Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19080Visninger
AA

23. XXII

"Burde I ikke være på vej til London lige nu?" Spørger jeg monotomt. Jeg kigger på min blok og begynder at tegne meningsløse krydseduller. Jeg undgår med vilje øjenkontakt. 

"Vil du ikke have os her?" Spørger Niall trist. Jeg kigger hen på ham og smiler svagt. 

"Jo selvfølgelig Niall. Du er altid velkommen," svarer jeg. Niall smiler stort op til mig. Jeg skæver hen til Louis, der bare stirre på mig med et ansigt, jeg ikke kan læse. Jeg kigger tilbage på min blok. 

"Er I klar til at bestille?" 

**
"Er det dem, jeg tror, det er?" Spørger Dylan, da jeg kommer hen til ham. Jeg kigger tilbage på de fire drenge, og ser at Louis stadig kigger på mig. Jeg kigger på Dylan og nikker. Jeg aflevere deres ordre til kokkene ude bag ved. 

"Ja One Direction?," svarer jeg og står ved siden af ham med armene over kors. Dylan kigger fra Louis og så til mig. Jeg sukker og tæller ned fra tre i mit hovedet. Tre.. To.. En..-

"Hvorfor ligner du ham den ene så meget?" Jeg ruller med øjnene og griner humorløst. 

"Det er ham, jeg har fortalt dig om," svarer jeg bare og får øjenkontakt med Louis. 

"Din "sørgelige undskyldning for en bror"? Jeg havde ikke troet, at I lignede hinanden så meget," siger han og laver gåseøjne. Jeg bryder øjenkontakten og kigger på Dylan.  

"Tvillinger. Jeg er ældst," starter jeg og sukker. "Det er det eneste, jeg har at køre med, når det kommet til ham." Dylan svarer ikke. En klokke ringer bag mig, og jeg tager alle fire bestillinger hen til dem på én gang.

"Her er jeres mad. Velbekomme," siger jeg, efter jeg har serveret deres mad. Jeg vender mig om for at gå, da Louis endelig snakke til mig. 

"Hvordan kan du bære alle tallerkenerne på én gang?" Jeg kigger hen på ham med et lille smil. 

"Jeg har endelig en ting, jeg er god ting," svarer jeg bare og går. 

"Du savner ham, ikke?" Spørger Dylan, da jeg kommer tilbage til køkkenet. Laver han aldrig noget? 

Jeg trækker på skulderne. "Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal synes om ham lige nu," svare jeg og kigger hen på dem, imens jeg snakker. Louis tager en af sine pomfritter op fra tallerkenen men om bestemmer sig og smider den tilbage på tallerkenen. Han læner sig tilbage i stolen og kigger ud af vinduet med et ansigt, jeg kender alt for godt. Jeg sukker og ryster på hovedet. Jeg tager en klud og begynder at tørre de tomme borde af, selvom jeg godt ved, at de er rene. Jeg skal bare have tiden til at gå med et eller andet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...