Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19138Visninger
AA

32. XXXI

VIGTIG A/N I BUNDEN! 

**

Jeg smider min mobil på sengen ved siden af mig og trækker mine ben op til mit bryst. Jeg gemmer mit ansigt i mine knæ, og jeg begynder instinktivt at vippe fra side til side. Efter hvad der har følt som en evighed, slipper jeg endelig tårerne fri og hulker lydløst for mig selv. Det er ingen hjemme, hvilket er en af grundende til, at jeg føler, at jeg endelig kan græde. Drengene gør hvad end deres arbejde kræver af dem, så det er bare mig. 

Jeg ved ikke hvor lang tid, at jeg sidder der og græder for mig selv, men på et tidspunkt faldt jeg i søvn. Så når det banker på min værelses dør, springer jeg nærmest op ad sengen i forskrækkelse. "Av..!" Ømmer jeg mig højlydt, da min røv kommer i nærkontakt med trægulvet.

"Louisa? Er du okay? Lås døren op!" Råber en bekymret Louis fra den anden side af døren. Jeg ruller med øjnene og rejser mig langsomt op. Jeg går stille ud på badeværelset tilkoblet med mit værelse og låser også den dør efter mig. Jeg gør mine ting og vasker mine hænder. Jeg kigger på mig selv i spejlet og ser fladt mat taljelangt brunt hår og døde blå øjne. En tårer triller ned ad min kind, jeg lukker mine øjne hårdt sammen og knytter mine næver. Jeg kigger på mig selv i spejlet igen. 

"Hvorfor gør du det her imod til selv, Louisa? Hvorfor lader du dig selv komme ud på et vildspor bare fordi, at du og Louis er okay igen?" Spørger jeg mit spejlbillede som om det kan svare mig. "Hvorfor er du så ynkelig, at du står og snakker med et spejl?" Jeg sukker og læner mig op ad håndvasken med mine hænder på kanten. Jeg kigger mig selv i øjnene i, hvad der føles til at være en evighed. 

"Louisa!" Jeg vender hovedet mod min låste badeværelsesdør. Godt, han er stadig på den anden side af min værelsesdør. "Det er ikke sjovt. Lad mig komme ind!" Jeg ryster på hovedet og smiler et stramt smil til mig selv og kigger tilbage i spejlet. Jeg sukker og vender ryggen til mit spejlbillede. Jeg skæver hen til et af skabene og bander mig selv langt væk over, at jeg overhovedet kan tænke tanken. Jeg bider mig i læben og fortsætter med at kigge hen på skabet. Jeg trækker vejret dybt og låser døren op. Det er endelig holdt op med at banke, men hvis jeg kender Louis godt nok, så sidder han ude ved siden af døren og bare venter på, at jeg åbner døren. Jeg beslutter mig for at låse op for min værelses dør. Jeg åbner den og læner op ad dørkarmen, imens jeg kigger ved til Louis, der kigger tilbage på mig. Han banker på gulvet ved siden af mig, så jeg sidder mig ned ved siden af ham. 

"Gjorde du det?" Spørger han bekymret, og jeg kan mærke hans dømmende blå øjne på siden af mit hovedet. Jeg kigger ikke på ham, da jeg ryster på hovedet. Han fortsætter med at kigge på mig, men jeg våger ikke at kigge tilbage på de øjne, som jeg kender så godt. 

"Jeg har arrangeret et møde til dig imorgen," siger han endelig. Det får mig til at kigge på mig i forvirring. 

"Et møde om hvad?" Spørger jeg med rynket pande. 

"Den berømte Simon Cowell," svarer han. Mine øjne bliver store, og jeg springer op fra min position på gulvet. 

"Det gjorde du bare ikke!" Råber jeg ad ham og tager mig til hovedet. Han kigger forvirret på mig men rejser sig ikke fra gulvet. 

"Jeg troede, at du gerne ville igang med det," siger han, men det kommer ud mere som et spørgsmål. 

"Jo, men ikke på den her måde!" Udbryder med hysterisk og irriteret. Louis kigger stadig forvirret på mig. 

"Hvad mener du?" 

"Jeg vil gøre det selv! Uden at misbruge min brors kontakter og berømmelse!" Råber jeg ad ham. Hans øjne bliver store, og han rejser sig endelig på fra gulvet.

"Når, nej, nej! Jeg har ikke gjort noget! Ikke ret meget i hvertfald," siger han og mumler med sidste del for sig selv. Men jeg hørte ham.

"Hvad mener du?" 

"Vidste du, at du synger i badet?" Spørger han helt ude fra emne. Mine øjne bliver store i forfærdelse og ydmygelse. 

"Det gjorde du bare ikke!" Gentager jeg. Han smiler for sig selv. 

"Først var det for at kunne bruge noget imod dig men så gjorde en af drengene mig opmærksom på, at jeg jo kunne sende den til Simon, fordi de synes, at du er vildt godt," siger han og trækker på skulderne, som om det er ingenting. 

"Hvorfor vidste du dem den?" Råber jeg ad ham hysterisk. 

"Det gjorde jeg heller ikke friviligt. Men de er mine bedstevenner, og de elsker at drille. Jeg sat og hørte den for mig selv, da de alle tre kommer løbende ind på mit værelse. Harry tager min telefon ud af hænderne på mig og ser, hvad jeg laver. Jeg er overbevidst om, at han troede, at jeg skrev med Eleanor eller noget," siger han og griner let. "Harry blev sådan helt 'Øh, hvem er det?' Så jeg forklarede det til dem," tilføjer jeg. Igen bliver mine øjne store i forfærdelse. 

"Alting?" Hvisker jeg rædselsslagen. Han ryster febrilsk på hovedet med store ærlige øjne. Jeg ånder lettet op. 

"Vi ses i morgen klokken syv præcis!" 

"Om morgen?" Spørger jeg forfærdet. Han griner og nikker. 

"Sov godt, søs!" Som om jeg kan sove med sådan en nyhed. 

**A/N**

Gå ind på min profil og tjek prologen ud for toeren til denne bog. Den hedder 'Livet Før Rampelyset'. Titlen siger ligesom det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...