Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19080Visninger
AA

25. XXIV

"Jeg er glad for, at du fortalte mig sandheden, Louis," siger jeg og afbryder stilheden. "Det var virkelig det eneste, jeg ventede på." Louis kigger på mig med et lille smil. 

"Hvorfor sagde du ikke bare det," spørger han. Jeg trækker på skulderne. 

"Jeg ville have, at du selv skulle finde ud af det," svarer jeg og smiler tilbage til ham. "Det var også derfor, at jeg bad Harry om at tie stille," tilføjer jeg. "Jeg ville have, at du selv skulle indse din fejl." 

"Jeg har bestemt indset mit fejl. Jeg skulle have kontaktet dig og fortalt dig, hvad der foregik. Jeg skulle ikke have bedt de andre drenge om at tie. Det var ikke sødt af mig at gøre imod dem. De er jo også dine venner. Uanset hvor lidt jeg bryder mig om det." Jeg griner sammen med ham. Vi sidder stadig på sofaen. Jeg læner op ad ham med mit hoved på hans skulder og mine ben trukket op under mig. 

"Jeg er glad for, at vi har fundet ud af det," siger jeg. Jeg mærker ham nikker, og jeg smiler. 

"Hey, hvad er det forresten med Lottie?" Spørger han pludselig. Jeg sukker. "Hun virker lidt fra den." Jeg griner kort og ryster på hovedet. 

"De forkerte venner. De tøser hun render rundt med er virkelig ikke nogle gode nogen. De er værre indflydelser end mig," svarer jeg med en lille latter. 

"Har du fortalt mor?" Jeg ryster på hovedet og ruller med øjnene. 

"Nej, hvorfor skulle jeg gøre det? Hun lytter ikke alligevel," svarer jeg. "Og desuden er det Charlottes egen skyld, hvis hun kommer ud i alt muligt lort," tilføjer jeg og trækker endnu engang på skulderne. 

"Bekymre du dig slet ikke for hende?" Spørger Louis forbløffet. Jeg sidder mig op, så jeg kan kigge på ham. 

"Selvfølgelig gør jeg det! Uanset hvor stor en kælling hun er imod og alle andre, så er hun alligevel min søster," svarer jeg og rejser mig fra sofaen. 

"Hvad skal du?" Spørger han og rejser mig også og sofaen. 

"I køkkenet. Jeg skal have noget at spise," svarer jeg og går ud i køkkenet.

**
Jeg har beslutter mig for at fortsætte med historien.. Please don't hate me.. 

Men jeg håber, at I stadig vil læse mig, og kommentere og så videre!

VÆR IKKE EN STILLE LÆSER! :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...