Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19139Visninger
AA

28. XXVII

-Louis-

"Hvordan fik du overhovedet mor overtalt?" Spørger Louisa og afbryder stilheden. Jeg smiler for mig selv og tænker tilbage til, da vi kom hjem tideligere. Jeg snakkede med mor, imens Louisa snakkede med Lottie. 

"Mor, kan jeg lige snakke med dig?" Spørger jeg, efter Louisa og Charlotte har forladt køkkenet. Mor stopper med at rydde op og ligger kluden fra sig. Hun kigger hen på mig med et glad moderligt smil. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt mig selv. 

"Selvfølgelig kan du det, Louis. Hvad går dig på?" Spørger hun og sidder sig til rette i en af stolene. Jeg sidder mig foran hende og folder hænderne foran mig på bordet. 

"Hvordan ved du, at der er noget, der går mig på?" Spørger jeg. 

"Jeg er din mor, Louis. Jeg kender dig bedre, end du selv gør," svarer hun med en lille latter. Jeg ryster på hovedet med et smil. 

"Jeg har fået snakket ud med Louisa, og jeg-" 

"Det er da vidunderligt, Louis! Åh, hvor er jeg glad på jeres vegne!" Afbryder hun med i fryd. Jeg kigger på hende og ser, at hun har tårer i øjnene. 

"Ja, det er det, men det var ikke det, jeg ville snakke med dig om," svarer jeg og leger med mine fingre. 

"Hvad er det så?" Jeg trækker vejret dybt.

"Jeg fik snakket ud med Louisa og fik hende overtalt til at tage med mig til London for at få sin drøm opfyldt," siger jeg i en vejrtrækning. 

"Den må du lige gentage," siger min mor. Jeg trækker vejret dybt igen. 

"Louisa tager med mig til London for at få sin drøm opfyldt," gentager jeg langsomt og tydeligt. Mor kigger på mig med et blankt udtryk, før en rebelsk tårer efterlader hendes øje.

"Nej, nej, du må ikke græde!" Siger jeg panisk med store øjne. Hun smiler et stort smil imens endnu en tårer løber ned af hendes kind.

"Bare rolig, skat, jeg vidste, at denne dag ville komme. Jeg er glad på hendes vegne, det er også på tide, at hun endelig laver noget, som hun gerne vil." Jeg nikker og et lille smil. 

"Så du er ikke sur?" Hun griner. 

"Nej, selvfølgelig er jeg ikke sur. Ja, det er da trist, at mine ældste børn begge flytter så langt væk, men sådan er livet jo. Hvem ville jeg ikke også være, hvis jeg forbød hende at rejse?" Jeg nikker og smiler et stort smil til min mor.

"Jeg er stolt jer. Begge to. I har bare at komme og besøge jeres søskende og jeg!" Jeg griner og nikker. 

"Selvfølgelig kommer vi på besøg. Intet ville kunne holder mig væk," svarer jeg. Gid det dog var så nemt. 

Jeg svarer ikke men fortsætter bare med at køre. 

"Du har ikke tænkt dig at svare mig, har ud vel?" Spørger Louisa. Jeg ryster på hovedet, imens jeg lavet et venstre sving. 

"Nope," svarer jeg med et stort smil og griner af hendes fornærmede ansigtsudtryk, da jeg kigger hen på hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...