Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
2964Visninger
AA

10. 10. december - Djævleprinsen

... den falde af!

   "STOP!" skreg hun. Hun skubbede til Merlynn.

   Flammerne slukkedes med en sugende lyd, på få sekunder var de væk. Skyggernes forkullede lig lå lidt væk, forvredne i en bizar stilling. Carrie vaklede væk fra Merlynn, som faldt på alle fire med et rallende gisp. Pigen snublede og så på manden foran hende. Han vred sig i smerter. Men skællene var ved at fortrække sig. Han hostede og gispede efter vejret, kastede en enkelt gang op. Ishjertet var ved at køle sig ned, men Carries hjerte hamrede hurtigere end en kanin på kængurustylte i en trampolinpark! Hun sad på den nu forbrændte skovbund, den var smattet. Ilden havde smeltet sneen i en femten meters radius.

   Merlynn smed sig udmattet på jorden. Han gispede efter vejret, skælvede. Carrie tog den ekstra kappe af, kom hen og lagde den forsigtig over ham. Holdt sig på forsvarlig afstand. Han åbnede øjnene, så på hende. Flagerne var helt væk, men pupillerne udvidede sig grotesk og trak sig sammen i en ujævn rytme.

   Et horn gjaldede i det fjerne. Carrie fór sammen, så forskrækket i retningen af lyden. Dampen fra den smeltede sne skabte tågebanker. Silhuetter af væsner på heste tonede langsomt frem. Hestene satte farten ned, de forreste stejlede, da de kom til ligene.

   En smuk mand på en hvid hingst dukkede op. Han sad af, kom hen til Carrie og Merlynn. Hans lange hår gik til albuerne og var hvidt som stjernerne, øjenfarven var så blå, at den næsten var hvid, og hans bevægelser var så elegante, at det gav Carrie kuldegysninger! Hans lange, spidse ører var ikke, som Carrie havde set elveres på film - disse var mindst femten centimeter lange.

   Flere elvere kom hen til dem. De fleste havde buer ved siden og pilekogere på ryggen, der var både mænd og kvinder blandt dem.

   "Vi er Traren, elvernes fyrste, dyrenes mester og skovens medsammensvorne. Få ville turde sende en kæmpe efter os, med mindre de havde et ønske om at dø eller det stik modsatte..." Han skævede til Merlynn, som var faldet lidt til ro, men nu lå og holdt skælvende om sig selv. Derefter så han på ligene, rynkede på næsen. "Vi hjælper sjældent mennesker, men i kampen mod de onde ånder må vi sende de styrker, vi kan undvære." Carrie havde engang læst, at når man omtalte sig selv i flertal eller tredjeperson, var det et tegn på psykiske eller personlighedsmæssige forstyrrelser. Men Traren virkede okay...

   "Skyggerne angreb os," sagde Carrie med skælvende stemme. "Merlynn..." Nogle af elverne rykkede ubehagelige på sig, da Merlynns navn blev nævnt. Elverfyrsten sukkede, holdt to fingre op i luften, og pegede derefter på Merlynn med dem. To mandlige elvere gik uden tøven hen til ham og hjalp ham på benene, selvom de ikke så synderligt glade ud for det.

   "At nævne dæmonprinsen i vores påhør er forbudt," sagde Traren, "og straffes som regel. Men vi vil gøre en undtagelse med dig, menneskedatter, fordi du ikke kender vores skikke og sæder." Han vinkede hende med ved hjælp af en enkel, kort armbevægelse.

   Carrie blev hjulpet op på en hest, hvilket hun aldrig havde prøvet før. Bag hende sad en elverkvinde, som smilede beroligende til hende.

   "Menneskedatteren og dæmonprinsen kommer med til vores lejr!" proklamerede Traren. "De vil blive behandlet som vores gæster: med respekt og pleje!" Ingen reaktion. Alligevel havde Carrie på fornemmelsen, at alle ville adlyde.

   Det tog kun få sekunder for Carrie at beslutte sig for, at hun ikke kunne lide at ride. Elverne red uden sadler, hvilket gjorde det mele meget værre. Merlynn red, ligesom Carrie, med nogen bagved, som kunne støtte og hjælpe ham. Elveren så ikke spor tilfreds ud, han virkede næsten bange. Merlynn var kun lige ved bevidsthed, indimellem så han ud til at mumle noget, men rytteren ignorerede ham.

   Lejren bestod af en række små, hvide telte. Elverne sad af, to af dem bragte Merlynn ind i det nærmeste telt, sikkert for at tilse hans sår. Blyg sad i udkanten og legede med Skinny, elverne undgik ham.

   Traren kom hen til Carrie, hjalp hende ned og så alvorligt på hende.

   "Vi skal tale med dig," sagde han stift. Hun nikkede tøvende, fulgte med ind i et telt.

   Traren vendte sig mod hende. Han var iført en brun brynje, som så ud til at være flettet af tykke grene, samt et par sorte bukser og en hvid skjorte.

   "Hvorfor rejser Ishjertets vogter med dæmonprinsen?!" Han lød næsten bebrejdende. Carrie sank en klump. Trak på skuldrene.

   "Jeg... Han lovede at vise mig, hvordan jeg kom hjem. Jeg er her kun for at finde én af mine venner, Merlynns bror..."

   "Vi sagde, at du ikke skulle nævne det navn!" afbrød Traren. "Og vi kender udmærket prins Cuno, vi hjalp ham med at flygte til Jorden for så mange år siden! Men er han virkelig tilbage i Maygan?" Carrie nikkede forsigtigt. Traren tog sig til hovedet og sukkede. Mumlede: "Mennesker er tåbelige..." Han så på Carrie. "Ved du, hvem du rejser med, vogter af Ishjertet?" Carrie rystede forsigtigt på hovedet.

   "Hvordan ved du - I, hvordan ved I egentlig, at jeg har Ishjertet?" Det var skjult under kappen. Traren smilede lidt.

   "Vi ser alt. Vi ved alt. Intet undslipper vores blik." Uhyggeligt. "Svar på vores spørgsmål." Carrie sank en klump.

   "P-prins Merl..."

   "Din rejsefælle er dæmonprinsen!"

   "Han er prins af Maygan - din prins!" Traren greb fat om Carries krave, rev hendes ansigt helt tæt på sit eget.

   "Han er ikke vores prins! Måske var han engang, men prins Merlynn er væk! Hvor hans hjerte engang var, er nu kun kampen mod en ond ånd!" Carrie så panisk på Traren. Elveren rynkede panden. Fnøs og slap hende. "Der kan man se," mumlede han. "Du vidste det virkelig ikke..." Carrie sank en klump. Traren sukkede, rystede på hovedet. "Prins Merlynn var engang et fantastisk menneske, han plejede at lege i skovene som barn, behandlede den godt. Dyrene var ikke bange for ham. Vi elvere holdt øje med ham i skjul, han sneg sig ofte herud, fordi kongen og dronningen ikke ville have, at han legede uden opsyn." Et lille smil blomstrede frem på Trarens læber, gjorde næsten Carrie forskrækket. Han satte sig på en flot, gammel træstol, lagde armene over kors og betragtede Carrie. "Vi overvågede ham, for at sige det lidt groft. Selv var vi endnu bare en prins dengang, ældre, ganske vist, men ikke desto mindre en prins.

   De andre kaldte ham forårsprinsen og sagde, at han ville blive en sommerkonge. En konge, dyrene elskede, og som kunne få blomster til at blomstre ved blot en berøring. Som barn legede han med vilde bjørne og hjorte, nogle gange på samme tid. De kunne enes, når han var der." Traren sukkede. "Men så fik han en lillebror. Ikke at vi brokker os over prins Cuno, slet ikke. Men den stakkels Merlynn fik flere pligter. Han blev voksen før tid, en ting, der bestemt ikke er værdsat hos os elvere. Manglen på leg fordærver sjælen. Da vi så prins Merlynn igen, var da han havde været i kamp med ånderne. Han var smurt ind i blod og rystede, kunne næsten ikke stå på benene længere." Traren så tomt ud i luften et stykke tid. "Vi var lige blevet fyrste. Vores far var død i kampen mod ånderne, han havde indvilliget i en pagt med menneskene, for at fordrive ondskaben. Den arme prins holdt om sig selv og lignede én, der var døden nær.

   Så vi tog ham til os, plejede ham og opfostrede os som én af vores egne." Traren sukkede, lod fingrene glide gennem håret. Så Carrie i øjnene. "Ved du, hvad Merlynn har gjort?" Carrie rystede svagt på hovedet.

   "Nej." Hun ville heller ikke vide det!

   Traren rejste sig op. Foldede formelt hænderne foran sig.

   "Den ånd, den dæmon, som dræbte Merlynns forældre, besatte Merlynn få timer forinden. Merlynn dræbte kongen og dronningen. I sytten år har han kæmpet mod den, holdt den inde i sig og brugt sin egen krop som et fængsel." Carrie skælvede. Tvang et smil frem.

   "Jamen så er han jo god nok! Hvis han ofrer sig selv for andre, så..." Traren syntes pludselig at tårne sig op, vokse til tidobbelt størrelse.

   "Merlynn er en djævleprins! Han solgte sig selv til dæmonen, så han kunne slippe for at arve tronen! Han, og han alene, har kastet vores før smukke Maygan ud i krig, på grund af sine egne selviske handlinger!" Traren tog en dyb indånding, blev sin normale størrelse igen. Han nikkede. "Alt dette har vi kun fortalt dig, menneskedatter, så du ved, hvem du rejser med. Djævleprinsen kan der ikke stoles på - husk det!"

   Med de ord sendte Traren Carrie ud. Hun blev vist hen til et telt, hvor en chaiselong stod og ventede på hende, redt op med tæpper og hovedpude. Hun faldt lykkeligt omkuld på den, lukkede øjnene og sov straks.

 

Carrie vågnede, fordi nogen ruskede i hende. En elverkvinde med kastanjefarvet hår så på hende.

   "Djævle... Prins Merlynn er vågnet. Ønsker du at tale med ham?" Carries første tanke var et ja. Men så tøvede hun pludselig. Tænkte sig om en ekstra gang.

   "Øh... Jeg ved ikke..."

   "Han er spændt fast og kan ikke skade nogen." Carrie sank en klump. Nikkede.

   "Okay..."

   Hun fulgte med elverkvinden ud, og blev vist hen til et telt, som lignede alle de andre til forveksling. Lejren lå mellem nogle træer, himlen var så småt begyndt at blegn lidt. Enkelte stjerner veg tilbage for lyset. Elverkvinden stoppede op udenfor teltet, hvor to vagter stod og spærrede vejen ind. Indimellem kunne sarte klynkelyde, hulk eller smertestøn høres derindefra.

   Elverkvinden begyndte at tale til vagterne på et ukendt sprog. Indimellem gestikulerede hun mod Carrie, som ellers bare lydigt stod og ventede.

   Endelig gik vagterne til side, og Carrie fik lov til at gå ind i teltet. Ingen gik med hende, og hun var forfærdelig nervøs, da teltdugen faldt bag hende.

   Merlynn lå på en briks. Han havde en kæde om hvert håndled og én om begge ankler, de holdt ham lænket fast til jorden. Han var ikke kniplet, men så en smule groggy ud. Bleg og mørk under øjnene, størknet fråde i mundvigen. Han smilede lidt, da han fik øje på Carrie. Hans ellers kønne øjne var røde og forgrædte. Han virkede svag og afkræftet, men nikkede alligevel som hilsen. Carrie satte sig på en stol, som var sat frem til hende. I et stykke tid kiggede de bare på hinanden. Så sukkede Merlynn.

   "Traren har fortalt dig det, har han ikke?" Carrie nikkede. Merlynn pustede en hårlok væk. "Gider du klø mig på næsen?" En mild latter undslap Carrie. Merlynn rystede på hovedet. "Undskyld, jeg forstår godt, hvis du ikke tør komme for tæt på."

   "Jeg må ikke," løj hun. Merlynn sendte hende et lettere irriteret blik.

   "Du er en dårlig løgner," sagde han. Et øjeblik var der stille.

   "Jeg tror ikke på det, Traren sagde," sagde Carrie så. Merlynn sukkede.

   "Uanset hvad han har fortalt dig, så passer det. Elvere kan lyve lige så meget som naturen - smuk udenpå, hudløs ærlig indenunder." Carrie krummede tæer. Merlynn sukkede, lukkede sine øjne. "Jeg tiggede dem om at dræbe mig, da jeg først kom til deres rige." Carrie sagde ikke noget. Så bare nervøst på Merlynn. Hvorfor var hun blevet blandet ind i det her? Hvorfor kunne de ikke bare finde Cuno, uden alt det bøvl?! "Jeg solgte mig selv til ånden, så den kunne give mig styrken til ikke at blive konge. Jeg var..." Han stemme knækkede over. Han rømmede sig. "Jeg var bange." Han rykkede sig lidt. "Men hver gang jeg bruger min magi, besætter dæmonen mig lidt mere." Carrie rykkede sig på stolen, vred sine hænder.

   "Hvad sker der, hvis..."

   "Når," rettede han. "Når jeg bliver helt besat." Hun nikkede tøvende. Merlynn sukkede. "De... væsner, som jagtede os i skoven, var ikke onde ånder. Det var sirener. Havfruer med ben, som ellers ikke begiver sig langt væk fra havet. Men ånderne må have besat dem, og på grund af al sneen, har de kunnet bevæge sig så langt ind på land." Carrie følte sig hul indeni.

   "Er sirener... grimme?" Merlynn lo, rystede på hovedet.

   "Nej, de er helt uretfærdigt smukke. Altså, under vandet... Og putter man så en dosis dæmon oveni, tja..." En krampetrækning fik Merlynn til at vride sig kort. Carrie fór forskrækket op, han smilede beroligende til hende, anstrengt, men beroligende. "Nej, bare slap af!" sagde han halvkvalt. "Det er bare et spirituelt væsen, som er ved at flå min psyke i småstykker, ikke noget, du skal være bange for!" Carrie rykkede nærmere. Ishjertet føltes koldt om hendes hals. Hun rettede lidt på det. Merlynn nikkede mod det. "Ishjertet kan mærke, når dæmoner og andre onde ånder er nært ved. Den kan vel fornemme mig."

   "Merlynn..." Merlynn så på Carrie. Hun kom nærmere, satte sig på knæ ved kanten af den briks, han lå på. "Du er nød til at love mig en ting." Han smilede overbærende.

   "Det kan jeg ikke, for du fortæller mig, hvad det er."

   "Lov mig, at du vil overholde det." Han tøvede. Nikkede.

   "Det lover jeg." Carrie sank en enkelt gang.

   "Du skal love, at du vil omtale dæmonen som dæmonen, og ikke som dig selv, når vi rejser videre. Ellers tror jeg ikke, jeg kan klare det." Merlynn så udtryksløst på hende.

   "Carrie..."

   "Du lovede..."

   "Jeg er lænket til jorden, jeg er en dæmon, jeg..."

   "Lov det!" Merlynn så lidt på hende. Tøvede. Nikkede.

   "Okay," sagde han så. Han nikkede igen. "Okay, jeg lover det. Men det ændrer ikke på, at jeg er et..."

   "Sig det ikke, vær nu sød..."

   "... monster." Han holdt hendes blik fast lidt. Smilede. "Men det er vel okay? Jeg er selv ude om det, ikke? Jeg mener... Jeg gav mit hjerte væk." Han lo skingert. "Så kan du ikke slippe ud af kontrakten!"

   "Hvorfor gjorde du dog også det..?"

   "Jeg var bange, okay? At være prins dér hvor du kommer fra er måske fint, men her er det hårdt! Du kan ikke stole på andre end dig selv, og du kan ikke regne med at leve dagen igennem. Ved at give mit hjerte væk, sikrede jeg mig, at dæmonen ikke ville bryde vores aftale. Men jeg kan heller ikke seeeeelv..." Lynn vred sig i endnu en krampetrækning, klynkede lidt. "Jeg kan ikke selv komme ud af den. Det er den skæbne, jeg har valgt." Han sukkede, så tomt ud i luften. "Jeg kastede mit eget land ud i den her krig. Men jeg kan ikke stoppe den igen..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...