Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2967Visninger
AA

18. 18. december - I en kælder sort som sort...

Carrie flygtede ned ad lange korridorer, søgte ned, ned, ned mod krypten. Jo længere ned hun kom, desto flere ånder dukkede op. Flere af dem prøvede at gribe fat om hende, men trak sig hurtigt væk. Ishjertet var ubærligt koldt, brændte dem sikkert væk. Carrie dukkede sig, da en deform ånd kastede sig over hende. Hun styrtede ned ad en smal trappe, nåede en lang, sort gang.

   Langs begge vægge var der celler, hvorinde man kunne se udsultede, bange ansigter, både kvinder, børn, elverfolk og ulve. Også arter, der var fremmede for hende - en havfrue med en mindre balje vand, små feer fanget med bittesmå elastikker, samt et hav af helt ukendte arter. Alle arter var lænket fast med tunge jernkæder (på nær feerne).

   Hernede var der tomt. Ånderne stoppede op ved døråbningen, var kun få centimeter fra Carrie. Men de turde ikke komme nærmere.

   Selvom dette gjorde Carrie utryg, fortsatte hun ligefrem. Hun måtte holde blikket nede, undgå at se på de mange bange væsner, hvis hun skulle fokusere på at finde Merlynn.

   Hun nåede til en skillevej. Stod et øjeblik og skuttede ned ad de mørke gange. En fakkel hang på væggen. Carrie tog den varsomt ned, lyste frem mod mørket.

   Et højt, skingert, smertefuldt hyl flængede mørket. Carrie fór sammen. De fængslede væsner peb og rykkede ind mod væggene, en ulvemor knurrede og gemte sine unger bag sin pelsede krop. Carrie fik gåsehud. Havfruen begyndte at hulke, hun sørgede for at gnide de salte tårer ind i huden.

   Sarte hulk og klynk gled hen mod Carrie, efterfulgt af en lang, klagende lyd. Modvilligt begyndte pigen at gå ned ad den venstre gang. Jo længere hun gik, desto højere blev den smertelige klagen.

   Hun var næsten nået til vejs ende, da en ynkeligt, klynkede jamren, efterfulgt af et hylende skrig, fik hende til at stoppe op.

   Hun stod foran en jerndør med en lille lem, så man kunne tjekke, hvem der skulle ind. Forpinte lyde sivede ud til hende, fik hårene på armene til at rejse sig.

   Kun med små, tøvende skridt gik Carrie nærmere. Hun tog i dørhåndtaget. Den var ikke låst. Hun lukkede øjnene, tog en dyb indånding. Et skrig fik hende til at tøve og klynke.

   Hun åbnede døren.

   Faklen gik ud.

   Først var alting kulsort. Så fik Carrie øje på en samling lyseblå sten, som lå i en cirkel rundt om noget - eller nogen. Carrie kunne høre en svag, ulykkelig hulken fra cirklens midte. Hun trådte lidt nærmere. I det sekund, hun slap jerndøren, smækkede den i med et højt HUARM!

   "Hv-hvem der?" peb en lille, næsten ukendelig stemme. Det tog lidt tid for Carrie at finde ud af, at det var Merlynn, der talte til hende.

   "Merlynn?" Hun løb hen mod ham.

   "Stop!" klynkede han. Carrie frøs på stedet. Hun var nær trådt ind i den cirkel, de glødende sten dannede. Merlynn hulkede, fortsatte forpint: "Du må ikke komme ind i cirklen! Du dør!"

   "Hvor er du?" spurgte Carrie stædigt. "Jeg kan ikke se dig." Dér, hvor Merlynn i teorien burde ligge, så kun en sort bunke fjer. Merlynn gispede rallende, hev lidt efter vejret. Fjerbunken rykkede væk fra Carrie, og i samme øjeblik udstødte den et højt, våndefuldt hyl. Carries knæ svigtede, hun faldt ned på det kolde gulv og krøb lidt væk. Merlynn hulkede.

   "Jeg er hæslig!" Han snøftede. En stiv, kroget hånd blev synlig, rakte ud mod én af stenene. "St-stenene... De får éns djævle frem! Åh, det gør så ondt!" Han klynkede og jamrede. "Ved middag i dag dør jeg... Åh, Carrie, vær nådig og dræb mig nu! Jeg vil ikke være slave, jeg vil ikke, jeg vil ikke, JEG VIL IKKE!" Han brød ud i barnlig gråd, fjerbunken vred sig og hånden forsvandt igen.

   Carrie sank en klump.

   "Kan... Kan man bryde stencirklen?" Merlynn rystede på hovedet.

   "Kun ånder kan... Mennesker dør..." Merlynn rykkede på sig. Carrie tog en dyb indånding, rynkede på næsen. En fæl stank sivede ud fra stenene, gjorde hende en smule søvnig. "Hvis du indånder for meget af gassen," sagde Merlynn, "kan du miste forstanden." Som for at understrege det, sivede en svag, klukkende, tosset latter ud fra ham. "Undskyld..."

   Det tog Carrie flere minutter at samle sig og fokusere sit mod. Så sagde hun forsigtigt:

   "Vis mig dit ansigt." Merlynn klukkede overbærende.

   "Jeg er for ækel. Jeg ville bare skræmme dig."

   "Jeg er ligeglad," insisterede Carrie. "Jeg vil gerne hjælpe dig." Merlynn tøvede. Så begyndte fjerbunken at bevæge sig.

   Han var halvanden meter højere end sidt Carrie så ham, og det var på trods af, at han var bøjet forover som en gammel ugle. Lange, sorte, mørkeblå og mørklilla fjer dækkede hans krop, tøjet lå som forrevne pjalter på gulvet. Store, tunge vinger slæbte hen langs hans krop, to visne arme stak ud af hans sidder. De var grå og stive, kunne kun lige bevæge sig. Ansigtet var gemt under flere lag fjer, men et sæt drabelige stødtænder stak ud. En tyk, skinnende jernkæde sad om hans hals, strammede, hver gang han rykkede sig væk fra midten. Carrie trak sig instinktivt lidt væk. Merlynn vendte sig hurtigt om.

   "Jeg sagde det jo!" udbrød han halvkvalt. Han stønnede, bukkede forover og lagde sig ned på gulvet igen. Carrie rystede på hovedet.

   "Nej, undskyld, Merlynn! Det var ikke min mening at blive bange..."

   "Det er det aldrig." Carrie sukkede.

   "Kom herhen igen. Så kan vi finde ud af en løsning sammen." Merlynn tøvede. Rykkede på sig. Han kravlede hen over gulvet med fire lange, forvredne lemmer. Anstrengte sig for at lægge sig i udkanten af cirklen med et tungt suk. Carrie smilede. "Godt," mumlede hun. "Elverne burde ankomme snart."

   "De kommer ikke." Carrie så forvirret på ham. Merlynn klynkede. "Jeg hørte dem tale om det. Dem, der lagde stenene omkring mig." Han snøftede rystende. "De nedslagter elverne i morgen nat." Carrie så hen mod døren. Styrtede derhen og prøvede at rive den op. "Det nytter ikke," lød det modløst fra monsteret, der tidligere var kendt som Merlynn. "Den kan ikke åbnes indefra."

   "Det er vi flere om at bestemme!" Carrie hamrede løs på døren. Merlynn snerrede.

   "Lad være," mumlede han. "Det larmer." Carrie så irriteret på ham.

   En idé ramte pigen. Hun smilede selvsikkert.

   Af al kraft hamrede hun løs på døren. Vibrationerne gjorde ondt på hende, larmen var overvældende. Hun turde slet ikke tænke på, hvordan Merlynn måtte have det.

   Han gjorde først ikke noget. Men i takt med, at larmen tog til, begyndte han at knurre. Carrie hamrede en enkelt gang ekstra hårdt. Hun skreg af smerte, da hun mærkede knoglerne i sin højre hånd knuses. Blod sivede frem fra en flænge. Hun bukkede sammen om den og klynkede.

   Det var det, der skulle til. Ved lyden af Carries skrig og smerte, løftede Merlynn hovedet. En snerren nåede Carrie. Overjordisk. Umenneskelig.

   Merlynn rejste sig uden at tænke på stenene, rev og sled for at bryde kæderne. Den sprang som en elastik, da det store bæst med al sin vægt sprang ud over stenene. Med et brøl styrtede Merlynn mod jerndøren og brød den ind, gled lidt hen ad gangen. Blev liggende.

   "Merlynn!" Carrie skyndte sig hen mod ham, hvert et skridt smertede i hånden, men hun tvang sig selv videre. "Merlynn!" Hun faldt på knæ ved hans side, begravede ansigtet i hans fjerdragt. Den lugtede af svovl og blod, men Carrie var ligeglad. "Merlynn, sig noget! Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld! Sig, du er okay!" Hun så hen mod hans ansigt. Brystkassen hævede og sænkede sig næsten ubemærkende. Carrie fik tårer i øjnene. Hun begravede ansigtet i fjerene, hulkede.

   "Carrie..." Carrie så gispende op. Merlynn flyttede lidt på hovedet, lagde det tungt på jorden igen. Han var hæs. "Carrie, hvor er du?"

   "Jeg er lige her! Jeg bliver her hos dig, bare rolig, det hele skal nok gå!"

   "Du er såret..."

   "Det er lige meget!" De var stille lidt.

   "Jeg fryser," lød det svagt fra Merlynn. Tårerne løb ned ad Carries ansigt.

   "Det er også koldt hernede," sagde hun anstrengt. "Kom nu, Merlynn, tag dig sammen! Det skal nok gå, du skal nok klare dig!"

   "Carrie?"

   "Ja?!" Merlynn var stille en stund.

   "Jeg kan ikke mærke min krop..." Carrie slog den raske hånd for munden, rystede på hovedet. "Carrie?"

   "Jeg er lige her," sagde hun grødkvalt, strøg hans side.

   "Carrie... Jeg elsker dig."

   "Jeg el..." Merlynn sukkede stille. Hans bryst blev stille. Carrie sad et øjeblik som frosset. "M... Merlynn?" Hun ruskede lidt i ham. "Merlynn?! MELRLYNN!" Hun skreg smertefuldt, trykkede sig ind mod ham. "MERLYYYYYYYYYYYYYYYN!" Hun hulkede ind mod hans mave, undgik de visne arme. Hun hulkede, så hen mod hans ansigt. "Jeg elsker også dig!" hulkede hun. Hun kravlede hen til hans hoved. Trak tøvende fjerene væk fra ansigtet.

   Stødtænderne var ikke stødtænder. De sad i hvert fald ikke i hans mund. De var vokset ud fra halsen. For Merlynns ansigt var kridhvidt, på trods af hans normale, mørke hudfarve. Hans hår var blevet til fjer, som fik lidt ned over siden af ansigtet. En stribe blod løb ud mellem de blodrøde læber, øjnene var lukkede. Carrie strøg hans ansigt. Lagde hovedet mod hans bryst og hulkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...