Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19084Visninger
AA

24. XXIII

Det banker på min dør, og jeg slæber mig selv op fra sofaen. Det er mandag aften, den samme dag jeg serveret for drengene på arbejde. Jeg er træt, uoplagt og totalt færdig. Jeg har sat i min sofa og ser tv, siden jeg kom hjem fra arbejde. Lige da jeg kom hjem gik jeg i bad, tog min pyjamas på og smed mit lange brune hår op i en rodet knold. Jeg har ingen makeup på, og jeg ligner noget der er løgn. 

Jeg åbner døren og bliver mødt af min brors hævede røde øjne. Bare det at se ham i den tilstand, giver mig næsten tårer i øjnene. Det er tydeligt, at han har grædt, af hvad ved jeg ikke, men det for mig ikke til at bekymre mig mindre for ham. 

"Hvad så?" Spørger jeg stille og går til siden for at lade ham komme ind. Han træder ind af døren, og det første han gør er at hive mig ind i et kram. I starten krammer jeg ham ikke tilbage. Jeg er alt for chokeret til at reagere. Jeg havde ikke lige regnet med, at han ville kramme mig, eller at han ville komme hjem til mig på den her tid af aftenen. Jeg troede, at han hadede mig. Han har ikke gjort andet end at ignorere mig, ligesom jeg har ignoreret ham, siden han kom hjem. 

Jeg kan mærke, at han greb løsnes, og det får mig til at vågne op. Mine arme går omkring hans ovrekrop, og jeg krammer ham tæt ind til mig. Hans greb strammer sig om min talje igen, og han ligger sit hoved på min skulder med ansigtet ved min skulder. 

"Undskyld," hvisker han. Jeg mærker vand på min skulder, og jeg trækker væk fra krammet. Jeg kigger op på ham og tørre tårerne væk fra hans kinder. Jeg kan mærke min egne tåre presse på, men jeg kæmper hårdt for, at de ikke slipper fri. 

"Hvorfor gjorde du det?" Spørger jeg ham. Vi ved begge godt, hvad jeg referere til. Han tager fat om mit håndled og går ind i min stue. Jeg når lige at smække min hoveddør i, før jeg er alt for langt væk. 

"Jeg har snakket med de andre drenge, siden jeg så dig i restauranten tideligere, og de sagde, at jeg snart burde fortælle dig sandheden. Jeg har selv tænkt længe over det, men jeg har aldrig kunne finde det rigtige tidspunkt til, at jeg synes, at jeg kunne fortælle dig det." Jeg kigger bare på ham. Han trækker vejret dybt og lukker øjnene. 

"Min manager," siger han endelig og åbner øjnene. Jeg rynker panden.

"Hvad med ham?"

"Han kaldte mig ind på sit kontor for tre år siden for at fortælle mig, at jeg ikke kunne.. se dig mere," siger han. Jeg løfter et øjenbryn af mig.

"Du kunne ikke se mig mere? Hvad fanden skal det lige betyde?" Jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver mere og mere irriteret. 

"Ja. Han fortalt mig, at fordi du er den person, du var dengang, -og stadig er- måtte jeg ikke ses med dig offentligt eller på noget andet tidspunkt. Han fortalte mig at enten fjernede jeg alt kontakt til dig, eller han rev min kontrakt over." Mine øjne bliver store og min mund rammer gulvet. Jeg sprænger op fra sofaen og kigger forbløffet på ham. 

"Hvad?" Råber jeg. Louis hopper lidt af mit udbrud og kigger op på mig. "Hvorfor fortalte du mig det ikke bare?" Spørger jeg mere roligt. Jeg bliver bedre til det der med at slappe mere af. 

"Hvis det skal være helt rigtigt, måtte jeg faktisk ikke fortælle det til de andre drenge. Harry lyttede ved min dør, da jeg snakkede med mor om det. Han må have fortalt det videre til Liam, Niall og Zayn, for at jeg kom ud i køkkenet igen, konfronterede de mig med det," siger han og kigger op på mig. Jeg står stadig op og kigger bare måbende ned på ham. 

"Så enten fjernede du alt kontakt til mig, eller de ødelagde din karriere?" Spørger jeg for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Louis nikker bare og venter på min reaktion. Jeg sidder ned i sofaen igen og krammer ham ind til mig. 

"Jeg er virkelig ked af det, Lou! Jeg er ked af, at jeg har ignoreret dig!" Undskylder jeg og trækker væk fra ham. Jeg fatter ikke, at jeg har ignoreret ham på den måde. Jeg har været så vred på ham over noget, han ikke selv har kunnet kontrollere. 

"Du har ikke gjort noget forkert Isa," siger han og smiler hen til mig. Jeg smiler af mit kælenavn og en tårer løber ned ad min kind. 

"Jeg elsker dig, Lou."

"Jeg elsker også dig, Isa." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...