Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19129Visninger
AA

31. XXX

Efter at jeg kom ud af poolen, gik jeg stille ind i huset igen og efterlod med vilje en lang bane af vand efter mig. Så kan de lære at lade være med at grine af mig, imens du tørre gulvtæpper og trægulve efter mig. Jeg går direkte ind i bad. Selvom poolen var varm, så befinder vi os alligevel i midten af December. Når det er venter i England, så er det var vinter. Vi har ikke fået sne endnu, men jeg venter tålmodigt på det. 

Jeg træder ud fra badeværelset, efter jeg har været i bad, med jogging bukser og en stram tanktop på. Jeg går ind på, hvad jeg har fået at vide er mit værelse, og jeg kigger hen på min seng. Jeg kigger i lang tid på min telefon og kommer så i tanke om, hvad jeg skulle ordne. Jeg skynder mig hen til den og ser et tre timer gammelt ubesvaret opkald fra min chef. Jeg kigger på klokken og ser, at den alligevel allerede er 14:23. Jeg skulle have været på arbejde klokken elleve. Jeg sukker tungt og ringer tilbage. 

"Louisa! Hvor helvede er du?" Råber min chef, idet hun besvarer opkaldet.

"Jo, ser du. Jeg kommer ikke idag," siger jeg. Prøv med aldrig. Jeg ruller mentalt med øjnene.

"Og hvorfor gør du så ikke det?" Spørger hun udfordrende. Det her kommer til at lyde som 'Charlie og Chokolade'. 

"Jeg sidder i London lige nu," svarer jeg og trækker på skulderne på min ende af røret. Der er stille. 

"Hvis du ikke kommer om ti minutter, er du fyret," siger hun endelig. Jeg fniser. 

"Hørte du ikke lige, hvad jeg sagde? Jeg er i London, jeg er tre timers kørsel væk," gentager jeg med en latter. 

"Kommer du på arbejde i morgen?" Spørger hun, og ignorer hvad jeg sagde fuldstændigt. 

"Nej," svarer jeg langsomt og tydeligt, så jeg er sikker på, at hun hører det. Hun er stille igen.

"Jo, selvfølgelig gør du det," konstatere hun. Jeg slår mig på panden og ryster på hovedet. 

"Hallo, hør dog efter! Jeg kommer ikke, jeg er flyttet! Jeg siger op med øjeblikkelig varsel!" Hun er igen stille. 

"Okay," svarer hun endelig. Jeg sukker af lettelse og smider mig tilbage på min seng. 

"Godt vi forstår hinanden!" 

"Ja, du kan tro, at vi forstår hinanden. Vi ses på arbejde i morgen tidlig klokken ni!" Siger hun og lægger på. Hun må have slugt søm, hun er da helt væk. Godt jeg ikke er der til at se hendes vredesudbrud, når jeg ikke dukker op i morgen. 

-

"Du skulle have set hende! Det var den rene komedie!" Griner Dylan fra den anden ende af røret. Jeg griner med ham og bider mig i læben. 

"Var det virkelig så slemt?" Spørger jeg. Han ringede til mig tidligere for at spørge om, hvorfor jeg ikke var kommet på arbejde de sidste dage. Det resulterede så i, at jeg fik hele smøren at vide med min chef, og det vredesudbrud, som jeg er glad for, at jeg ikke oplevede. 

"Ja, seriøst! Hun ydmygede sig virkelig overfor de kunder, det var der, da hun opdagede, at du ikke havde tænkt dig at dukke på!" Jeg stønner i anger og falder tilbage på min seng. Der er stille i den anden ende. 

"Hvordan går det mellem Louis og dig?" Spørger han efter noget tid. Jeg trækker på skulderne. 

"Det går okay. Jeg har kun været her i firetyve timer, og jeg har allerede lavet rod i det hele," siger jeg og bider i mine negle. 

"Fortæl mig om det," siger han bare. 

"Hvor skal jeg starte? Niall er sur på mig; Harry har prøvet at snakke til mig, men jeg ignorere ham med vilje hver gang; Louis er, som han altid har været, hvilket vil sige, at han opføre sig som en på tolv; Liam er faktisk den eneste, der virkelig forstår mig; og som du ved, forlod Zayn bandet sidste år," siger jeg. "Og som om det ikke var nok, så er jeg den enste tøs i det her hus. Det er meget muligt, at det er det mest fantastiske hus, jeg nogensinde har set, men de fire fyre roder helt vildt! Jeg føler mig som en mor til dem!" 

"Du er også den ældste.." Kommentere Dylan. 

"Dylan!" Protestere jeg og sidder mig op. 

"Undskyld, men hvad skal jeg ellers sige, Louisa? At alting nok skal blive okay?" 

"Det vil ikke gøre noget," svarer jeg og surmuler. 

"Alting skal nok blive godt igen, Louisa!" Kurrer han. Jeg ruller med øjnene og sukker. 

"Det tror jeg aldrig rigtigt, at det bliver," siger jeg og lukker øjnene. Jeg trækker vejret dybt. "Jeg bliver nødt til at gå nu," siger jeg tilsidst og ligger på, før han overbevise mig om andet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...