Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2956Visninger
AA

13. 13. december - Jagt

Den 12. fik Carrie lov til at hvile ud i byen. Merlynn blev holdt under skarp bevogtning. Den 13. var det tid til afrejse. Carrie og Merlynn skulle rejse med nogle elverkrigere mod paladset, hvorfra angrebet skulle begynde den 19.. Elverne havde brug for tid til at samle nogle af de trofaste riddere fra Merlynn og Cunos forældres tid.

   Blyg kunne ikke komme med. Han var for stor og ville afsløre deres position. Han hylede, da Carrie fortalte ham det, gigantiske tårer faldt ned som bomber på jorden. Skinny spænede ind og ud mellem dem, men til sidst fik Carrie overbevist kæmpen om, at han ville få det godt. Han skulle blive hos elverne og hjælpe dem med nogle forskellige ting, indtil alting var faldet til ro.

   Da Carrie så kæmpen forsvinde bag sig, følte hun et stik i hjertet. Han havde været en god følgesvend, og hun ville komme til at savne ham helt forfærdeligt.

   Byen forsvandt bag de sneklædte træer, og Carrie måtte kort efter indse, at sandsynligheden for, at hun nogensinde ville se elverriget igen, var meget, meget lille.

   Merlynn holdt sig tavs. Elverne red i en krystalformation om ham, en foran, bagved og på hver side af ham. Både han og Carrie havde fået nye klæder i elverriget, lyst tøj, som faldt i ét med sneen. Merlynn så stadig ud til at skamme sig over sit udbrud, da de blev angrebet af sirenerne, og han var ikke holdt op med at skælve efter mødet.

  Der var ingen hjælp, Carrie kunne give ham. De skulle følge med elverne, som skulle beskytte dem. Carries opgave var at opdage, om onde ånder var nær. Hjertet havde knyttet sig til hende, og hun kunne ikke uden videre give det videre til en anden.

   Mens følget red under de hvide grene i den rolige, glitrende skov, gled Carries tanker hen mod Cuno. Var han okay? Var han såret? Var dæmonkongen mon ond ved ham? Alle spørgsmålene hav hende ondt i maven, men hun kunne ikke uden videre slippe dem.

   Da solen gik ned, slog elverne lejr og tændte to store bål i en lysning. De havde bragt noget, der mindede om et festmåltid med fra byen.

   Carrie sad nær Merlynn. Han sad for sig selv, holdt om knæene og betragtede elverne, som både lo og hyggede sig, på trods af kulden.

   Da de alle havde spist, og elverne var begyndt at synge viser på deres eget sprog, gik Carrie hen til Merlynn og satte sig ved hans side. Hun så på ham. Han holdt blikket rettet mod sneen.

   "Tror du, Cuno er okay?" spurgte hun. Merlynn nikkede.

   "Hans magi skal nok beskytte ham. Så heldig var jeg aldrig." Carrie rynkede panden.

   "Er du ikke født med magi?" Merlynn rystede på hovedet.

   "Det var derfor, jeg solgte mig selv til dæmonen. Så jeg ikke behøvede at være konge. EN konge må nemlig ikke besidde magi."

   "Hvorfor ikke? Det lyder da praktisk!" Merlynn nikkede.

   "Ja, men en korrupt konge med magiske evner er farlig." Sandt nok... Merlynn sukkede, hans ånde hang som et hvidt genfærd i luften. "Hvis jeg ikke kan fordrive dæmonen, står landet uden regent, når ånderne falder. Det kan resultere i en borgerkrig..." Carrie lagde en hånd på hans skulder, smilede.

   "Hey. Vi finder på noget, ikke? Det er det, man har venner til! At uddrive ondskabsfulde dæmoner!" Merlynn smilede lidt, Carrie grinede.

   "Jeg har aldrig haft venner på paladset." Carries latter forstummede. Merlynn nikkede. "Det var derfor, jeg plejede at løbe ud i skoven. Dyrene ville gerne lege. Mine forældre mente ikke, en prins burde spilde sin tid sådan." Han sukkede, gned sit ansigt. "De havde vel ret..."

   "Nej!" afbrød Carrie forarget. Merlynn så spørgende på hende.

   "Og hvorfor så ikke det? Jeg holdt mig ikke til reglerne, derfor indgik jeg pagten med ånden." Carrie fnøs.

   "Men hvis du ikke var løbet væk, ville du måske ikke have nok glæde og fornuft til at indse, at det var forkert! Er det ikke det, der tæller?" Merlynn så på hende med let åben mund. Hans kinder blev lidt røde, han så væk.

   "Lad mig være i fred," mumlede han. Carrie himlede med øjnene. Rejste sig og forlod ham.

 

Bålet var næsten brændt ud, og alle lå og sov. Alle, på nær Carrie. Endnu engang lå hun vågen og betragtede Merlynn. Alle elverne og hende selv, lå bær de resterende gløder, for at holde varmen. Merlynn lå og skælvede ved skovbrynet. Det sneede lidt.

   Det var synd for ham. At han havde så meget at leve op til. Ingen venner, ingen til at elske ham. Cuno havde fået det gode liv, på trods af kræften. Venner, familie, et godt liv.

   Hvad ville Merlynn gøre, når ånderne var væk? Fordrive dæmonen inden i ham? Overtage tronen? Carrie sukkede, satte sig op. Sneen omkring bålet var blevet fjernet, jorden var en smule smattet. Hun rejste sig op og gik hen mod Merlynn.

   I det samme blev Ishjertet koldt. Carrie stivnede. Så sig omkring.

   Dér. Mellem træerne. Tre par hvide lys. Nakkehårene rejste sig på hende, da tre silhuetter kom nærmere. Hun bakkede væk. De kom mod Cuno.

   Ækle var de. Uden kroppe svævede de rundt. Lignede spøgelser. Havde ingen fast form. Man kunne ikke se direkte på dem. De hviskede. Hvislede. Havde lange, krogede fingre. Svævede mod Merlynn.

   Før Carrie fik gjort noget, bøjede den ene ånd sig ned mod prinsen. Den rakte sine lange fingre ud mod ham. Fingrene sank ind gennem hans pande. Merlynns vejrtrækning blev hæs. Huden var ved at blive sort. Fjer var ved at vokse frem.

   Carrie skreg.

   "MERLYNN!"

   Elverne fløj op, hævede buer og pile. Merlynn slog øjnene op, trak sig væk fra ånderne, der med en sær, metallisk hvæsen blev dobbelt deres originale størrelse. Fjerene fortrak sig fra Merlynn, han vaklede lidt væk. Elverne affyrede skudsalver, men pilene blev opløst lidt væk fra de onde væsner.

   Ånderne gik til angreb. Merlynn styrtede hen mod Carrie, greb hendes hånd og styrtede hen mod hestene. Han fik hende op på den eneste, der var vågen, satte sig bag hende og hamrede hælene ind i bugen på dyret. Hesten vrinskede forskrækket, satte i skridt. Merlynn fik den i trav og galop, og de red ind mellem træerne.

   Sneen var taget til i styrte. Ånderne fulgte efter dem, deres metalliske brøl lød som et helt savværk. Carrie skreg af frygt, tårerne dansede i hendes øjne. Ishjertet var så koldt, at det var ved at brænde sig ind i hendes kraveben. Hun hulkede og gispede efter luft. Merlynn holdt fast om hende.

   En af ånderne kom op på siden af dem. Et kort øjeblik fik Carrie et glimt af dens ansigt.

   Hendes blod frøs til is.

   Det lignede et lig. Så sort som uendeligheden, med en forvreden mund og et sæt hvide, onde øjne. Den rakte ud mod hende, greb fat om hendes arm.

   Alt ondt, der nogensinde var hændt hende, alle gruopvækkende ting, hun havde set, alt det lede, hun havde sagt eller hørt, det hele strømmede gennem hende. Hun blev grebet af en pludselig modløshed. Fik lyst til at styrte sig selv af hesten og drukne sig i den nærmeste sø, blot for at slippe for smerten.

   Merlynn slog ånden væk, nev Carrie i armen.

   "AV!" udbrød hun.

   "Undskyld!" sagde han forpustet. "Men ånderne er farlige! Du var nød til at vågne!"

   En ånd dukkede op foran hesten, der stejlede i panik. Carrie og Merlynn blev kastet af.

   Merlynn nåede at vende sig rundt, så han landede korrekt. Men Carries hoved hamrede ned i en sten. Synet blev et øjeblik farvet rødt. Hun så sig magtesløst omkring.

   Hesten galoperede rædselsslagent væk. Merlynn kom på benene og prøvede at jage ånderne væk. Elverne... Elverne var intet steds at se.

   Carrie besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...