Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3024Visninger
AA

15. 15. december - Klokorpset

"... så kan I også undgå, at nogen følger efter jer!"

   Hun havde knap sagt det, før en uhyggelig knurren nåede Carrie. Delayla blev stiv som en pind, dalede forsigtigt ned mod jorden. Merlynn blev bleg. Han så hen mod udgangen.

   Syv store, bidske ulve stod med blottede tænder og snerrede. De nærmede sig med rejste børster. Deres pels var grålilla. Carrie rejste sig op. Delayla smuttede hurtigt op i Merlynns hår og holdt godt fast, da han rejste sig.

   "Det er Klokorpset," sagde han stille. En af ulvene trådte frem fra de andre. Den havde en klap for øjet, så med sit gule øje på Merlynn. Åbnede munden og sagde:

   "Eksprins Merlynn af Maygan - De er beordret at følge med os uden modstand. Vil De alligevel prøve at flygte eller stå imod, har vi tilladelse til at bruge vold." Carrie var ved at falde bagover, da hun hørte dyret tale. Hun så forskrækket på Merlynn, der ikke så den mindste smule upåvirket ud.

   "General Wolfgang," sagde han høfligt. "Jeg kan se, at hunde følger den, der fodrer dem?" Generalen knurrede, rømmede sig så og så beklageligt på Merlynn.

   "De ved lige så godt som jeg, hvad der er på spil. Følg med uden problemer, eller De vil blive tvunget. De andre ulve sluttede kreds om de to (tre, medregnet Delayla) rejsende. Carrie skælvede over hele kroppen, så på Merlynn.

   "Merlynn, de slår os ihjel..." Han nikkede.

   "Jeg havde ikke tænkt mig at yde modstand," sagde han.

   "Hvad?!" udbrød Delayla. Hun så frem fra hans hår. "M-m-m-men Merlynn! Du er jo dæmondræber, du sagde det selv, du..."

   "... har ikke tænkt mig at gøre modstand," sagde Merlynn bestemt. Han så på generalen. "Vi skal nok følge med, men vi har ikke pels som jer. Jeg anmoder om, at vi kan vente, til snestormen stilner af?" General Wolfgang snerrede kort, nikkede så.

   "Vi holder hvil her," sagde han til de andre. "Tre af jer skal bevogte fangerne! Vi venter, til snestormen holder op." Selv lagde generalen sig ned som enhver anden ulv, holdt blikket stift rettet mod Carrie. De andre ulve fordelte vagtposterne, de, der ikke skulle noget, lagde sig trætte ned. "Så De er Ishjertets vogter?" Carrie så på generalen. Nikkede kort og lukkede hånden om hjertet. "Ja, det passer vel meget godt. Men jeg beklager at måtte sige, at De ikke bliver til megen hjælp."

   "Hvad mener De - sir?" spurgte Carrie. Ulven lo.

   "Sir, hva'? Det er der ikke nogen, der kalder mig længere. Altid køter, kræ eller bæst." De andre ulve nikkede, knurrede og talte lavmælte sammen.

   "Ingen respekt, nej..."

   "Ånderne bruger os bare..."

   "Hvis bare jeg kunne..." Carrie så på Wolfgang.

   "Men hvis I hader ånderne, hvorfor gør I så, som de siger?" Wolfgang sukkede, rystede ærgerlig på hovedet.

   "Det er ikke så lige til," sagde han. "Tag nu mig, for eksempel. Jeg er ikke besat. Men min kone og vores hvalpe er låst inde i fangekælderen. Min løn går til deres mad. Hvis jeg holder op i tjenesten, dør de." Carrie smilede.

   "Hvor mange hvalpe har I?" Generalen smilede varmt.

   "Fem," svarede han. "Men det er længe siden, jeg har set dem. For den sags skyld kunne de lige så godt være døde, og jeg ville ikke ane uråd." Hvor var det sørgeligt...

   "Men hvorfor arbejder du så videre? Hvorfor forlanger du ikke at se dem?" Wolfgang pustede.

   "Håb," svarede han. "Jeg gør, som der bliver sagt, i håbet om, at det vil rede min familie."

   Klokorpset virkede ikke onde. Der gik en time, før snestormen holdt op. Carrie lyttede til de andres historier. Kære var fanget i kælderen, arbejdede som husdyr eller blev truet med flåning. Forældre, kærester, hustruer, hvalpe, søskende, alt sammen blev brugt til afpresning. Ulvene var loyale over for dem, de havde kært, og kunne ikke risikere deres død.

   Carrie, som var såret, fik lov til at ride på ryggen af den største ulv, generalen, fordi hun havde svært ved at holde balancen. Det var mere behageligt at ride på hesteryg, men generalen var i det mindste hverken lige så stor eller hurtig. Merlynn gik foran to ulve, som nemt kunne bide hans ankler i stykker, hvis han prøvede at flygte.

   Det var en mørk nat, og hvis ikke Carrie var blevet ledsaget af ulve, havde hun været rædselsslagen.

 

Hun faldt vist nok i søvn på Wolfgangs ryg, for da hun åbnede øjnene igen, var solen stået op. Merlynn havde tændt et bål, og han og ulvene sad og varmede sig op ad hinanden. Klokorpset var ikke så slemt. Wolfgang havde ikke forladt Carrie, hun lå op ad hans tykke pels og sov. Hans store gab var ikke langt fra hende, tænderne var gullige, men Carrie tvivlede ikke på, at de kunne rive hendes arm, ben eller bryst op uden problemer!

   "Fryser du?" spurgte Merlynn. Carrie så hen på ham. Tre store, tykpelsede ulve lå klods op ad ham, lignede en forvokset kåbe. Men han så nu dejlig varm ud. Smilede lidt forlegent. "Dyr har altid godt kunne lide mig." Han talte lavt, så han ikke ville vække dem. Carrie smilede. "Du var ved at falde ned fra Generalens ryg, så vi blev enige om at holde pause, til du havde hvilet."

   "Men får Wolfgang og de andre ikke ballade?" Merlynn rystede på hovedet.

   "Ånderne ved ikke, at de har fundet os." Carrie så rundt. Andre ulve lå og sov i bunker rundt om bålet, enkelte rystede en smule. Det var ondt. Ren ondskab. At lade disse kærlige væsner leve som slaver, så deres kære ikke ville blive gjort fortræd...

   Det var først dér, Carrie besluttede sig.

   Nu handlede det ikke længere bare om at finde Cuno. For det her... Det var krig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...