Ishjertet

(Julekalender 2015) Carries forældre har valgt at flytte væk fra New York, fordi de har fået job i den gudsforladte lille flække, Ahrchville i det nordlige Canada. Carrie hader ALT ved sit nye hjem, bort set fra genboens dreng, Cuno. Cuno viser Carrie en hemmelig lysning, hvor nogle ting bare ikke er helt naturlige. Men Cuno er meget syg, og da han en dag forsvinder, sætter Carrie sig for at finde ham. I lysningen opdager hun en hemmelig tunnel, som fører til et sted, hun ikke havde drømt om i sin vildeste fantasi! Her huserer snedige elvere, vilde ulve, magiske feer og et hav af andre væsner, Carrie slet ikke turde drømme om. Kan Cuno være her? Eller vil det, hun finder, være langt mere værdifuldt?

9Likes
30Kommentarer
3024Visninger
AA

1. 1. december - drengen overfor

De fleste forældre træffer dårlige valg. De fleste retter op på dem igen, i hvert fald så godt de kan. Men Carries forældre var ikke som de fleste. Det kom til udtryk da nyheden nåede den unge pige.

   "Vi flytter til Canada!"

   Carrie havde siddet som frosset. Gloede på dem.

   "Canada?" De nikkede smilende. "Hvor? Hvornår?!"

   Archville. En lillebitte gudsforladt flække midt inde i et naturreservat. Og hvorfor skulle man så forlade sin luksuslejlighed i New York lige op til julen? Jo, så ens forældre kan studere is!

   Carries forældre var begge to forskere. De havde fået tilbudt et job, hvori de skulle undersøge is. Carrie var rasende. Hun havde låst sig inde på sit værelse i to dage, hvor hun nægtede at gå i skole, og kun kom ud når forældrene ikke var hjemme, for at snuppe noget at spise og drikke.

   Desværre er forældre meget standhaftige. Og den 1. december kørte den sorte bil ind i indkørslen. Carrie sad på bagsædet og surmulede, så ud på huset. De var et toplans, kunne se værre ud. Det lignede dem i USA, bare grimmere. Sne lå overalt, selv fuglene så ud til at fryse.

   "Det ser da meget godt ud!" Det kunne far ikke mene? Syntes han virkelig, huset så godt ud?! Carrie himlede med øjnene.

   "Hvad synes du, Carrie?" Mor vendte sig om og så på Carrie, der bare skulede ondt tilbage. Mor sukkede, rettede lidt på sine briller. "Ja ja, det er altså her, vi bor nu." Det var måske her de boede nu. Carrie havde egentlig bedt om at bo hos sin veninde Susan, men nej nej, en sekstenårig pige kunne da ikke bo alene i New York! Fattede de ikke pointen? Hun ville ikke bo alene. Hun ville bo med Susan og hendes familie. De var i det mindste mere normale en Carries.

   Mor og far begyndte at tage tingene ud af bagagerummet. Carrie blev i bilen, så dem ase og mase med at få tingene ind. Hun blev der, lige indtil kulden begyndte at komme krybende. Så åbnede hun døren.

   En gysen løb gennem den unge pige. Is og sne væltede mod hende gennem vindens iskolde partikler. Hun fór op, smækkede bildøren, og løb hen mod huset. Hun gled på noget is, faldt ned i en snedynge.

   Og der lå hun så og frøs. Forbandede indædt de dæmoner, som havde forvist hende til dette åndssvage sted! AKA - mor og far!

   "Er du okay?" Carrie så op. Rettede på huen. En dreng kom hen mod hende. Hans pandehår var farvet lyst, resten var sort. Han havde en hvid strikhue og en jakke på, rakte hende en hånd. Carrie så lidt på ham. Smilede og rejste sig op, gled endnu engang. Drengen greb fat om hende og holdt hende oppe. De så på hinanden lidt. Brød i latter. Carrie kom op at stå. Drengen rakte hende en hånd. "Mit navn er Cuno. Dig?"

   "Carrie," smilede Carrie. Cuno lo.

   "Cuno og Carrie... Det lyder godt." Carrie smilede. Cuno så hen på huset. "I er den nye familie," konstaterede Cuno. Carrie nikkede.

   "Ja, mine forældre valgte at flytte hertil fra New York..." Hun sukkede. "Og så lige inden jul..."

   "Hey," sagde Cuno trøstende, "det kunne være værre." Carrie sendte ham et olmt blik.

   "Hvordan?" Han trak på skuldrene.

   "I kunne være flyttet til Alaska?" Carrie brød ud i latter. Cuno smilede. "Du må hellere gå ind," sagde han så. "Det er alt for koldt at være herude, når man har så lidt tøj på som du." Carrie så ned ad sig selv. Hendes tynde jeans var gennemblødte, men de havde været fine nok i flyet. Trenchcoaten gav ikke meget varme. Hun gned sine arme nikkede.

   "Det er et godt råd." Cuno lo lidt.

   Far kom ud på verandaen.

   "Carrie?" kaldte han. "Hvem er din ven?" Carrie sukkede, ignorerede ham.

   "Ses vi senere?" spurgte hun. Cuno nikkede.

   "Ja - under alle omstændigheder, så bor jeg lige på den anden side af vejen." Carrie så om bag ham. Et hus, lige så tildækket af sne som hendes eget, stod med slukkede julelys. Det lignede Carries til forveksling. Der lå en sneskovl i sneen i haven. "Og desuden..." Cuno bakkede lidt væk, smilede til hende, "så skal jeg have dig med ud og købe noget ordentligt vintertøj. Velkommen til Archville!"

 

Carrie lå i sin seng på sit nye værelse. De hvide vægge og det varme trægulv var så udtryksløst, at det næsten gjorde ondt. Det var den samme seng som hjemme i New York. Hun havde malet skufferne, så de så lidt mere livlige ud. Vognen med hendes møbler var forsinket og ville først komme den 3. eller 4. december. Skøn start...

   Der var dog én god til ved Carries værelse. Hun rejste sig op og gik hen til vinduet, som var polstret med blødt stof. Derfra kunne hun se Cunos hus. Han sad på sin seng inde på værelset, Carrie kunne se ham. Hun sank en klump. Når den tykke jakke var taget af, så han egentlig ret godt ud. Muskuløs, men ikke overdrevet. Han var... trimmet. Carrie sukkede. Sne var begyndt at drysse fra de grå skyer. Hvis hun ikke passede på, ville hun blive sneblind.

   Telefonen ringede. Carrie fór hen og tog den, smed sig på sengen.

   "Hallo?!" Latter.

   "Hej Carrie, det er Susan."

   "Sus!" Carrie lagde sig om på maven. "Gud, hvor har jeg savnet dig!" Susan sukkede.

   "I lige måsen. Her er så kedeligt uden dig. Jeg fatter stadig ikke, at du ikke fik lov til at bo hos mig..." Carrie pustede en hårlok væk.

   "Jeg ved det... Der er dødssygt her!" Susan fnøs.

   "Fortæl mig om det søde." Carrie lagde sig op på ryggen.

   "Altså, jeg har kun været her i to timer, og mine fødder er ved at fryse af!" Hun havde skiftet fra jeans til joggingbukser, de sorte hår var bundet op i en hestehale. "Flyttevognen er forsinket, og bruseren er gået i stykker. Far har prøvet at fikse den, men nu har de gamle altså ringet til en professionel."

   "Nederen... Så der er slet ikke sket noget godt?" Carrie kiggede stjålent hen mod vinduet, de lette gardiner bølgede svagt.

   "Tjo, udsigten er god," sagde hun og viklede en hårlok om sin finger.

   "Mhm, jeg kender det toneleje - fortæl mig om ham!" Carrie sukkede.

   "Der er ikke så meget at fortælle. Han hedder Cuno, er vist indianer eller sådan noget. Han bor overfor,  hjalp mig, da jeg faldt ned i en snedrive." Susan sukkede.

   "Åh, hvor romantisk! Det er fuldstændig som alle kærlighedsromanerne!"

   "Ja ja, bort set fra at han hverken er vampyr, varulv eller at jeg har mistet hukommelsen."

   "Nårh ja, detaljer, detaljer!" Nogen kaldte i Susans ende. Hun sukkede. "Jeg er nød til at smutte nu Carrie, jeg har lovet at tage Tim med i centeret, så han kan møde julemanden. Vi ses."

   "Nej, vi snakkes ved..."

   "Årh, op med humøret! Hey, prøv at finde ud af, om ham din hotte nabo er ledig! Eller om han i det mindste ikke er homo- eller aseksuel..."

   "J-jeg er da ligeglad med, om han er aseksuel!"

   "Ja ja! Vi ses!" Hun lagde på. Carrie så forskrækket på telefonen. Rystede på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...