Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2965Visninger
AA

14. 14. december - Alene

Varme. Det var det næste, Carrie opfattede. Hun åbnede langsomt øjnene. Merlynn sad lidt fra hende. Hans kappe var væk. Den lå over hende. Duftede af ham. Fyldte hende med en dyb ro. Hun sukkede, prøvede at sætte sig op. Merlynn skyndte sig at få hende ned igen.

   "Lad være," sagde han. "Du har slået dig ret slemt. Du skal hvile dig." Carrie lukkede kortvarigt øjnene. Da hun åbnede dem igen, sad hendes rejsefælle og sov.

   "Merlynn..." Den hæse stemme overraskede Carrie. En dundrende hovedpine skød gennem hende, hun skar en grimasse. Merlynn åbnede øjnene, kom hen til hende. Han var væk et øjeblik. Kom så tilbage og lagde en smule sne på hendes læber. Den kolde, frosne substans smeltede og løb ned mellem hendes læber. Hun fugtede mund og læber, drak det.

   "Har du det lidt bedre?" spurgte han. Hun nikkede næsten usynligt. Merlynn strøg hendes pande. "Ånderne er væk." Han talte meget lavt, alligevel lød det højt og skingert i Carries ører.

   Merlynn tog fat om hende og trak hende forsigtigt nærmere bålet. Han lagde hendes hoved i sit skød, lagde kappen om hende og strøg hendes hår.

   Varme begyndte at sprede sig i Carrie. Hun sukkede, slappede af i kroppen og nød Merlynns blide berøringer. Han talte ikke mere. Havde forbundet hendes hoved ved at rive stof af sin skjorte. Hvor var han betænksom... Han ødelagde sit tøj og gav resten til hende, så hun ikke skulle lide nogen nød.

   Han havde fundet en grotte og søgt ly i den. Den lå under et træ, sneen var ikke faldet langt ned. Det trak lidt fra indgangen, men ilden varmede så dejligt. Carrie vendte sig om, så ryggen og baghovedet også kunne få lidt varme. Nu lå hun med næsen ind mod Merlynns forrevne skjorte. Den duftede godt. Hans hjerteslag kunne høres gennem låret.

   "Carrie..." Carrie åbnede øjnene, så udmattet op på Merlynn. Han så ikke på hende, men virkede alligevel bedrøvet. "Elsker du Cuno?" Carries første tanke var at svare ja. Men så kom hun i tvivl.

   Hun havde tilbragt fire dage med Cuno. Han var hendes ven, og hun var taget til Maygan for at rede ham. Men jo mere hun tænkte over det, desto dummere lød det.

   "Carrie..." lød det igen. Denne gang så Carrie ikke op. Merlynns puls blev hurtigere, han strøg hendes kind. "E... Elsker du mig?" Det var en anden sag... Carrie så op på Merlynn. Tøvede lidt.

   "Det ved jeg ikke," sagde hun så. Merlynn lukkede øjnene kort. "Du er modig. Kærlig. Stærk. Du tænker på mig og behandler mig godt. Men du skjuler dig også for mig. Jeg ved ikke, om jeg kan stole på dig." Merlynn sukkede. Strøg hendes hår og nikkede.

   "Okay," sagde han så. "Tror du... Tror du, du vil kunne elske mig?" Carrie satte sig forsigtigt op. Så på Merlynn og skulle til at forklare ham, at det ikke var så lige til. At det ikke var noget, hun kunne bestemme.

   Men da hun så hans ansigt, var det eneste, hun kunne se, en forpint, ulykkelig og uelsket ung mand.

   "Merlynn," sagde hun forsigtigt. "Jeg... Er du aldrig blevet elsket før?" Merlynn sank en klump. Slog blikket ned.

   "Jeg dræbte dem." En tung stilhed lagde sig i den lille grotte. "Ånderne. De var ved at angribe dig. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg... Jeg gjorde det bare. Tanken om, at de skulle gøre dig noget, drev mig ud mod kanten af vanviddet." Han greb Carries hænder, så hende ind i øjnene. "Carrie, ånder kan ikke dø! Men jeg dræbte dem! Dræbte dem!" Tårer sprang frem i hans øjne, men han blev ved med at se på Carrie. Han betragtede hende som en dronning. Hendes hoved dunkede af alt det, hjernen skulle kapere.

   Merlynn var forelsket i hende.

   "Jeg..." Hun trak sine hænder fri. "Merlynn, jeg holder meget af dig. Men ikke sådan her..."

   "Hvorfor ikke?!" Han rømmede sig, da råbet rungede mellem grottens vægge. "Undskyld," sagde han. Carrie nikkede.

   "Det er okay." Hun tog en dyb indånding. "Du er god ven. Men du er 24. Jeg er 16. Jeg kan ikke..."

   "Vi har love imod misbrug her i landet," afbrød Merlynn bedende. "Men ingen imod kærlighed." Nu var det Carrie, der fik tårer i øjnene.

   "Merlynn, så forstå det dog!" udbrød Carrie. "Jeg elsker dig! Men jeg rejser snart! Og jeg elsker også Cuno!" Merlynn så på hende med et tomt blik. Rystede på hovedet.

   "Nej," sagde han. "Du gør ej." Carrie så forvirret på ham. "Du er ikke forelsket i Cuno," sagde han, som om det var en åbenbaring for ham. Han smilede til Carrie, strøg hendes kind. "Bare sig, du elsker mig. Så bliver alting lettere..."

   "Nej!" Carrie rejste sig bestemt op. "Nej, det kan jeg ikke, Merlynn! Kan du ikke forstå, at jeg er her ikke meget længere, og så..."

   Alting svimlede for Carrie. Hendes syn sejlede, hun vaklede og faldt om. Merlynn nåede at gribe hende. Da hun åbnede øjnene, lå hun i hans arme. Han så sørgmodigt på hende. Sukkede.

   "Jeg forstår det godt," mumlede han. "Men jeg vil ikke acceptere det." Carrie så ham dybt i øjnene. Sank en klump. Merlynn bøjede sig ned mod hende. Deres læber var få centimeter fra hinanden...

   "Hvad laver I?" En skinger stemme fik Merlynn til at fare sammen. Carrie holdt et øjeblik vejret.

   Et lille, lysende insekt fløj hurtigt hen mellem dem. Nej... Nej, ikke et insekt. Carrie spærrede øjnene op, da en lille skikkelse med lyseblå hud tonede frem af et hvidt lys. Guldsmedagtige vinger summede på ryggen af det lille væsen, hvis mørkeblå hår var sat op i en fletning. Hun, for det var en hun, havde en fin, lille, let kjole på, skørtet bestod ikke af andet end et snefnug.

   Carrie måbede. Feen vendte blikket mod hende, fløj lidt baglæns og så på Merlynn.

   "Vil hun æde mig?!" peb den lille skikkelse. Merlynn lo, rystede på hovedet.

   "Nej, hun har bare aldrig set en snefe før." Feen så på Carrie, fløj hen, så hun kun var få centimeter fra menneskets ansigt.

   "Hun ser nu ikke ud af meget," sagde hun. "Men okay!" Feen rakte en hånd frem. "Mit navn er Delayla!" Hun så hengivent på Merlynn, uden af vente på, at Carrie tog den lille miniaturehånd. "Prins Merlynns kommende hustru!" Merlynn fnøs, Delayla var lige ved at komme ud af kurs.

   "Jeg har sagt, at det er umuligt, Delayla." Carrie satte sig op, så Merlynn ikke behøvede at holde om hende.

   "Hvor der er kærlighed er der en vej, min snut!" Delayla så tvært på Carrie. "Var du ved at kysse med min prins?" spurgte snefeen. Carrie tøvede.

   "Øh... D-det ved jeg ikke..."

   "Godt!" sagde den blå. "For jeg ser måske ikke ud af meget, men tro ikke, at det betyder, jeg ikke kan banke dig!" Merlynn lo overbærende, tørrede hurtigt en tåre væk.

   "Delayla er en af mine venner fra skoven," sagde han stille. Carrie sank en klump.

   "Øh... Hvor kommer du fra?" spurgte Carrie dumt. Delayla smilede stolt.

   "Fra det første snefnug, der faldt!" Carrie så forvirret på Merlynn. Han smilede.

   "Hver gang det begynder at sne et sted i Maygan, bliver det første snefnug til en snefe. Vi holder meget af dem, for de forhindrer de fleste snestorme." Delayla prustede.

   "Ja, altså undtagen den dér." Hun nikkede mod udgangen, hvor sne væltede ned. Carrie sank en klump.

   "Delayla... Hvorfor er du kommet?" Delayla så irriteret på Carrie.

   "Årh, som om du er den eneste, er vil være sammen med Merlynn! Jeg er kommet for at hjælpe jer!" Hun omfavnede Merlynns næse, det så komisk ud, og Carrie kunne ikke lade være med at smile lidt. "Jeg så jer, da I blev angrebet af ånderne. Merlynn var bare så modig og stærk, og jeg ved slet ikke, hvad I skulle have gjort uden ham!" Hun slap hans næse, fløj lidt væk. "Hvor er I på vej hen?"

   Merlynn så på Carrie, og Carrie så på Merlynn.

   "Øh... Paladset, tror jeg," svarede Merlynn. Carrie nikkede. Delayla hvinede, klappede i sine små, fine hænder.

   "Ih, jeg kender en genvej! Vi er ikke ret langt væk, at I ved det! Jeg kan få mine søstre til at vise jer vej, og..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...