Bittersweet Love

I denne oneshot, fordelt på tre forskellige datoer, følger vi den attenårige Ethan Blanxart's indre kamp i 1800-tallet, med hans følelser og de konsekvenser, ved at blive opdaget.

2Likes
12Kommentarer
160Visninger
AA

1. Bittersweet Love

4. august - En halv time for sent, ankommer familien Blanxart til begivenheden kl. 18:30, som Ethan's fader deltager i, ang. det vigtige arbejde, han hjertens gerne vil have, Ethan overtager for ham. De tre familiemedlemmer får et champagneglas leveret af en tjener, som pludselig dukker op ved dem ud af det blå og som er klædt i sort fra top til tå. Inden han åbner munden for at protestere, forsvinder begge hans forældre uden et ord. Med et tungt suk, møver han sig hurtigt, men bestemt, gennem mængden af de mange forskellige kvinder og mænd, der både står med glimtende smykker, store, adelige kjoler, tændte cigarer og polerede sko. Lugten fra den sure røg og mennesker, der oser af alkohol, generer ham overhovedet ikke i det øjeblik, men han føler et stort ubehag, ved at være i et så proppet rum.

Han sætter sig forsigtigt ved det familiære, aflange bord i enden af rummet, der er blevet ham bekendt gang på gang og lader derefter sit nysgerrige blik vandre rundt i det fyldte rum. Hans opmærksomhed bliver med ét vakt ved synet af en fremmed dreng, han aldrig før har set, som sidder ved mahognitræbordet overfor ham. Drengens blik hviler koncentreret på noget, han holder skjult under bordpladen og han læner sig sagte frem på stolen. Til hans egen store frustration og forbavselse, knirker stolen og med hjertet helt oppe i halsen, stivner hans krop, mens drengen langsomt hæver blikket. De fyldige øjenvipper, kaster lange kaskader ned langs hans høje, raffinerede kindben og store, honningbrune øjne, der lyser af en uudslukkelig livsglæde. Fregner dugger hen over hans næseryg som tusinde snefnug og han føler sig fanget af hans betagende blik, der siger mere end ord nogensinde vil være i stand til.

Hans tunge fugter uskyldigt sine sprækkede læber og Ethan følger skamfuldt nøje bevægelsen, mens blodet farver hans kinder en rosenrød. ”Ethan” kvækker han endelig hæst og hans hjerte skipper et slag ved synet af det forsigtige, oprigtige smil, han modtager. Drengen rejser sig så let som ingenting og med en elegant bevægelse, sætter han sig lidt for tæt på ham ved den frie plads, for hans hjerte dunker hårdt i brystkassen og hans håndflader svedige. Det giver et gib i ham, da han mærker noget koldt strejfe hans fingrespidser og mens han overvældet stirrer på den grove skitse af ham i sin hånd, hvirvler håbefulde tanker rundt i hans hoved. Hans blik skæver mod den tomme stol ved siden af ham og han fanger et flygtigt glimt af drengen, der er på vej ud af døren med det, der må være hans forældre, bag ham. Han bider sig svagt i underlæben og mens han studerer tegningen endnu engang, opdager han navnet øverst. "Noah" mumler han lavt for sig selv.

16. september - Ethan skæver lykkeligt mod ruden, da han hører den usikren banken. Et blidt smil erstatter det neutrale udtryk og han åbner ivrigt døren for Noah, som står på balkonen med røde kinder og det generte smil, hvilket får hans hjerte til at banke voldsomt i sit bryst. Noah nikker taknemmeligt til ham og bevæger sig nonchalant ind i værelset, mens han gnider sine hænder mod hinanden. Han placerer sig på sengen og i et øjeblik iagttager Ethan ham med forkærlighed i øjnene, som kun er kortvarig. Siden de lærte hinanden at kende, er de blevet tættere og bruger hvert levende sekund sammen, når de har tid.

Han sætter sig varsomt ved siden af ham, usikker på reaktionen det modtager, men enten er Noah lykkeligt uvidende om det eller også er han ligeglad med den lille afstand, der er mellem dem. Han slapper en smule af ved tanken om det og nærstuderer grundigt hans ansigt, hvilket han har gjort så mange gange før. Hans blik flakker gentagende gange mod hans læber og Noah stirrer undrende på ham med et hævet øjenbryn, da han gør det den tredje gang i træk. ”Hvad er der galt?” spørger han forvirret og Ethan's øjne vokser sig store. Taget. Han blev taget i det. Han fumler nervøst med fingrene og hviler blikket mod gulvet, som var det verdens mest interessante ting i det øjeblik. Tusinde tanker går gennem hans hoved, både negative og positive og hans følelser er et værre rod, han ikke har haft kontrol over i et længere tid.

Kys hamForkert, det er forkert. Tænk på dine forældre. De dømmende blikke. Folk, der råber af dig. Gud. Hans hals føles ru som sandpapir, når han endelig åbner munden let. En hånd hviler sig beroligende på hans lår og det snurrer svagt i hans krop ved berøringen, han desperat længes efter. Ude af stand til at stoppe sig selv, læner han sig let ind mod ham og kysser ham ømt på læberne, han har drømt om. Mens deres læber mødes, frygter han det værste: at Noah trækker sig brat væk fra ham, stirrer på ham med hadefulde øjne og skriger ord, selv Fanden ville frygte. Intet sker. Et spinkelt håb spirer sig først i ham og gror, da Noah energisk gengælder kysset. Ingen af dem hører døren åbne sig, men momentet bliver ruineret af faderen, som råber sårbare skældsord og kalder dem for alverdens ting. I det sekund faderen giver Ethan en syngende lussing, breder sig en kold, uhyggelig stilhed i rummet.

25. september - Atmosfæren virker anspændt, idet Ethan bevæger sig lydløst ned af trapperne til sin dom. Hans mave kværner ukomfortabelt og en klump i hans hals, der har forvokset sig til den dobbelte størrelse siden sidst, blokerer hans luftveje. Hånden hviler lidt længere end forventet på gelænderet, men så slipper han modvilligt taget og bevæger sig ud i køkkenet, med de varme, beroligende farver. Han undgår øjenkontakt med sin mor, som stirrer tomt på ham, ansigtsudtrykket forvredet i en blanding af vrede og sørgmodighed. Fejltagelse. Han er en fejltagelse, går det igennem hovedet som et endeløst ekko og en isnende gysen går igennem hans krop, lammer ham på stedet.

Han føler sig splittet mellem det, som der føles rigtigt, men har lært gennem hele sit liv, er forkert og i det sekund, går det for første gang op for ham, at han ikke kan være to personer. Vil ikke være to personer på samme tid, som gemmer sig bag en dyster facade, folk vil pege fingre af. Han er bange for at blive dømt, bange for at blive jaget ud af landsbyen, bange for at blive bundet og brændt levende, ligesom der er sket med de personer, folk har konstateret for hekse. Det hele skræmmer ham, gør hans krop ør og han vil mere end gerne stikke af, komme væk derfra. Sammen med Noah.

Hans far rømmer sig højlydt og Ethan betragter ham forfærdet med store øjne. Hans øjne er koldere end sædvanlig og læberne en smal, tynd linje, der er tæt på at gå over i en modbydelig snerren, som brænder sig fast på hans nethinde. "Hvad tænker du på, prøver du på at bringe skam til vores familie? Hvad tror du ikke folk vil tænke om dig, dit skarn" faderen retter præcist på det krøllede ærme og sender ham et skarpt blik, der blot forværrer situationen og den indre kamp, han har med sig selv. Splittet. Kompliceret. I nogle få, fredfyldte sekunder, lukker han øjnene, tankerne for overdøvende. Faderen fnyser. "Vi arrangerer et ægteskab med en pige. Marissol Evangeline. Prøv nu ikke på at bringe skam over familien eller Gud selv. Det er forkert at gøre ting, med en, af samme køn" lyder de sidste, gruopvækkende ord, der bliver hans nye virkelighed bestemt på forhånd, hvorefter skridtene aftager sig bag ham. En smerte knuger sig hårdt om Ethan's hjerte og han bøjer sit hoved i nederlag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...