Wild | TVD Fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
Mary Collins er en hel normal teenage pige, med helt normale venner, Løgn. Lad os starte forfra, Mary Collins er en Teenager omringet med unaturlige venner og et crush. Vil de fortælle hende at de ikke er som hun går og tror, eller tager hun sagen i egen hånd og afslører dem alle, og når hun finder ud af det, vil hun så tilgive dem alle for mange løgne? Find kun ud af det i denne Novelle Wild | TVD Fanfic

1Likes
9Kommentarer
527Visninger
AA

2. Kapitel 2. Mason Collins.

Jeg gik indenfor, og hang min jakke op på en knage, da jeg havde gjord det gik jeg iknd i stuen og så drengene sidde og kigge ind på den varme ild fra den kæmpe ovn, jeg gik over til dem og satte mig imellem dem ''Hvad drenge? Noget galt'' Spurgte jeg nysgerrigt om, de kiggede bare tomt ud i luften, jeg sukkede og skulle til at rejse mig igen men Stefan holdte mig nede, jeg kiggede spørgende på ham ''Hvad sker der for dig og Kol? Er i sammen'' Spurgte han, jeg rystede på hoved ''Nej, vi er bare venner'' Sagde jeg, og rejste mig igen, og gik mod alkoholen og skænkede noget op i et glas, tog det op til min mund og slugte det, forfærdelig. Jeg satte koppen på bordet og skulle til at gå ovenpå men et stort brag kom fra knust glas, jeg kiggede mod vinduet, Damon og Stefan havde selvfølgelig også selv opdaget det, et hurtigt væsen løb rundt om os ''Mary skynd dig ovenpå!'' Råbte Damon, jeg nikkede og prøvede at gå ovenpå men væsnet fik mig vældet, jeg skulle til at rejse mig op men Stefans stemme råbte ''Mary, ingen panik, vær hel stille den kan føle svaghed!'' Råbte han, jeg stod helt stille, jeg løftede mit hoved og så en ulv, hvordan kunne den være så hurtigt og alt det, jeg panikkede og skynde mig hurtigt væk, men noget fik mig ned på gulvet med at kæmpe åbent sår, jeg skreg ''Jeg sagde du skulle blive liggende Mary!'' Råbte Stefan ''Jeg panikkede, hvad regner du mig for? Hvad var det?'' Råbte jeg vredt, ulven løb væk igen og udenfor, Damon lukkede hurtigt døren og løb mod mig, han kom mod mig og kiggede på mit sår ''Stefan, vi må hen til Klaus'' Sagde Damon uroligt og bar mig op og skyndte sig ud og ind i bilen med mig.

Vi nåede et hus, et kæmpe hus. Damon stoppede bilen, og Stefan bar mig udenfor og indenfor i varmen ''Jeg fryser'' Sagde jeg, jeg fryser ikke, jeg hunde fryser. Han lagde sin hånd på min pande ''Du er helt varm'' Sagde Stefan, jeg lukkede øjne ''Mary, åben øjne!'' Råbte Stefan ''KLAUS!'' Råbte Damon, en mand kom frem oppe fra den lange trappe af, med et slesk smil men da han så mig blev hans smil fra slesk til trist, han skyndte sig ned af trapperne og over til os ''Hvad er der sket!'' Spurgte han uroligt om, jeg lukkede øjne ''En 'ulv' smadrede vinduet og bid Mary i benet, kan du hjælpe'' Spurgte Damon om, Klaus gjorde tegn til Stefan at give mig til ham, så han gjorde det, en god duft kom mig i møde ''Mary hold dine øjne åbne!'' Sagde Klaus, jeg prøvede så godt at holde mine øjne åbne men lykkedes ikke ''Jeg kan ikke, hvad sker der med mig'' Spurgte jeg svagt om, intet svar, jeg kunne høre der kom flere mennesker mod os, en af dem var Kol ''Mary, hvad er der sker med dig, Love'' Spurgte han trist om, han vendte sig mod Brødrene og gav dem et blik, ''Vi fortæller det senere, bare hjælp hende'' Sagde Damon og kiggede ned på mig, jeg kunne mærke Klaus åbne en dør, og nogle sekunder var der en blød genstand under mig, muligvis en seng. Jeg kunne mærke dråber fra sved løbe ned af min pande, jeg åbnede svagt øjne, Klaus så trist ned på mig ''Kan i gå udenfor og vente, tak'' Sagde han, alle gik ''Stefan, bliv'' Sagde jeg, han nikkede ''Selvfølgelig'' Sagde han, jeg kunne mærke han satte sig ned ved siden af mig ''Hør Mary, jeg ved det smager klamt, men luk dine øjne og drik, det er medicin'' Sagde Klaus, jeg nikkede og lukkede øjne. Nogle få sekunder fik jeg et glas mod mine læber ''Drik, Love'' Jeg gjorde som han sagde og drak, smagen var elendig og slet ikke velsmagende, jeg kastede næsten op af det. Kræfterne kom tilbage til mig, jeg mærkede mit sår ikke var svigende mere, jeg åbnede øjne, og mit syn møde Klaus og Stefans øjne kiggende ned på mig, jeg smilte til dem ''Mine skytsengle'' Sagde jeg, deres latter var det bedste man kunne høre efter de sære ting som var sket. Jeg satte mig op og kiggede rundt ''Hvor er jeg?'' Spurgte jeg, soveværelset var større end det ved brødrende, jeg kan lide det her ''Du er i mit hus, Love, kan du lide det?'' Spurgte han, jeg nikkede ''Smukt er det''.

Efter småsnakken, rejste jeg mig op, jeg var en lille smule svimmel. Jeg gik mod døren og åbnede den, personerne sad på gangen med hovederne nede ''Er i okay?'' Spurgte jeg om, de løftede hurtigt hovederne og smilte, de rejste sig op og gik hen og krammede mig ''Er du okay, Mary'' Spurgte Elijah om, jeg nikkede ''Jeg har haft det bedre'' Svarede jeg og smilte til dem, jeg kiggede ned på mit ben, hvor er såret? Jeg kiggede underligt på mit ben, de andre lagde mærke til det.
Drengene og jeg gjorde os klar til at gå igen, men en hånd tog mig på skulderen så jeg kiggede op og så Kol ''Bliver du ikke denne nat, Sweetpie?'' Spurgte han om, jeg kiggede på drengene, de nikkede bare, jeg kiggede på Kol igen ''Tjo, hvorfor ikke'' Svarede jeg, og tog mit overtøj af igen, han smilte ''Please, husk beskyttelse, vi skal ikke risikere noget'' Sagde Damon, jeg vendte mig mod ham og rakte min lange finger mod ham ''Neej, se min finger har noget med jeg Salvatore brødre, sært ik'' Spurgte jeg sarkastisk om, de rystede på hovederne og vendte sig om og gik deres vej.

Kol og jeg besluttede os for at lave et eller andet, så jeg kom op med den ide at vi kunne tegne, for hvem vil ikke det? ''Nej Mary! Det er Niks' ting at gøre'' Sagde han og lignede noget der var løgn, men stoppede da han åbenbart fik en ide ''Kom med mig, jeg har en ide'' Sagde han og rejste sig for sofaen, jeg fulgte ham op af trapperne og hen mod en dør ''Velkommen til mit værelse'' Sagde han og åbnede døren, wow, her var virkelig smukt! Jeg troede at alle drenge værelser var roede? Jeg gik derind med Kol i hælene ''Waow, mere stilet end jeg troede'' Sagde jeg og kiggede på ham, han nikkede ''Jeg ved det, luk øjne'' Sagde han, og jeg gjorde som han sagde, jeg mærkede hans hænder på min ryg som skubbede mig blidt frem, indtil jeg støttede på noget blødt, sikkert sengen? Heey vent lige lidt, Jeg ved hvor han vil hen med det. Men jeg undlod at åbne øjne, han skubbede mig ned i sengen, han landede ovenpå mig og begynde at kysse mig overalt, jeg nød det, virkelig meget. Jeg mærkede han ledte efter et svag punkt, og han fandt det, han smilte og bevægede sine læber opad, mod mine læber. Sidste stykke og hans læber ramte mine, han var blid. Han skulle til at fortsætte men en kom bragende ind på værelset ''Kol, få dine naller væk fra min søster!'' Råbte min kære brors stemme, jeg åbnede lynhurtigt mine øjne, jep der stod han, selveste Mason Collins. Jeg tog mig akavet til nakken ''Mason! Hvad laver du her?'' Råbte jeg lidt ad ham, han gav mig bare et dumt blik, hans blik lande hurtigt på Kol igen ''Så du ligger og knalder min søster eller hvad?'' Spurgte Mason vredt Kol om, Kol så ud som om han var ret ligeglad om hvem han var ''Seriøst Mason, min ven, Mary og jeg hygger os bare, ik love?'' Spurgte Kol mig om, jeg nikkede bekræftet ''Og styr dit sprog Mason! Du er ikke hjemme i en jordhule'' Sagde jeg flabet til ham, han blev ved med at give mig dumme blik til mig ''Du er ikke min mor, du er min søster og jeg skal beskytte dig, især mod Michealson Familien'' Sagde han med et 'adr.' i stemmen, jeg kiggede på Kol som var ret irriteret på min bror, han rejste sig op fra mig og gik mod min bror ''Hør Mason, jeg ville fortrække hvis du ikke kom ind i mit hus, og brokke dig'' Sagde Kol spydigt til min bror ''Og hvordan fandt du mig enlig?'' Spurgte jeg nysgerrigt om, han kiggede ikke engang på mig, hvad er der galt med ham, han kan ikke bare brase ind og anklage noget som ikke engang er sket? Han minder om vores far, adr.
''Mary jeg vil fortykke at du tager til Salvatore huset, jeg er ikke glad for at du er ved din kæreste'' Sagde Mason og tog fat i min hånd og trak mig med ''Nej lad mig være Mason! Du skal ikke bestemme over mig eller mit liv'' Svarede jeg ham igen, og prøvede at hive min hånd til mig, han gav ikke slip. Jeg kiggede tilbage hvor jeg så Klaus komme imod os, han tog fat i både min og Masons' hånd for at få han fri, Mason kiggede tilbage ''Kol, lad nu vær.. Klaus'' Sagde Mason og hurtigt tog sin hånd til sig, hvordan? ''Gå fra dette hus, uden din søster'' Svarede Klaus og Mason gjorde som han sagde og gik. Jeg kiggede mod Mason som gik sin vej, og helt uden mig.
''Hvordan gjorde du det?'' Spurgte jeg om, han kiggede ned på mig ''Jeg har nogle tricks i ærmerne, hvordan har benet det, Love?'' Spurgte han sukkersødt om, jeg tog noget hår bag øret ''Helt fint, tak fordi du hjalp'' Sagde jeg, han nikkede ''Det var så lidt, pas på næste gang, hvad hvis jeg ikke er her næste gang, Love?'' Spurgte han om, jeg trak på skuldrene ''Så er det vel slutningen på mit liv'' Svarede jeg, det er ret deprimerende. Han rystede på hoved ''Ikke på min vagt, Sweetpie'' Sagde han og kyssede min kind og forlod mig, alene. Jeg rørte min kind hvor han kyssede min kind, mine kinder blev røde, jeg vendte mig om og så Kol stå og smilte ''Skal vi starte igen, hvor vi blev afbrudt, søde?'' Spurgte han og rakte hånden ud til mig, jeg rødmede og nikkede.
I kan godt regne ud hvad der så skete. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...