Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2965Visninger
AA

12. 12. december - (Jule?)planer

Sneen udenfor glitrede i det kønne måneskin. Carrie sad på sengen og så ud. Merlynn lå stadig og sov, han havde været i drømmeland i timevis. Indimellem gispede han besværet eller vred sig i søvne, klynkede svagt og faldt så ind i drømmeløs søvn igen.

   Carrie kunne ikke sove. Hjemve plagede hende. Derhjemme var huset pyntet op, mor og far måtte være ved at dø af bekymring. Og mrs. West? Carrie sukkede. Her var der ingen jul.

   Merlynn satte sig pludselig op. Carrie smilede til ham, men han var knap vågen. Han havde fat om dynen, kravlede op i sengen og puttede sig ind mod Carries lår. Hendes kinder blev røde, hun så forvirret på ham.

   "Øh... Merlynn?"

   "Gulvet er så koldt," mumlede han. Han tog fat om hendes ben, trykkede hovedet ind mod låret. Hun havde heldigvis stadig kjolen på, alligevel kunne hun mærke kinderne blive varmere og varmere, til hun troede, de var ved at koge. Der lød et lille suk fra Merlynn, han sukkede. "... dufter godt," lød det lavt fra ham. Carrie lagde forsigtigt en hånd på hans hår, lod den glide ned over hans pande. Han var varm, trak vejret med åben mund.

   "Du har feber," mumlede Carrie. Merlynn sagde ikke noget. Carrie sukkede, krøb ned under dynen. Merlynn lagde hovedet ind mod hendes bryst og kraveben. Et lille, beroliget smil fik ham til at lukke munden. Kinderne var røde, forhåbentlig af feber.

   "Syng for mig," mumlede han hæst. Carrie så forarget på ham. "Bare indtil jeg falder i søvn igen..." Hun sukkede. Tænkte sig om.

   "

Lyset står med en sagte flamme

Flakker og spreder et lille skær

Tiden vi møder er altid den samme

Og vi glæder os når den er nær

 

Sang og latter løber rundt om os

Glade folk og venlige ord kom

Dette er en tid hvor vi ikke ses slås

En skøn tid hvor maven ej er tom

 

Lille ven læg din hånd nu i min

Rundt om det grønneste træ vi går

Med glitrende kugler og skønhed på gren

Finder vi fred i den frosne tid..."

 

Der var yderligere to vers, men Merlynn sov allerede tungt. Carrie lå lidt og strøg hans hår. De var alligevel sjovt, så meget han mindede om sin bror. Begge var, på hver sin måde, så skrøbelig indeni. Cuno var kræftramt. Merlynn var bare ustabil.

   Carrie var ved at døse hen, da døren til boligen pludselig blev åbnet. Aàlárinn kom ind, hun havde en lanterne i hånden. Carrie lå og holdt om Merlin, som selv havde et forholdsvis stærkt tag om hende.

   "Ældrerådet vil tale med jer," sagde Aàlárinn lavt. Hun smilede. "Jeg kan se, at det med sengen ikke blev noget problem?" Carries kinder blev varme, hun prøvede at skubbe Merlynn væk, men han strammede grebet om hende og knurrede svagt. Hun så beklagende på Aàlárinn, rev sig løs af Merlynn. Han åbnede træt øjnene. "I skal have de her på," sagde elverkvinden, da hun satte lanternen og rakte ned i en taske. Hun fremdrog to hvide klædedragter, Carrie tog imod dem.

   Den ene dragt var en hvid kjole, syet med kun én simpel sølvtråd. Merlynns var en kjortel med hætte.

   "En dæmon kan ikke gå igennem vores by til skue for alle," sagde Aàlárinn. "Ej heller kan en halvblods." Merlynn tog søvnigt imod kutten, smed hæmningsløst tøjet og trak i den. Carrie så væk, Aàlárinn rømmede sig bare og så ned. "Øhm, Carrie, ikke?" Carrie nikkede. "Ældrerådet skal tiltales med respekt. Tal kun, når du bliver spurgt, og vær meget tålmodig. Vær ærlig og respekter dem."

   "Hvad vil de tale med os om?" spurgte Merlynn. Han havde fået kåben på, slog hætten op. Den var broderet i kanterne med grå tråde. Aàlárinn tøvede. Sukkede.

   "Krig."

 

Ældrerådet bestod af fem elvere, to kvinder og tre mænd. Det irriterede efterhånden Carrie at være i elverriget. Ældrerådet, som om! De fem elvere lignede alle nogen i midten af tyverne, kun én af dem bar præg af at være ældre.

   Carrie sad ved et langt stenbord på en åben høj. Merlynn sad ved den ene bordende med bøjet, skamfuldt hoved, hætten trukket ned over ansigtet. En lille forsamling af elverfolk sad også til bords. Ældrerådets overhoved, Grindvaldih, stod og fortalte.

   "Ånderne har plaget os alt for længe!" sagde han bestemt. "Det er på tide, vi slår igen. Og nu, hvor Ishjertets vogter er kommet, har vi en chance." Han rejste sig og begyndte at gå rundt om bordet. "Jeg foreslår et frontalangreb. Vi blæser dem ud af slottet og fordriver dem fra Maygan inden vintersolhvervet!" Der lød samtykkende mumlen blandt de andre. Carrie havde ondt i maven. Hvad havde hun rodet sig ud i? Hun ville ikke i krig, hun ville bare finde Cuno og komme hjem!

   "Med forlov..." Merlynns stemme var lille og tøvende, da han løftede hovedet. Hans klare øjne var fulde af sorg og ulyksalighed. Men da Grindvaldih ikke sagde noget, rejste han sig langsomt op. "Her i elverriget har I levet sikkert så længe, at I har glemt, hvad vi er oppe imod. Det her er onde ånder. De kan ikke blæses ud med et frontalangreb. De er listige, drevet af ondskab og begær."

   "Ja det ved du vel alt om," lød det hånligt. Carrie nåede ikke at se, hvem der sagde det, og spotten faldt hurtigt til jorden.

   "De kan ikke dø, kun fordrives. Jeg har brugt de sidste mange år på at undersøge mulige måder, man kan ødelægge dem på."

   "Og hvad er De nået frem til?" spurgte Grindvaldih. Merlynn tog en dyb indånding.

   "Jeg..." Han sank en klump. Slog blikket ned. "En ofring. En menneskeofring." Elverne lo hånlige, rystede på hovederne.

   "Satanistiske gerninger vil kun fremme åndernes ondskab," lød det fra Emaria, én af ældrerådets medlemmer.

   "Vi har i Maygan ofret mennesker før." Merlynn talte med tungt hjerte. "Da vi først holdt op med at ofre til ånderne, blev de vrede og sendte os plager. Vi ofrede dyr, hvilket ikke tilfredsstillede dem, så vi holdt op. Derfor kom de og overtog Maygan! Vi er nød til det, det er vires eneste chance..!" Elverne råbte i protest, Merlynn så meget bleg ud. Carrie krummede tæer.

   "Nok!" Grindvaldih hævede stemmen, som rungede mellem forsamlingen. "Vi går på kompromis! Vi tilbyder dem en fredsaftale, og sniger en mindre gruppe ind i paladset. Vi finder deres energikilde og..."

   En blid latter bredte sig over bordet. Den gjorde Carrie kold indeni, fik hende til at skælve. Elverne så heller ikke glade ud. Grindvaldih så ned mod bordenden.

   "Hvad er det, De finder morsomt, prins Merlynn?"

   Carrie så ned mod Merlynn. Han skælvede lidt, skuldrene rystede. Tårer trillede ned ad hans kinder, ansigtet var fortrukket i en grimmase. Han lo. Greb fat i sit hår og bukkede forover. Så på ældrerådets leder med vilde øjne.

   "DU DRÆBER OS ALLE!" skreg han. Grindvaldih så fornærmet på ham. Lavede en enkelt bevægelse med hånden.

   "Dæmonen kommer frem. Bind ham, til han er sig selv igen." Merlynn rystede på hovedet, begyndte at skrige af grin. To elvere rejste sig og prøvede at gribe fat om ham, men han slog dem så hårdt, at de faldt om.

   Carrie fór op. Ishjertet frøs til, smertede i hendes bryst. Merlynn rev sig i håret mens han skreg, at Grindvaldih ville ende med at dræbe dem alle.

   "Merlynn!" Carrie talte med så megen autoritet som muligt. "Fald ned!" Merlynn skælvede lidt. Så på hende og rystede på hovedet, så på hende med store, bedende øjne.

   "Vær sød! Carrie, du ved det lige så godt som jeg! De slår os ihjel, de dræber Cuno, ødelægger hele Maygan!" Tre elvere overfaldt ham, tvang ham ned og bandt ham. Carrie rystede på hovedet. Hun stolede på Grindvaldih. Hun vidste ikke noget om onde ånder, om Maygan eller om Merlynn. Hun ville bare redde Cuno...

   Merlynn blev kneblet og slæbt væk. Carrie rystede over det hele. Grindvaldih kom hen til hende, lagde en hånd på hendes skulder.

   "Hvad mener du om alt det her?" spurgte han. Carrie sank en klump.

   "Ingenting," svarede hun. "Jeg har aldrig ønsket krig." Hun sukkede. "Havde jeg vidst det, var jeg aldrig gået gennem porten." Grindvaldih lo kort.

   "Tjah... Nogle gange har skæbnen bestemt, hvilken vej vi skal gå. Nogle gange er det ikke den vej, vi ønsker os." Han smilede til Carrie. "Men så må vi bare lære at vende det til vores fordel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...