Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19118Visninger
AA

27. XXVI

"Er du klar?" Spørger Louis fra sædet ved siden af mig. Jeg nikker med et smil og kigger ud af vinduet igen. Han starter bilen og kører langsomt ud af indkørslen. Min mor vinker til os med tårer i øjnene og mine søskende omkring hende. Lottie har tårer trillende ned ad hendes makeup frie kinder. Jeg smiler til mig selv og vinker, da jeg får øjenkontakt. For en gang skyld har hun ikke tre millimeter makeup på. Jeg er glad for, at jeg fik snakket med hende igår.

"Lottie, kan jeg lige snakke med dig?" Spørger jeg hende. Vi er lige kommer hjem, så imens Louis snakker med mor, snakker jeg med Charlotte.

"Nej? Kan du ikke se, at jeg har travlt?" Spørger hun retorisk uden at kigge op fra sin mobil. Jeg ruller med øjnene og tager hendes mobil fra hende. Hun styrter op fra stolen.

"Hey!" Udstøder hun og griber ud efter sin hvide Iphone. Jeg vender øjnene mod loftet og holder hendes telefon over mit hoved.

"Du får den tilbage lige så snart, du har lytter til, hvad jeg har at sige," siger jeg og ligger den i mine baglomme. Hun stamper sin foden i gulvet og udstøder en irriteret lyd.

"Whatever," svarer hun og sidder sig tilbage på sin forhenværende plads. Jeg tager plads ved siden af hende på sofaen og kigger på hende.

"Jeg ved, hvad du går og laver," starter jeg og kigger hende dybt ind i øjnene. Noget krydser i dem, men det er væk lige så hurtigt, som det kom.

"Hvad mener du?" Spørger hun usikker. Jeg bevare mit pokeransigt.

"Jeg ved, hvad du laver, når du er sammen med dine venner, og når du tror, at vi ikke kigger," svarer jeg.

"Har du fortalt nogen om det?" Spørger hun bange. Jeg rynker panden. Er det virkelig så slemt?

"Nej, selvfølglig har jeg ikke det. Men med mindre mor skal få det at vide, må du hellere forklarer dig overfor mig," siger jeg. Hvem skulle have troet at min egen lillesøster var så naiv og paranoid? Hun kigger kort på mig og kigger så væk.

"Det var ikke med vilje, at jeg stjal den trøje, jeg sværger! Nogen må have puttet den ned i min taske! Alarmen gik ikke igang, da jeg forlod butikken, så jeg vidste det ikke, før jeg kom hjem. Jeg-"

"Vent- hvilken butik?" Spørger jeg. Hun kigger bare på mig og blinker.

"Forever New. I centeret." Mine øjne bliver store, men jeg får så kontrol for det og får igen pokeransigt.

"Er det derfor, ar du opføre dig på den måde, som du gør?" Spørger jeg. Hun ryster på hovedet og trækker sine ben op til sit bryst.

"Nej," svarer hun. Jeg laver en bevægelse til, at hun skal fortsætter. Hun sukker og kigger ned i gulvet. Så fortæller hun mig sin historie. Jeg lytter godt efter og stiller spørgsmål på de rigtige tidspunkter. For første gang nogensinde føler jeg faktisk, at jeg kommer tættere på min lillesøster.

Jeg kigger hen på min mor og vinker en enkel gang mere, før vi er helt ude af syne. Louis kører ned af vejen og drejer ind på motorvejen mod London.

"Jeg lagde mærke til, at Lottie ikke havde noget makeup på, kender du noget til det?" Spørger ham uden at bryder øjenkontakt med vejen. Jeg trækker på skulderne og smiler.

"Måske," svarer jeg.

"Du har gemt det for hende, har du ikke?" Spørger han med en lille latter. Jeg taber kæben og griner fornærmet.

"Hvad helvede tror du om mig?" Spørger jeg med et stort smil på læben. Han giver mig et blik, og jeg rækker tunge af ham. Han griner og kigger tilbage på vejen. "For din information har jeg faktisk ikke gemt det, nej, jeg snakkede bare med hende. Det var udelukket hendes egen beslutning," svarer jeg. Louis forbliver stille, så jeg kigger hen på mig. Han virker til at være i sin egen verden. Jeg kigger ud af sidevinduet og lader stilheden falder over os.

"Hvad snakkede I om?" Spørger han. Jeg trækker bare på skulderne.

"Pige-ting," svarer jeg uden at kigge på ham. Jeg kan mærke hans øjne på mig et kort øjeblik, før han kigger på vejen igen.

"Pige-ting?" Gentager han. Jeg nikker bare. Der er stille igen. Det bliver en lang tur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...