Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2967Visninger
AA

11. 11. december - Elverbyen

Tidligt om morgenen den 11. blev Carrie vækket, tvunget i tøjet og sat ud på en hest. Merlynn sad allerede klar på en sort vallak, han havde trukket en sort hætte over hovedet, som om han skjulte sig i skam.

   Med et følge af elvere red de mod elverriget. Traren blev i lejren, som tjente som base for et jagtselskab, der kun jagede om vinteren. Blyg fulgte efter rytterne med Skinny, på trods af hans store størrelse og lange skridt, måtte han småløbe for at holde trit med de hurtige heste.

   Merlynn red med nedslået hætte og undgik øjenkontakt med nogen. Kun én gang i løbet af dagen holdt de pause, for at spise. Merlynn trak sig lidt væk fra resten af gruppen og spiste sin udleverede madration, som Carrie syntes så lidt mindre ud end hendes egen.

   Hun satte sig over til ham. Han sagde ikke noget, drak bare lidt fra en vadsæk og undgik at se på hende.

   "Du ved," begyndte hun, "du behøver ikke være så hård ved dig selv." Han svarede ikke. Carrie sukkede, tog et stykke ost og lagde det i hans skød. "Her," sagde hun. "Jeg spiser alligevel ikke ost." Han så på det. Nikkede kort.

   Resten af vejen gik sløvt. Selvom hestene tordnede af sted, føltes elverriget så forfærdeligt langt væk! Solen var på vej ned, før Carrie fik øje på de første tårne.

   Høje spir af glas og krystal glitrede i den døende sols lys. Træerne veg til side, og lod Carrie se gennemsigtigt vand i rene floder, som viklede sig ind mellem skønne bygninger så klare og gode, at det gav hende gåsehud. Hvide marmormure stod stærke og friske, at end ikke snylteplanter endnu havde lagt hånd på dem.

   "Byen dér er 500 år gammel." Carrie så sig over skulderen. Merlynn red bag hende med bøjet nakke. "Magi holder den ren." Det var helt utroligt. Carrie så beundrende på den smukke by, som var ulige noget andet, hun havde set på Jorden.

   Da de red gennem byen, følte Carrie sig meget... grim. Smukke elvere trådte ud fra husene og så nysgerrige på dem, skønne børn med langt, glat hår, vidunderlige og bestemte kvinder med glitrende øjne og røde læber stod i døråbninger. Trimmede mænd med høje kindben og flitsbuer stod og betragtede dem, nogle af dem sendte nedværdigende blikke mod Merlynn.

   Blyg blev beordret til at blive uden for byen. Han satte sig ned, svedte og prustede.

   Følget stoppede udenfor en hvid bygning. På nært hold lignede det hvidkalkede, italienske bygninger, i stedet for krystalhuse. Elverkvinden, som havde vækket Carrie, sad af og hjalp hende ned fra hesten.

   "I skal bo her, til I kan tage videre."

   "Dæmonprinsen vil selvfølgelig være under bevogtning døgnet rundt," tilføjede en tvært udseendet elvermand.

   "Nej," sagde Merlynn. "Vær sød, giv mig en anden bolig, lås mig inde i fangekælderen, I må bare ikke lade mig bo fri..."

   "Vi kan ikke bruge ressourcer på at huse jer begge i hver jeres hus!" sagde den tvære elvermand. Merlynn sank en klump, nikkede og sad af. Hestene blev bundet sammen, og størstedelen af følget red videre. Elverkvinden viste de to ind i boligen.

   Det var en enkelt bolig med to rum, et soveværelse og et badeværelse.

   Carrie så hurtigt på elveren.

   "Der er kun én seng," sagde hun hurtigt. En dobbeltseng, men alligevel. Kvinden nikkede.

   "Jeg beklager meget, men det var det eneste, der var ledigt. Desuden er sengen stor nok til, at I begge kan være i den." Merlynn slog forsigtigt hætten ned. Så på Carrie.

   "Det er okay," sagde han.

   "Nej, det er da ej!" udbrød Carrie. "Vi har ikke engang kendt hinanden i en uge, vi kan da ikke..."

   "Lad mig tale ud," sagde han træt. "Carrie, jeg sover bare på gulvet, det er fint nok." Av. Carrie følte sig pludselig som verdens værste person. Hun sank en klump, men sagde ikke mere.

   "Ældrerådet vil tale med jer i morgen. Jeg sender nogen forbi med aftensmad." Carrie smilede.

   "Mange tak, øh..."

   "Aàlárinn," sagde kvinden. Carrie smilede igen, nikkede.

   "Tak, Aàlárinn." Aàlárinn smilede pænt tilbage, forlod boligen.

   Merlynn begyndte at tage et tyndt, fint lagen af sengen, lagde det på gulvet og trak dyne og pude ned.

   "Går du allerede i seng?" spurgte Carrie undrende. Merlynn sukkede, så på hende med udmattede øjne.

   "Jeg lukkede ikke et øje i nat. Det gjorde for ondt." Med de ord lagde han sig ned, trak dynen over sig og sagde ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...