Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19136Visninger
AA

29. XXVIII

Endelig efter hvad der har følt som en evighed, er vi ankommet til London. Louis drejer til højre og kører ned ad en lang gade fyldt med store huse. Vi er vidst i den dyre ende af London. Hvorfor er jeg ikke overrasket? Vi når til at stort tre etagers palæ lignende hus. Han kører op ad indkørslen, igennem porten og ned af en rampe til hvad der ser ud til at være en parkeringskælder. 

"Wow," siger jeg endelig og trækker ordet ud i forbløffelse. 

"Kan du lide, hvad du ser?" Spørger han og låser bildøren efter sig. 

"Om jeg kan lide det? Det er fantastisk Louis! Bor du seriøst her?" Spørger jeg. Hvor er han dog alligevel kommet langt på to år. 

"Ja, sammen med de andre drenge." De andre drenge. Jeg stopper med at gå og kigger på ham. 

"Alle?" Sprørger jeg for at være helt sikker. Han nikker med rynket bryn. Jeg synker klumpen i min hals og nikker slev. 

"Hvad er der?" Spørger han og vender sig helt om til mig. 

"Jeg havde bare ikke lige taget dem med i mine forholdsregler," svarer jeg bare med skælvende stemme og fortsætter med at gå. 

"Hvad mener du? Louisa!" Jeg ignorer ham og fortsætter med at gå den vej, der er markeret på det polerede gulv. Det føre hen til en trappe og en elevator. Jeg går hen til elevatoren og trykker på stueetagen. Louis får lige at komme ind, før den lukker helt. Der er stille, den eneste lyd værende vores vejrtrækninger. 

"Er du nervøs?" Spørger han. Jeg nikker bare og strammer grebene på to af mine kufferter. Louis har den sidste og sin egen ene kuffert. "Det er der ingen grund til at være," tilføjer han. Jeg kigger på ham, som om han lige er faldet ned fra månen.

"Er der ingen grund til at være nervøs?" Spørger jeg. Han ryster på hovedet med rynket pande. "Selvfølgelig er der en grund til at være nervøs! Jeg har ikke gjort andet end at være uhøflige overfor dem, uden at jeg har vidst, hvad grunden var til, at de ikke kontaktede mig mere!" råber jeg af ham. "Og lille uskyldige Niall.. Jeg har såret ham så dybt," hvisker jeg for mig selv og kigger ned i jorden. Lige siden jeg mødte ham første gang, har jeg haft et ømt punkt for drengen. Han er som en lillebror for mig, det er de alle sammen. De er de små brødre, som jeg altid har villet have.

"Undskyld," svarer Louis endelig i en lille stemme. Jeg kigger hen på ham, men jeg når ikke at svare han, før elevator dørene åbner glidningsfrit. Jeg synes, at den elevator tur var utrolig lang i forhold til, at vi kun skulle én etage op. Jeg ryster på hovedet og går ud af elevatoren. Jeg kigger mig omkring i ærefrygt. Hold da helt op, hvor er det dog stort! Det ser meget større ud end udefra, og der ser det stort nok ud. Med de gyldne glas lysekroner og den mægtige double trappe, ville man ikke umildbart tro, at det her er hjemmet for fem -nu fire- ungkarle i deres bedste aldre. 

"Ret imponerende, ikk'?" Lyder en stemme fra bag mig. Jeg vender om og får øjenkontakt med Harry. 

"Ja, det er rimelig imponerende," svarer jeg med et stramt smil og kigger rundt. Og selvfølgelig har Louis efterladt med mig Harry og tre kufferter. Man kan bare ikke andet end at elske ham. 

"Louisa.." Begynder han, men jeg holder en hånd op for at stoppe ham. 

"Bare lad vær, Harry," svarer jeg. Han sukker dybt. Jeg synker klumpen i min hals og blinker. Siden hvornår er jeg blevet sådan en tudemarie? "Der er ikke noget at snakke om," tilføjer jeg i en hård tone og gør med mine kufferter. Jeg går med besvær op af trappen i håbet om at kunne finde Louis. 

"Louisa?" Jeg stønner mentalt og vender mig mod stemmen. Hans blå øjne bore sig ind i mine egen blå perler. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...