Roommates (TMR)

Thomas er ved at tage en slurk af den brandvarme te, da han hører det. Lyden af knust glas, der splintres i gangen, når hans ører få sekunder senere og får ham til at fryse til is. Hans øjne bliver store af chok og hans vejrtræking bliver hæs. Han er ikke alene, er den første tanke, som går igennem hans hoved. Og på en sygt, underlig måde, han ikke forstår, gør det ham nysgerrig. Meget nysgerrig, men sindssygt bange på én og samme tid. Til dels fordi den er to om fucking natten og også fordi han allerede i starten af året, sagde han ikke ville have en roommate.

3Likes
2Kommentarer
303Visninger

1. Roommates

Thomas er ved at tage en slurk af den brandvarme te, da han hører det. Lyden af knust glas, der splintres i gangen, når hans ører få sekunder senere og får ham til at fryse til is. Hans øjne bliver store af chok og hans vejrtræking bliver hæs. Han er ikke alene, er den første tanke, som går igennem hans hoved. Og på en sygt, underlig måde, han ikke forstår, gør det ham nysgerrig. Meget nysgerrig, men sindssygt bange på én og samme tid. Til dels fordi den er to om fucking natten og også fordi han allerede i starten af året, sagde han ikke ville have en roommate. Desuden er han ret så sikker på, at han låste døren for flere timer siden. Så inden han lydløst nærmer sig gangen, sværger han af hele sit hjerte, at han hører en høj, posh britisk stemme bande og bagefter bryde ud i et klokkeklart, hypnotiserende grin.

Med store øjne og et galopperende hjerte, stivner han i dørkarmen. Og skriger indvendigt, for han havde ikke set det komme, at den selv samme fremmede person, bare som sådan ville vade nonchalant ind i stuen. Han lukker øjnene og tæller langsomt til ti i sit hoved, samtidig med åndedrættet, der bliver rolig. Efter han er faldet ned, åbner han øjnene og stirrer på ham. Det første hans opmærksomhed hviler på, er den gyldenbrune marmorhud, velpoleret og fejlfri. Hans mørkebrune øjne flakker nysgerrigt mod det rodede, blonde hår, der er afbleget, efter mange timer ude i den bagende sol. Personen rømmer sig en enkelt gang og Thomas synker en tyk, besværlig klump. Et kækt, uskyldigt smil danner sig på personens bløde, fristende læber og blodet skyder til hans kinder. Han undgår øjenkontakt og flytter modvilligt blikket mod rodet på gulvet. Det tager en smule tid for drengen at opfatte, hvad han hentyder til og da drengen selv får flyttet blikket mod det, gisper han højlydt.

”Åh gud, det må du fandme undskylde,” udbryder drengen morende og gemmer sit grin bag sin håndflade, stemmen lav og blød på samme tid. I Thomas' ører lyder det som en sød melodi og han kan helt klart vænne sig til ham. Han vifter afvigende med hånden og ryster på hovedet. ”Det skal du ikke tænke på”, svarer han blidt med et skuldertræk og drengen sukker lettet.

”Men hey, jeg fik ikke dit navn?” Thomas sætter sig på hug og samler hurtigt nogen af de store, stykker glasskår fra vodkaflasken op. ”Newt,” en hånd rækkes frem mod ham og Thomas skæver mod den udrakte hånd. Han undrer sig over, hvad for en slags magi, de er i stand til at gøre og rødmer så dybt. Fuck, hvor vil han forfærdelig gerne slå sig selv i ansigtet. Hårdt. I alle situationer, der er som denne, skal han ikke tænke på det og især ikke, når han kan skræmme den stakkels dreng væk. Han lægger de samlede skår til side på en reol og tager fat i hånden med et solidt greb. ”Thomas.”

~

En måned efter

Som aftenen skrider hen, bliver det køligere og Thomas trækker jakken tæt om sig, mens Newt placerer sig på kølerhjelmen med en uåbnet øl i hånden. Et højlydt råb lyder bag dem og og han smiler svagt for sig selv ved synet af nogen af deres venner. Minho, en høj, robust, sorthåret asiater, hopper op på bagagerummet af bilen og sætter sig med en lethed ved siden af Newt på kølerhjelmen. Teresa gyser og kører en hurtig hånd gennem hendes mørkebrune lokker, inden hun sætter sig ind i bilen. Hendes snehvide hud gløder under skæret fra lampen og Thomas starter motoren for at skåne hende.

"Det er sgu da halvkøligt herude" brummer Minho og Newt betragter ham med store, medlidende dådyrøjne. Han kaster sin læderjakke til ham. Alby lægger armene over kors og læner sig op af bilens ene side, mens han ser eftertænksomt rundt på dem. "Kender I til spillet Never Have I Ever?" flere af dem mumler et begejstret ja i kor og briteren rejser sig. "Jeg har aldrig nogensinde kysset min roomie" bekræfter han og tager en stor slurk af øllen. 

Thomas rynker forvirret på panden og iagttager Newt med stor forundring, idet han vakler hen mod ham på usikre ben og planter et vådt, intenst kys på hans læber. Chok breder sig i ham, men han vikler armene om Newt og trækker ham ind til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...