Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19131Visninger
AA

30. XXIX

"Hey, Niall," siger med et lille smil. Den blonde fyr smiler ikke tilbage til mig men kigger bare på mig med et ulæseligt blik i sine himmelblå øjne. "Det er godt at se dig igen," tilføjer jeg i et forsøg på at få ham til at snakke med mig igen. Han svarer ikke men vender sig blot om og går den modsatte vej. Jeg sukker og kigger skamfuldt ned i jorden. 

"Han skal nok blive god igen. Du skal bare give ham tid," lyder en blød stemme fra min højre side. Jeg sukker igen og kigger i den retning, hvor Niall forsvandt.

"Det tror jeg ikke, jeg har virkelig såret ham. Jeg vil ikke være overrasket, hvis han hader mig. Jeg ville hade mig," siger jeg og synker igen klumpen i min hals. Jeg skal virkelig til at tage mig sammen. Jeg kan ikke bare gå rundt og græde, fordi det bliver svært! 

"Jeg kender Niall. Han kan ikke blive ved med at være sur på dig," siger han. Jeg kigger hen på ham og ser, at han står i døråbningen af, hvad jeg ville skyde på er hans værelse. Jeg trækker på skulderne.

"Hvorfor prøver du at få mig til at få det bedre? Hvorfor snakker du overhovedet til mig? Jeg har ikke gjort andet, siden I kom til Doncaster end at være en forkælet lille kælling!" Liam griner og kommer hen til mig. Jeg kigger op på ham. Han ligger armen om mine skuldre og kigger ned på mig med et smil.

"Du havde dine grunde. Jeg forstår godt, hvorfor du reagerede, som du gjorde. Du beskyttede dig selv fra at blive mere såret, end du allerede var." Jeg kigger helt målløs på ham. Han griner igen af mit ansigtsudtryk og giver min skulder et let klem. "Louis er ned ad den gang tredje gang til højre," tilføjer han og peger den vej, Niall gik. Jeg synker og nikker. Liam vender sig fra mig og går ind på sit værelse igen. Jeg trækker vejret dybt og griber håndtagene til mine kufferter. Jeg går ned ad gangen og tæller dørene. En.. To.. Tre! Jeg åbner døren og ser Louis ligge på sengen med min telefon i hånden. 

"Er det virkelig det, du bruger dine fridage til?" Spørger jeg. Han hopper og falder ned på gulvet i chok. Jeg vælter næsten selv, da jeg bryder ud i en høj smittene latter. Louis kigger hen på mig med store blå øjne, hans brune hår strittende til alle sider. 

"Louisa!" Klynker han, imens han rejser sig fra gulvet. Jeg fortsætter med at grine, hvor jeg så i mellemtiden er endt på gulvet. Jeg stopper langsomt med at grine og fniser til sidst kun lidt. "Er du færdig?" Spørger han i alt seriøsitet. Jeg fniser og nikker. Han rækker en hånd ned til mig, som jeg tager, og han hjælper mig op fra gulvet. 

"Du må indrømme, at det var lidt sjovt," siger jeg med et lille latter og tørre mine tårer væk fra, da jeg grinte. Han folder armene over kors og kigger på mig med et smørret smil.

"Nå, så det synes du?" Jeg nikker og kigger på ham, som om han er dum.

"Åh nej, jeg griner bare, fordi det er mega kedeligt," siger jeg, min stemme dryppende med sarkasme. Han kigger på mig et øjeblik og springer pludseligt imod mig. Jeg skriger op, da han tager fat om min talje og smider mig over sin skulder. 

"Nej! Louis, sæt mig ned!" skriger jeg og hamre på hans ryg. 

"Synes du også, at det her er sjovt?" Råber han over min skrigen og går ned ad trapperne.

"Lad så vær! Louis sæt mig ned!" Råber jeg igen. Jeg kigger op og ser Liam, Harry og Niall alle stå med smørret grin og fnis. Bitches.

"Liam, hjælp mig!" Råber jeg efter ham. Han holder hænder op foran sig. 

"Beklager, den må du selv klare!" Råber han tilbage til mig. Louis fortsætter med at gå ud af, hvad der virker som en havedør. 

"Du kommer til at fortryde det her, Liam! Mærk dig mine ord!" Hans øjne bliver store, og han forsvinder ud af stuen. Denne gang er det min tur til smile triumferende. Han kan bare vente sig, kan han. 

"Louis, hvor helvede tager du mig hen?" Råber jeg og hamre på hans ryg. Han svarer mig stadig ikke og fortsætter bare med at gå længere ind i deres imponerende enorme baghave. Endelig stopper han, og jeg sukker i lettelse. Det var så lige indtil, at jeg flyver igennem luften og lander direkte ned i en varm pool. Jeg spræller til overfladen og tager en dyb indånding. Jeg ryster på hovedet og fjerner det våde hår fra mit ansigt. 

"Det her betyder krig, Louis Tomlinson, høre du mig! Krig!" Skriger jeg og dykker derefter ned i den lækre pool igen, fuldt påklædt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...