Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2967Visninger
AA

17. 17. december - Vær vor gæst!

Lys. Carrie rynkede panden og kneb øjnene sammen. Holdt en hånd op for at blive skærmet for solens stråler. Han missede mod det skarpe skær.

   En mørk silhuet stod foran et enormt stort vindue, havde trukket de sorte gardiner fra. Han vendte ansigtet mod hende. Carrie anstrengte sig for at se hans ansigt. Han kom hen mod hende. Hun gispede forskrækket.

   Cuno satte sig på hendes sengekant, smilede.

   "Godeftermiddag," sagde han lavt. "Har du sovet godt?" Carrie rynkede panden. Mærkede efter Ishjertet. Det hang om hendes hals, men var kun så koldt som normalt metal ved stuetemperatur.

   "Cuno?" hviskede hun vantro. Han nikkede, strøg hendes hånd.

   "Tak, fordi du kom efter mig. Men jeg har ikke brug for hjælp." Carrie rynkede panden.

   "Jamen ånderne..." Cuno strøg fraværende hendes hår.

   "Jeg har savnet dig. Hvordan har du fundet mig?"

   "Træet, men..."

   "Kogen kom og tog sig af mig, da jeg var ved at dø ude i skoven." Carrie afbrød ham ikke. Ventede på, at han fortalte videre. "Jeg var faldet om i sneen. Kunne slet ikke få vejret. Så kom han forbi i sin kane, gav mig mad og varmt tøj, og kørte mig herhen til slottet. Han behandler mig godt, Carrie." Cunos stemme var rolig, næsten søvndyssende. Han smilede, men øjnene var tågede og sov. Han sukkede og lagde sig oven på dynen ved siden af Carrie, så på hende. "Jeg har savnet dig. Rigtig meget." Carrie rødmede, smilede og så lidt væk fra ham. "Du kan blive her som en gæst. Vi kan bo lige ved siden af hinanden. Altid være sammen. Altid være glade."

   Det lød tillokkende. Carrie smilede. Skulle til at nikke, da en lidende stemme skar sig gennem hendes bevidsthed.

   CARRIE! skreg den. Det gibbede i hende, Cuno rynkede panden.

   "Er der noget galt?" spurgte han. Carrie smilede. Rystede på hovedet.

   "Nej." Hun tog hans hånd. "Alting er godt." Cuno smilede lykkeligt.

   "Kongen har inviteret os til middag i aften. For at fejre, at vi er vendt hjem!" Hjem... Ordet stak Carrie i maven, alligevel smilede hun fortsat. Kunne ikke lade være.

   "Cuno," sagde hun.

   "Carrie?" svarede han. Carrie kyssede ham blidt på læberne.

   "Jeg tror, jeg elsker dig." Han smilede til hende, kyssede hende tilbage.

   "Jeg tror også, jeg elsker dig."

 

Hele dagen gik med forkælelse: Carrie kom i bad, fik rent tøj op, hendes hår blev kæmmet og plejet, hun fik dejlig mad og kunne gå rundt i slottets smukke, vinterklædte have når hun lystede. Glade mennesker gik rundt overalt, nu, hvor ulvene var væk. De hilste på hende, tilbød hede kager og friskbagt brød, nyplukkede blomster fra ukendte steder. Det hele var så skønt og perfekt.

   Men smilene var stive. Øjnene var tomme. Carrie havde kuldegysninger, hver gang nogen forlod hende. Hun begyndte at undgå dem. Cuno tilbragte størstedelen af dagen på sit værelse, og når ha ikke var dér, gik han og Carrie rundt og holdt i hånd.

   Slottet var et fantastisk sted. Cuno virkede glad for at være der, og han så helt rigtig ud i de smukke klæder, han bar her.

   Alligevel havde Carrie det som om, der var noget, hun skulle huske... Nogen, der var vigtig! Noget, hun havde brug for...

   Cuno talte om kongen som en gud. En frelser i al sin herlighed, sendt fra oven for at befri mennesket fra dets synder og så videre og så videre. Carrie havde sovet til klokken et den 17. december, og fangede flere gange sig selv i at have smertende mavepine eller krumme tæerne.

   Da aftenen endelig kom, sad hun på sit værelse og så sig selv i spejlet. Tårerne trillede forsigtigt ned ad hendes kinder.

   Det var forkert. Det hele var forkert! Kontrasten mellem hendes blæksorte hår og hvide hud, den smukke, grønne kjole om hendes krop, de tryllebundne mennesker, som behandlede hende som en prinsesse, og de underskønne guldsmykker om hendes bare skind... Det var ikke rigtigt. Det var ikke noget, hun havde fortjent. Det var underligt!

   Nogen bankede på døren. Carrie skyndte sig at tørre tårerne væk.

   "Carrie?" lød Cunos stemme. "Er du klædt på?" Hun rømmede sig, nikkede.

   "Ja!" svarede hun. "Bare kom ind."

   Cuno åbnede døren og kom forsigtigt ind. Han havde en hvid skjorte på, et sort bælte og en rød jakke. Med de sorte bukser lignede han lidt en pirat. Men særligt én ting fangede Carries opmærksomhed. Den vækkede hende fra den behagelige slummer, hun hele dagen havde svævet rundt i. Ruskede hende vågen og smækkede hende ind i en mur med 340 kilometer i timen.

   På Cunos sorte hår glimtede en krone af sølv. Ikke en stor, klodset krone. Det var grene og blade af sølv, kunstfærdigt flettet ind i hinanden til en krans. Blodrøde diamanter var skåret ud som små bitte blomster, og sad solidt placeret.

   Carrie rejste sig op og nejede. Det virkede bare rigtigt. Cuno rystede forskrækket på hovedet, fik hende op at stå.

   "Nej, Carrie, lad være! Jeg er kronprins her i Maygan!" Han lo. "Men du skal ikke neje for mig! Mine forældre døde af sygdom, da jeg var lille. Jeg ville vente med at fortælle dig det til middagen, men..." Han lo igen, smilede stort. "Er det ikke fantastisk? Jeg er det eneste kongebarn her i landet!"

   Hvad? Tanken om, at Cuno var den eneste kongesøn, og at han skulle være den ældste, generede hende. Hvorfor, anede hun ikke, men tanken var nær absurd.

   Cuno rakte Carrie en hånd.

   "Jeg kom for at ledsage dig til middagen," sagde han galant. Carrie smilede anstrengt, tog hans hånd.

   Hun lod ham føre sig ned i en stor spisesal. Det var et rundt rum med et langbord i midten. Kongen sad allerede ved bordenden, han var kutteklædt, og der stod igen tallerken foran ham. Men hele bordet var dækket op med al den mad, Carrie kunne forestille sig. To sølvtallerkener stod med fornemme bægre og bød de to på aftensmad.

   Cuno trak stolen ud for Carrie. Hun sad på kongens venstre hånd, Cuno satte sig ved den højre. Kongen bredte armene ud.

   "Tag for jer!" sagde han muntert.

   Cuno spist glædeligt. Kræften lod ikke til at genere hans spiserør længere. Carrie var noget mere tilbageholden. Hun var mistænksom over for maden, som så lidt for lækker ud. Hvem havde lavet den? De tryllebundne mennesker? Ånder? Hun spiste og drak for kongens fornøjelse, kunne hele tiden mærke hans blik på sig. Det skræmte hende.

   Cuno havde været på slottet længere end hun. Ville hun også ende sådan? Var det mon sandt, at kongen havde taget så godt imod ham?

   På en måde føltes tankerne ikke virkelige. Nærmere kunstigt fremstillede, påtvungne. Eller var det bevidstheden, der ikke var hendes egen?

   CARRIE! Vågn op! Carrie fór sammen og kom til at vælte et glas med vin, som hun ikke havde drukket så meget af. Kongen og Cuno så på hende.

   "Hvad er der galt, min pige?" spurgte kongen langsomt. Carrie så skælvende på ham.

   "J-jeg hørte en st-stemme! Den skreg til mig, sagde at..." Hun tøvede. "Den sagde, at jeg skulle huske at takke Dem for Deres gæstfrihed, Deres højhed." Kongen nikkede kort.

   "Det er mig en glæde," sagde han venligt. Han vendte ansigtet mod Cuno. "Er du rede til den 19., min dreng?" Cuno så bestemt på ham, nikkede kort.

   "Ja, herre konge." Carrie så forvirret på dem.

   "Hvad sker der den 19.?" Cuno så standhaftigt på hende.

   "Oprørene vil angribe slottet. Vi vil bekæmpe dem, og derefter vil jeg overtage tronen."

   "Jeg abdicerer og vil fortsætte som Cunos rådgiver," fortsatte kongen. "Når først oprøret er nedkæmpet, kan du, min pige, blive her, og måske endda blive dronning en dag?" Både Cuno og Carrie rødmede og så væk fra hinanden.

   CARRIE! Han lyver! Åh, kom nu! VÅGN OP!

   Et øjeblik blev alting sort for Carries blik. Da lyset kom tilbage, begyndte Ishjertet at køle sig selv ned. Hun så på Cuno. Holdt vejret.

   En ånd stod bag ham. Den var så uhyggelig, at Carrie havde svært ved at holde blikket på den. En stor, tom mund, kolde, hvide øjne og savl dryppende ned over hagen. Den holdt hænderne over Cuno, tråde var bundet fast til ham. Han var en marionet...

   De andre mennesker havde også snore på sig. Kun Carrie var ikke en dukke. Endnu. Små, lysnede prikker sad på hendes arme og ben.

   I det samme sprang hun op. Så forskrækket rundt. Rystede på hovedet.

   "Du..." Hun pegede på kongen med en rystende finger. "Du er et monster!" Cuno rynkede panden.

   "Carrie, tal ordentligt!" Han smilede til kongen. "Hun mener det ikke, Deres majestæt..."

   "Hvor er Merlynn!" Ved lyden af sin brors navn blev Cuno underlig stiv. Ånden, der styrede ham, så på trådene. De var blevet tyndere. Ånden så på sin herre, kongen, som blot sad med hovedet vendt mod Carrie, og de gamle hænder samlet med fingerspidserne mod hinanden.

   "Hvad taler du om, min pi..."

   "HVOR ER MERLYNN?!" Carrie væltede sin tallerken på bordet. Cuno tog sig til hovedet, mumlede:

   "I begyndte at messe..."

   "HVOR ER HAN!"

   "I... I fortalte mig løgne..."

   "HVOR! ER! HAN?!" Cuno spærrede øjnene op med et gisp. Ånden, som styrede ham, havde revet i den snor, som sad ved hans bryst. Skum og fråde væltede ud af hans mund. Han rallede og holdt sig for brystet, faldt ned fra stolen. Carrie slog hænderne for munden, kunne ikke få en lyd frem. Men så kom det. Skingert og anstrengt.

   "K... KÆLDEREN!"

   Carrie så på kongen. Han ventede et øjeblik. Så hævede han hånden.

   "Grib hende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...