Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19143Visninger
AA

26. XXV

"Er du blevet gode venner med Harry igen?" Spørger han, imens han læner sig op ad køkkenøen. Jeg fryser i min bevægelse og tænker tilbage til da Harry var her for to dage siden. Jeg gyser ved tanken om hans læber mod mine. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide ham som person, han er bare så ung. "Louisa?" Jeg blinker og kigger hen på ham. Jeg fortsætter med at lave min mad og undgår med vilje øjenkontakt. 

"Øh, det kan man vel godt sige," svarer jeg nervøst. 

"Louisa.." Siger han advarende. 

"Hvad? Der er ikke noget mærkeligt mellem os. Alt er bare helt fint!" Siger jeg med falsk entusiasme. Louis sender med et blik med et løftet øjenbryn. Jeg sukker opgivende.

"Fint, du vinder! Harry kyssede mig," siger jeg men mumler det sidste i håbet om, at han ikke høre det. Tydeligvis var det ikke lavt nok. 

"Hvad?" Råber Louis og fare op fra sin position. "Harry kyssede dig?" Jeg nikker. "Hvorfor?" 

"For sådan to dage siden. Tag det roligt, Lou. Det er jo ikke ligefrem fordi, at det kommer til at ske noget mellem Harry og jeg. Desuden så har jeg skældt ham ud," svarer jeg roligt. 

"Hvorfor er du så rolig? Det plejer at være dig, det er den sure," siger Louis med et lille smil dansende på læben. Jeg ruller med øjnene og slår ham på brystet. Han griner bare og knuger mig nådesløst ind til sig. Jeg prøver at kæmpe imod med opgiver hurtigt og folder mine arme omkring hans talje. 

"Burde du ikke være på vej til London?" Spørger jeg og afbryder stilheden. Louis sukker og strammer hans greb om mig. 

"Jo, det burde jeg," svarer han bare. Jeg trækker væk fra kramme, så jeg kan kigge på ham. 

"Hvorfor er du så her så stadig?" Spørger jeg og mærker et stik i brystet ved tanken om, at han skal rejse. Jeg har lige fået min bror tilbage, jeg vil ikke miste ham allerede. 

"Fordi jeg havde noget, som jeg skulle ordne," svarer han bare og trækker på skulderne. 

"Hvad med de andre drenge?" 

"De tog afsted tidligere idag. Jeg kom her for at undskylde, bede om forladelse, og for at invitere dig med til London med mig," siger han i en vejrtrækning. 

"Kom igen?" Spørger jeg, da jeg ikke kunne forstå, hvad kan sagde. Han tager en dyb indånding og lukker hans øjne. 

"Vil du med mig til London?" Spørger han og åbner øjnene igen. Han kigger på mig med store blå bedene øjne. Mine øjne blå perler bliver store min min mund falder åben. "Please, Isa? Jeg har lige fået min storesøster tilbage, jeg vil ikke allerede miste dig," tilføjer han. Jeg kan mærke tårer presse på, og jeg blinker og synker knuden i min hals. 

"Jeg ved ikke, Lou.." Siger jeg og tænker på min mor. Jeg kan ikke bare forlade hende med alle de andre. Og Lottie, jeg bliver nødt til at hjælpe hende på en eller anden måde, uden at mor finder ud af det. Og Fizzy.. Phoebe, Daisy.. En tårer triller ned ad min kind, og jeg skynder mig at tørre den væk. "Jeg.. Jeg kan ikke bare forlade dem," tilføjer jeg. Jeg behøver ikke, at uddybe, hvem det er. 

"Jeg ved, hvordan du har det, Isa. Tror du ikke, at jeg tænker på dem hver dag? Jeg tænker på dem næsten hvert minut af min hverdag. Jeg savner dem helt vildt. Men jeg tog afsted for at få min drøm til at komme til virkelighed. Vil du ikke også det?" Spørger han desperat. Jeg kigger bare på ham. 

"Det var et slag under bæltespændet, Louis," svarer jeg bare.

"Jeg ved det, Louisa. Men jeg ved også, at da jeg stadig boede hjemme, fablede du om at blive noget inden for musikensverden. Hvorfor tror du, at jeg ville blive sanger?" Spørger han retorisk. 

"Det er ikke det samme, Lou. Det er meget længe siden, og jeg er blevet klogere siden da," svarer jeg med armene over kors og kigger væk. Jeg ved godt, hvor han vil hen med det her, men det får han ikke lov til. 

"Klogere, muligvis, men har du så fundet noget andet, som du vil bruge resten af dit liv på?" Spørger han udfordrende. Jeg kigger op på ham og rynker panden. "Tænkte jeg nok. Kom nu, Louisa, Carpe Diem." Grib dagen. Jeg sukker opgivende. 

"Fint, jeg tager med," svarer jeg. Han jubler. "Men kun på en betingelse!" Tilføjer jeg. 

"Hvad som helst!" 

"Jeg tager kun med dig til London, hvis det er dig der fortæller mor, at den anden tvilling rejser," siger jeg med et triumferende smil. Hans smil falder og et bekymret ansigtsudtryk erstatter det forrige. 

"Åh, nej," mumler han for sig selv og tager sig til hovedet. Jeg griner og ryster på hovedet. Mor havde det svært med, at Louis rejste, så nu hvor jeg rejser, må vi jo se, hvordan hun tager det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...