Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3019Visninger
AA

16. 16. december - Kong Ånd

Paladset var ikke helt, som Carrie havde forestillet sig. Se, hun havde forestillet sig et stort, prægtigt slot med høje, hvide tårne og flagrende faner, modige riddere ville træne ude foran, en markedsplads ville stå klar i borggården, og skønne heste ville stå og pruste i staldene.

   Men slottet i Maygan var lidt anderledes.

   Der var ingen riddere eller markedsplads. Ingen levende væsner. Faner blafrede oppe i de høje tårne, en blå baggrund med en hvid ulvepote på. Men bygningen var opført af store, kolde sten. Portene var lukkede, planterne omkring borgen var døde, og alle skodderne var slået for vinduerne. Ganske vist var paladset overdådigt, men det lignede kun en skygge.

   Wolfgang hylede op mod vagttårnet, og kort efter gik portene op. Carrie og Merlynn blev ført ind på en stor, tom gårdsplads.

   Fem vagter kom hen mod dem. Carrie var lettet over endelig at se mennesker igen. De var klædt i rustninger og havde sænkede spyd. Den ene pegede på Merlynn uden et ord. Wolfgang knurrede, generalen så på prinsen.

   "Følg med ham," snerrede ulven. Merlynn nikkede en enkle gang, kastede et sidste blik på Carrie og sendte hende et opmuntrende smil. Han fulgte med soldaten. "De kommer med os," sagde Wolfgang dybt. Carrie nikkede.

   Hun fulgte med ulvene op ad høje marmortrapper. Ishjertet glødede og var koldere end den sibirske isvinter, hun måtte pakke det ind i sin kappe, så det ikke gav hende forfrysninger.

   Slottets sale var mennesketomme, på nær enkelte riddere, der blot fulgte som stive rustninger. Wolfgang og resten af Klokorpset virkede ikke synderligt glade for det hele. Det var tydeligt at se, at det var længe siden, mennesker havde hersket i salene - snavs havde hærget overalt, tapetet falmede, og de tomme sale var kolde og støvede.

   Carrie blev ført rundt i det store palads, til hun var helt udmattet, og Wolfgang tilbød hende at ride på sin ryg.

    Der gik lang tid, før Wolfgang stoppede op. Han knurrede kort:

   "Det er her." Carrie så op.

   Hendes blik blev mødt af to abnormt høje porte af massivt træ. De tomme vagter gik hen foran den, så afventende på Carrie. Hun stod af Wolfgang og gik varsomt hen mod dørene. Hun kunne have flygtet. Hende og Merlynn, de skulle have holdt sig til planen! Elverne ville snart storme slottet, de ville snart komme, de ville...

   Dørene gik op med en tung skurren.

   Carrie holdt vejret, indtil Klokorpset begyndte at snerre og skubbe hende fremad. Hun snublede ind gennem dørene, faldt ned på alle fire. Håret faldt ned omkring hende. Hun havde et øjeblik svært ved at få vejret.

   Så lød der pludselig en dyb, beroligende stemme.

   "Hvorfor kryber du sådan?" Stemmen var langsom og rolig, men Carrie kunne ikke afkode, om den var venlig eller fjendtlig. Hun så ikke op.

   "D-du er en dæmon!" Ishjertet var ved at tage pusten fra hende, det var ved at fryse hende til is. Stemmen lo.

   "Nej," sagde den langsomt. "Jeg er en befrier." Carrie rynkede panden. Så kort op.

   En tilhyllet mand sad på en stor trone, han havde en sølvkrone på hovedet. Hans hænder var gamle og grå, mens stemmen lød ung og modig.

   "Hvem er du?" hviskede Carrie. "Hvorfor må jeg ikke se dit ansigt?" Dæmonen lo.

   "Hvis du så det, ville du blive bange for mig." Carrie sank en klump.

   "Hvorfor har I taget Maygan fra os?" Ridderne lo, det lød hult og klirrede, som om der ikke var meget indhold i rustningerne.

   "Vi har ikke taget Maygan," sagde kongen upåvirket og i samme tonefald som før. "Vi har blot generobret det."

   "Altså taget det?" Han sukkede, hævede en hånd og bragte sine krigere til tavshed.

   "De har ikke fortalt dig det - har de?" Carrie så forsigtigt ned. Rejste sig langsomt op.

   "Fortalt mig hvad?" Et lille smil syntes at kunne ses under dæmonens hætte.

   "Vi er sikkert blevet omtalt som onde ånder eller ligefrem dæmoner. Det er sandt, vi har ingen faste kroppe. Gennem tiden har vi været nød til at besætte andre, kroppe, vi syntes så sunde og raske ud." Et hæst suk forlod ham. "Men eftersom vi ikke altid ser rigtigt, er det ikke alle væsner, der kan klare at dele krop med os. De rådner op levende og dør. Derfor er vi blevet stemplet som onde." han lænede sig frem mod Carrie, skønt der var flere meter mellem dem. Ridderne begyndte at mumle svagt. "Vi var de første, der bosatte sig i Maygan. Og så grund af, ja hvad skal vi kalde det, nogle små uheld, blev vi fordrevet." Han lænede sig tilbage med et suk. Riddernes mumlen tog til i styrke, den var rytmisk. "Ishjertet, som er ved at skære sig gennem din hud, kan fornemme, når vi er nær. Det tilhørte nemlig et menneske, som forelskede sig i én af os." Carrie rynkede panden. Rystede på hovedet.

   "Nej," sagde hun, var en smule søvnig. "Nej, du lyver!" Manden lo hult, lagde en hånd for brystet.

   "Jeg lyver aldrig." Hans stemme lød nu slesk og løgnagtig. Riddernes mumlen var gået over i en høj messen. den fyldte Carries hoved, mens ånden på tronen talte videre. "Du kan stole på os." Hun kunne stole på dem? "Du er vores frelser." Var hun? "Du er vores dronning!" Dronning..? Ja... Ja, ja, hun var, var en, øh, en dronning... "Hos os skal du aldrig mere frygte noget. Du er én af os." Carrie blinkede. Kunne ikke åbne øjnene igen.

   Riddernes messen fyldte hendes indre og var ved at drukne hende. Hun snappede efter vejret. Luftvejen blev blokerede. Langt væk hørte hun stemmen sige:

   "Slap af... Slap helt af... Vi griber dig. Vi elsker dig. Du er én af os. Du tilhører os..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...