På den anden side af skabet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2015
  • Opdateret: 21 nov. 2015
  • Status: Færdig
»Jeg røg vel bare ud på den anden side af skabet« Det er klassikeren jeg bruger. Hvis de griner, så er den hjemme. ✞ Mit bud til 'Hold Me Closer' konkurrencen, første valg.

2Likes
5Kommentarer
339Visninger
AA

3. På den anden side af skabet, del 2/2

 

  Når jeg kigger tilbage på det i dag, så snyder der et lille grin igennem mine læber. Det var så svært og jeg var så indelukket omkring mine følelser dengang. Få gange tænker jeg over, om jeg i en meget tidligere alder havde vidst, hvilket kun der tiltrækker mig mest, hvis jeg bare havde snakket ud om mine problemer om piger, mine følelser og alt jeg gemte på indeni.

 

  Jeg brugte også gymnasiet på at være lige så forvirret som i folkeskolen. Forandringen denne gang var bare, at jeg prøvede at gøre noget ud af det. Jeg begyndte at skrive ned. Om alting og ingenting, om det ene og det andet. Hvordan pigerne overhovedet ikke fik mig tiltrukket, hvordan jeg fik mit første kys, at jeg aldrig havde prøvet at få ståmand sådan lige pludselig og at alle piger faldt mig forkert ind. De var kedelige, ustabile, sårbare og manglede ét eller andet for at gøre mig det tætteste skridt på rigtig glad.

  Og så var det, at Sebastian kom hjem fra fitness en dag og hørte mig synge, mens jeg lavede lektier. Det var der det hele forandrede sig mellem os.

  Hans søde Colgate-smil og trænede muskler var begyndt at interesserer mig meget mere ind at få 12 i Engelsk. Og jeg lod mærke til andre ting: Hans uvurderlige søde personlighed og hans sjove humor. Jeg skuede slet ikke i pigernes retning mere, men i stedet for så jeg drengenes hvide smil, trænede overarme og deres fantastiske grin, der tændte en gnist inden i mig. En mærkelig, ubeskrivelig gnist.

 

  Sebastian og jeg begyndte at bruge al vores tid på hinanden. Jeg sang og han spillede guitar, vi holdt Netflix maratoner og var oppe hele natten for at snakke om alt og intet. Det var så sært, hvordan det drastisk havde vendt sig i mellem os to.

  En ny side kom frem i Sebastian, og han begyndte at være dominerende og prøvende. Uden jeg kunne nå at blinke, sov vi lige pludselig i samme lille seng. Hans arm rundt om mig. Lige pludselig, begyndte vi at nusse hinanden og en dejlig, ny følelse bredte sig hver gang i kroppen på mig. Hvis det var sådan her det føltes at have sommerfugle i maven, så var det i hvert fald sådan jeg første gang fik det, da Sebastian tog mig ud og se havet om natten. Vi sad flere timer i sandet – han lod mig få hans jakke på og den ene arm var rundt om mig.

  Det var her i livet, at jeg opdagede, at Mettes teori nok var sandt. Det var skræmmende. Så jeg tog igen afstand til Sebastian, som jeg endnu ikke vidste, hvilket køn han i virkeligheden var til og om alt det her bare var for sjovt. For pokker, jeg vidste hellere ikke hundrede procent, hvilket køn jeg selv var til.

 

 32 dage efter fik jeg gennemtænkt alt igennem fire gange. Måske fem eller seks, hvis jeg husker helt rigtigt, men i hvert fald brugte jeg lang tid. Det var en barsk sandhed, der enten ville ødelægge mit forhold til folk eller få dem til at elske mig mere.

  Men det hele vendte i al fald lige pludseligt, da Sebastian kom hjem fra en lang ferie.

  »Jeg er til drenge, Lasse« Fortalte Sebastian mig. Men det fornemmede jeg godt.

  »Men mine forældre slår mig ihjel, så jeg har fundet en pige. Hun er ikke ligeså sød som du har været, men jeg elsker min familie« Efter den aften lå vi ikke i samme seng mere, efter den aften brugte vi ikke adskillige timer i hinandens selskab og efter den aften kunne jeg ikke se ham i øjnene mere. For jeg var bange for sandheden - Jeg tror, at jeg også er til drenge.

 

  Jeg efterlod Sebastian samme uge på værelset og flyttede hjem igen, hvor jeg i en kort periode slet ikke mødte op til timerne i gymnasiet. Sengen blev min ven og dynen var mit skjold. Jeg var så bange. Bange, fordi det her vil ændre mit liv og jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle stille op. Sebastian var den første dreng, jeg nogensinde havde hørt springe ud, og hans forældre måtte ikke vide det, så hvordan skulle jeg sige det? Hvordan skulle jeg fortælle dem, at de nok ikke vil få børnebørn eller en pige rendende rundt med mig. Så det skabte 14 dages panik i mig.

 

  »Jeg tror, at jeg er til drenge« Græd jeg i min fars arme, og han trøstede og trøstede og trøstede mig. Det føltes så forkert, det føltes som om Gud ikke gad at have mig, når jeg sådan gik i mod naturens vej. Hvad skulle jeg stille op? Hvordan skulle jeg fortælle de andre det? Hvad vil de nu synes om mig?

  »Det ved jeg, sønnike. Græd ikke mere nu« Og jeg forstod ingenting, men hvornår havde jeg nogensinde forstået noget helt konkret?

  Far begyndte at visse billeder af lille mig, der klædte sig ud som en pige og havde røde højhælede sko på. Han fortalte om de gange, hvor han selv prøvede at sige noget til mig, og han forsikrede mig også, at han vil være der både i medgang og modgang.

  »Lad dem alle vide du kom ud på den anden side af skabet, og hvis de griner – så er den hjemme, min dreng. Du har intet at frygte. Du er lige så normal som alle de andre«

 

  Med det samme jeg fortalte resten af familien det, accepterede de det. De vil være der for mig, hvis der nogensinde vil være noget; ligesom far. De vil elske mig ligeså meget, som de gjorde før.

  »Mit skønne barnebarn, lov mig, at du bruger dit liv på at gøre, hvad du elsker« Min farmor døde kort tid efter hun havde fortalt mig de betydningsfulde ord. Det fik mig tilbage på rækken. Jeg fik en ny livsglæde, og jeg havde tænkt mig at gøre lige, hvad der passede mig – lige så længe det vil gøre mig lykkeligt – fremover.

  Så jeg fik gjort det sidste halve år færdigt på Nyborg og brugte så de næste uger på, at sende ansøgninger rundt til landets teatre. Jeg startede fra bunden af i skuespillerkarrieren. Og min skuespiller partner Peter, som kendte Christian, der kendte Emanuel fik mig efter to år ind på Det Kongelige Teater. Men det var ikke nok for mig at danse som én af svanerne i baggrunden. Jeg vil blive hørt. Nu havde jeg endelig i en alder af snart toogtyve år nået hertil, hvorfor så stoppe, hvis jeg ikke var fuld ud tilfreds?

 

  Jeg flyttede fra den kære familie i Aalborg til det indre København sammen med Emanuel. Emanuel, der fik mit hjerte til at galoperer afsted når han holdt mig i hånden. Emanuel, der fik min krop til at reagere vildt på hvert et aftryk, han satte på min hud. Emanuel, der fik mig op i skyerne og kinderne røde når vi kyssede, og som far sagde, så vidste man straks når man blev forelsket.

  Emanuel begyndte at blive en stor del af min hverdag. Han inspirerede mig til at gøre, hvad jeg ønskede allermest: At komme ud med min historie, om hvordan jeg sprang ud.

  Så jeg skrev, og skrev, og skrev, og skrev. Ind i mellem nyd jeg også tiden med Emanuel og andre dage nyd jeg tiden på scenen, hvor jeg skærmede mig selv i min egen skygge.

  Min fireogtyvende fødselsdag blev fejret med min første bog der blev publiceret den samme dag: På den anden side af skabet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...