Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2015
  • Opdateret: 21 nov. 2015
  • Status: Færdig
En skoleopgave, som lød: Skriv en kort ungdomsnovelle om ondskab, jeg valgte et emne som er meget oppe lige nu. Bådflygtninge, flygtninge, børn med alt for stort ansvar, børn der mister sine forældre.

0Likes
0Kommentarer
91Visninger

1. .

Hun vågnede med et sæt. Et højt brag, efterfuldt af flere ligninger. Det overraskede hende ikke længere, at det var lyden af eksploderende bomber, der vækkede hende og Aishia. For flere år siden, havde hun bestemt sig til, at Aishia skulle have et andet liv. Aishia skulle have en chance, en chance som hun ikke selv havde fået. Aishia skulle have et liv, et liv som hun vidste med sikkerhed, at hun aldrig nogensinde selv ville få. Hun var begyndt at arbejde for flere år siden. Ligeså snart Aishia var faldet i søvn, havde hun sneget sig ud.


Mændene havde stået klar på række, de havde rost hende – fortalt at hende, at hun gjorde det godt, men hun havde hadet det. Det var et lavt og uværdigt job, det vidste hun udmærket godt, men ikke desto mindre, var det den eneste måde hun dengang, alene, bare elleve år gammel, havde kunnet tjene penge til flugten på. Heldigvis havde hun kunne gøre sit job godt nok, til at hun ikke var blevet slået ihjel, af de forfærdelige mennesker hun arbejdede for. Mændene. Dagligt slog de ihjel. Mænd, kvinder og børn, blev dræbt hver eneste dag. De havde ingen grænser. Hun havde hele tiden været klar over, at det kun var så længe de var tilfredse med hende, at hun kunne ånde, så længe de var tilfredse med hende, kunne hun være der for Aishia.


Hun havde ”besøgt” dem for sidste gang, hun havde tjent det fornødne. Endelig havde hun nok til at hun kunne købe en billet til både hende selv og Aishia. Det havde kostet blod, sved og tårer, men hun havde klaret det, og hun stod nu på kajen, foran båden. Den så – for hendes øjne – ikke helt så luksuriøs ud, som alle andre havde beskrevet den, faktisk var hun ikke sikker på, at den lille båd kunne få alle de mennesker, som var på vej ombord, fragtet hen til det lykkeligere liv. Et øjeblik tvivlede hun på, om hun havde truffet det rigtige valg, men hun havde truffet dét, og nu, var der i hvert fald ikke andre muligheder. Mændene ville snart blive utålmodige, de ville gå ned for at hente hende, i hendes rum – de ville opdage at hun var væk, og de ville hurtigt kunne resonerer sig frem til, hvor hun var taget hen. Det var livsnødvendigt for både hende og Aishia at de kom med båden, i denne omgang. De havde ikke tid til at vente til næste afgang, for det var blot et spørgsmål om timer, før mændene ville stå på kajen, skrigende, galende, og hvis hun stod der endnu, med Aishia på sin ryg, var det slut, både hende selv og Aishia.


Hun fulgte med flokken, og da hun kom ned på båden, satte hun sig ned med Aishia i skødet. Hun vuggede hende i hendes arme, prøvede febrilsk at få hende til at sove, men hun var snart tre år gammel, og hun var utryg ved situationen. Hvis Aishia begyndte at græde, ville hun selv knække sammen. Hun havde ikke grædt, siden den gang, hun havde lagt hovedet på sin fars bryst for sidste gang, hun havde lovet ham, at hun ville sørge for at komme væk. Hun havde lovet at passe på Aishia, og mor. Èt af de to løfter havde hun allerede brudt, - de havde hentet hendes mor.


Tårerne pressede sig på, og hendes mave knugede sig sammen. Hun skælvede, hun ville klare det. Hun håbede inderligt at de snart var i sikkerhed, hende og Aishia. Båden satte afsted med et ryg, men der var ingen jubel. Beskeden om at kun hver fjerde båd nåede i land, med alle de flygtende ombord, havde bredt sig kort forinden.


Hun knugede Aishia til sig, hun skreg, men de havde bundet noget stramt om hende mund, så der hørtes ingen lyd. Hun prøvede at sparke dem væk, men de var for mange. De havde hurtigt flået barnet ud af hendes armes greb, og så havde de gjort det. Gjort det, for øjnene af hende. De havde skåret Aishia op, taget de forskellige organer ud af hendes krop. Hun havde set, set på Aishias sårbare hjerte, helt åbent, pumpende og ildrødt. Hun havde set dem, stikke kniven igennem det, set det lille kæmpende hjerte, give op. Hun vidste at det var slut. Hun havde fejlet endnu engang. De havde fjernet det stramme om hendes mund, efter at to af dem, var løbet med frostkassen med deres bytte. Hun sank sammen foran det åbne lig.


Hun tog det, der var tilbage af hendes lillesøster, op foran sig, i sine hænder. Hun grinede, spyttede på det, kastede liget ned på jorden, trampede på det.


Spruttende af grin, løb hun, men hendes liv stoppede brat, da hendes unge krop blev flået fra hinanden i tusinde af stumper og stykker. Et øjebliks uforsigtighed. Hun var løbet direkte hen over en landmine, blot få hundrede meter fra stedet, hvor hun tidligere havde afgivet løftet til sin far. Hun skulle nok passe på. Hun skulle nok klare det.


De, der havde kunnet kigge ind i hendes øjne, før landminens eksplosion, ville have set at pigen der var der før, ikke længere var til stede. De ville have set vanvidet, sindssygen, stråle ud at hendes mørke øjne. Verden var blevet for ond, og allerede på dette tidspunkt havde hun forladt vores Jord.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...