud, men... Det hele gik galt, det er min skyld!" Hun gemte sig endnu engang i fjerene, knugede sig ind mod Merlynn. Elverkvinden lagde en hånd på hende skulder.

   "Du er såret," sagde hun.

   "Det er lige meget!" råbte Carrie. "Merlynn er død! Han er død, og det er min skyld!" Aàlárinn sukkede.

   "Kom med op. Så forbinder vi din hånd. Vi skal nok prøve at genoplive prinsen. Ånderne er fordrevet. Vi forseglede deres konge, og så forsvandt de!" Carrie så tøvende op.

   "Og... Og Cuno?"

   "Jeg er her." Han kom frem fra et hjørne, havde en mager ulveunge i favnen. Ulvemoren, som Carrie havde set tidligere, kom hen ved siden af ham med resten af sine trætte unger på ryggen. Cuno smilede til Carrie. Han så med svag væmmelse på det store monster, hun lå op ad. "Så... dét er altså min bror?" Carrie fik tårer i øjnene. Cuno havde lidt blod på tøjet og i ansigtet, men ellers var han uskadt.

   Carrie rejste sig op og styrtede hen til ham, omfavnede ham og græd. Ulveungen peb og slikkede hende på armen. Cuno satte den forsigtigt ned, moren slikkede den og løftede den lille hvalp op i nakkeskindet. Cuno holdt om Carrie, lod hende græde ud ved sin skulder.

   "Så så," sagde han. "Så..." Det var en stor hjælp, at han hverken sagde, at det nok skulle gå, eller at det var overstået nu. Han fulgte Carrie op, hun bar den udhungrede ulveunge, strøg dens ryg og satte den af i køkkenet, hvor der straks blev serveret mad for den og dens familie, samt de andre fanger. Havfruen blev båret op.

   Cuno fulgte Carrie ind på sit værelse, lod hende ligge i sin seng. Hun faldt i søvn, og da hun vågnede igen, sad han og døsede i en stol lidt væk. Han var medtaget efter det chokanfald, ånden havde givet ham.

   Da han så, at hun var vågen, smilede han og kom over til hende. Han strøg hendes hår, så rigtig ud igen. Kronen var væk, tøjet var mere simpelt og passede bedre til ham.

   "De andre venter på dig," sagde han. "Nede i tronsalen." Carrie rynkede panden.

   "På mig?" Cuno nikkede.

   "Vi skal have afgjort, hvad der skal ske med Maygan - men før vi kan gøre det, skal vi se Ishjertet." Carrie så forvirret på ham.

   "Hvorfor det?" Cuno trak på skuldrene.

   "Jeg tror, det har noget med Merlynn at gøre." Carrie fór op, stod ud af sengen og svajede kort. Hun så på Cuno. Fik øje på hans bedrøvede blik.

   "Cuno? Hvad er der galt?" Han trak lidt på skuldrene, satte sig på sengekanten, så han sad med ryggen til hende.

   "Merlynn er meget heldig," sagde han. "At du elsker ham, mener jeg..." Carrie tøvede.

   "Hvad får dig til at tro, at jeg gør det?" Cuno fnøs.

   "Feer er nogle være sladretasker. De hørte dig sige det til ham." Carrie sukkede. Hun gik hen og satte sig ved siden af Cuno, tog hans hånd.

   "Merlynn er 24. Og han er... Han er død. Jeg kender ham bedre end jeg kender dig." Hun smilede. "Men jeg vil gerne lære dig at kende. Bedre at kende," rettede hun. Cuno smilede lidt, nikkede.

   "Okay... Nå, lad mig vise dig hen til salen." Han rejste sig op, stod lidt og tøvede. Tog hendes hånd. Først dér gik det op for hende, at hun skælvede en del.

   Der blev ikke sagt meget på vejen til tronsalen. Flere steder lå mennesker dækket af hvide lagner, Carrie prøvede at undgå at se på dem.

   "Du deltog i slaget?" Cuno nikkede kort. Carrie sank en klump. "Var det... hårdt?" Han trak på skuldrene.

   "Jeg har ikke dræbt nogen. Jeg sad fanget det meste af tiden, indtil nogle mennesker befriede mig. Dér var de ved at nedlægge fortropperne, og to timer senere var kongen besejret. Han er blevet forseglet i en sten, som nogle elvere er ved at bringe ud til havet. Derfra vil sirenerne og havfruerne samarbejde om at tage den så dybt som muligt, og smide den i den dybeste grav i hele oceanet. Så hører vi ikke fra ham i et stykke tid..."

   De nåede frem til tronsalen. Cuno åbnede dørene. Carrie holdt vejret.

   Merlynn, stor og befjeret som sidst hun så ham, lå foran tronen. Fjerene var begyndt at drysse af hans legeme, riddere, selvfølgelig ubesatte, stod vagt rundt om ham. Ingen anden end Traren stod og talte med en kvinde med rødt hår og blod på kinden.

   Da Traren og kvinden fik øje på Carrie, smilede de og stoppede deres samtale. Cuno førte Carrie hen til dem. Traren bukkede med hovedet, kvinden gjorde ham derefter.

   "Carrie, det her er kaptajn Lilo. Hun har kendt prins Merlynn, siden de begge var børn." Lilo rakte en hånd frem, Carrie tog den.

   "Du bærer Ishjertet, ikke sandt?" Carrie nikkede. Hun havde næsten glemt halskæden, men den var begyndt at blive koldere, da hun var trådt ind i tronsalen. Lilo smilede, rakte en hånd frem. Så forsigtigt på Carrie. "Må jeg..?" Carrie nikkede. Lilo strøg hjertet, så smilende på Traren og nikkede. "Det er det! Det er jeg sikker på!" Carrie rynkede panden.

   "Hvad? Hvad er det?" Traren vinkede Carrie med sig. De gik om bag tronen, hun få dage forinden havde set åndekongen sidde på.

   "Ser du, Carrie... Da  Merlynn solgte sig selv til ånden, var han nød til at give sit hjerte i betaling. Den betaling kan mærke, når dens fjender er nær. Det er den betaling, du bærer rundt om din hals." Carrie så forskrækket på Ishjertet.

   "E-er det her Merlynns hjerte?!" udbrød hun. Traren nikkede.

   "Hvis du vil rede ham, er du nød til at give det tilbage..." Carrie nikkede hurtigt.

   "Ja! Ja, det skal jeg nok, med det samme, jeg..."

   "Carrie - du lod mig ikke tale ud." Carrie bed sig i læben. "Der er en hage ved det. Portalen til din verden åbner kun for personer eller artefakter, der tilhører vores verden. Hvis du afgiver Ishjertet, vil du aldrig mere kunne komme tilbage hertil."

   Carrie havde ikke brug for Ishjertet for at fryse til is dér. Hun så tomt frem for sig. Kæmpede mod tårerne. Hun vidste jo godt, hvad det vigtigste var. Hun vidste godt, at det var vigtigere, at Merlynn overlevede, end at hun kunne komme tilbage.

   Hun tørrede tårerne væk, nikkede og snøftede.

   "Det er jeg villig til at acceptere," sagde hun grødet. Traren lavede en enkel gestus hen mod Merlynn.

   "Ishjertet kan vække ham til live igen, men ikke nødvendigvis bringe ham tilbage til hans oprindelige form. Du må ikke blive bange, hvis han forbliver i sin dæmonkrop." Carrie nikkede. Tog halskæden af og fulgte med Traren hen til liget.

   Cuno, Traren og Lilo betragtede hende, da Carrie satte sig på knæ ved Merlynns bryst. Hun holdt hjertet i hænderne. Kyssede det forsigtigt og lagde det mod hans bryst.

   Først skete der intet. Carrie begyndte at frygte, at det ikke ville virke. Men lige så stille begyndte hjertet at blive varmere. Små, røde gnister føj ud fra det. Carrie vendte ansigtet væk, da varmebølger slog ud mod hende. Den brækkede hånd var blevet forbundet i løbet af natten, men varmen trængte alligevel igennem stoffet. Carrie holdt vejret, hendes sorte hår blev blæst tilbage. Et strålende lys fik alle i tronsalen til at lukke øjnene.

   Merlynns krop begyndte at skrumpe ind. Carrie kunne mærke det. Fjerene blev mindre, hjertet blev opslugt af kroppen. Lyset fortog sig, og Carrie turde åbne øjnene igen.

   Den ældste prins var dækket af fjer i stedet for hud, på nær ved ansigtet. Hans sygeligt blege hud var blevet mere naturlig. Han trak vejret en smule. Havde stadig vinger. Lignede en spurv.

   "Merlynn?!" udbrød Carrie. Merlynn rynkede panden. Han åbnede øjnene en smule. De var røde.

   "Ikke... Ikke så højt," mumlede han rustent. Carrie lo og faldt ham om halsen. Hun græd af lettelse. Men Merlynn satte sig ikke op. Han lå helt udmattet på gulvet. Cuno kom hen til dem. Merlynn så på ham. "Cuno?" Cuno smilede.

   "Så du er Merlynn?" Han satte sig på knæ ved siden af sin bror og Carrie. "Tja, brødre behøver åbenbart ikke have samme hudfarve." Merlynn smilede lidt. Carrie lo af lettelse, så lykkeligt på Cuno. Nu kunne det ikke blive meget bedre. Nu skulle hun bare hjem, så hun kunne fejre jul, og...

   Merlynn hostede. Blod væltede ud over hans krop. Han lagde hovedet tilbage med et lille støn. Carrie så forskrækket på ham. Strøg hans hoved.

   Fjerene sad løst. Carries hjerte hamrede ad sted. En revne var dukket op på hans ansigt, den blødte svagt.

   "Han er ved at dø igen," sagde Traren. "Det er, som jeg frygtede. Hjertet fylder for meget, ånden kan ikke være derinde længere."

   "Jamen kan vi da ikke gøre noget?!" udbrød Cuno. Carrie så på ham. Så bekymrede han sig alligevel for Merlynn? Bare lidt, i det mindste?

   "Jeg beklager," sagde Traren følelsesløst. "Sådan går det."

   "Jamen..."

   "Deres ærværdighed?" Carrie så sig over skulderen. Smilede.

   "Wolfgang!" Ulven kom hen mod hende, luskede forbi vagterne og kom hen til Traren og Lilo.

   "Med forlov," sagde han og bøjede nakken. "Men der er jo altid Den Hellige Pool." Traren så hårdt på Wolfgang.

   "Vogt dine ord, ulv!" sagde elveren. "Den Hellige Pool bruges kun i yderste nødstilfælde!"

   "Kronprinsen er ved at dø, herre..."

   "Hans bror kan overtage tronen!" affejede Traren. Cuno rejste sig op.

   "Hvad er der med Den Hellige Pool?" Traren rystede på hovedet.

   "Det er lige meget, det er..."

   "En pool under slottet giver hvem end, der sætter fod i den, et helt nyt liv. Den er ikke blevet brugt i mange hundrede år. Legender fortæller, at den er uforudsigelig og, til tider, farlig. Men det er vores eneste chance for at rede prins Merlynn."

   "Nej!" protesterede Traren. "Jeg nægter at hjælpe med at besudle Den Hellige Pool med sølle menneskeblod!"

   "Sølle?" Cuno så alvorligt på Traren. "Hvis Merlynn dør, bliver jeg konge, og som Maygans konge befaler jeg, at vi skal bringe min bror til Den Hellige Pool!" Traren skulle til at protestere igen, men vagterne vendte straks omkring og løftede Merlynn op. Cuno så veltilfreds på Traren, der bare rynkede på næsen og sukkede. "Jeg holder styr på mit rige, og De holder styr på Deres."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...