Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19079Visninger
AA

21. XX

Jeg smider mig på min nye sofa og sukker tungt. Jeg er endelig blevet færdig med at pakke ud. Så nu ligner der faktisk, at der bor nogen her. 

Det har taget to dage, og jeg har ikke fået hjælp af nogen af drengene, men det har jeg det underligt godt med. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har været ret meget for mig selv, nogensinde. Det har altid været nogen omkring mig. Mit værelse har altid været invaderet af diverse venner af mine søskende. Spørg mig ikke hvorfor de er interesseret i at snakke med mig. De flest af dem er totalt golddiggers, dem kan jeg virkelig ikke bruge til noget. 

**

"Louisa? Er du hjemme?" Råber en person. Jeg åbner mine øjne og sætter mig op fra sofaen. Harry kommer gående ind i stuen med en eller anden tøs bag sig.

"Harry? Hvad laver du her?" Spørger jeg forvirret og gnider søvnen ud af øjnene.

"Jeg skrev til dig, men du svarede ikke, så jeg besluttede mig for bare at komme alligevel." Jeg rynker panden og tager min telefon fra sofabordet. Harry har sms'et mig tre gange spørgende, om hvad er hjemme. Hm.

"Det må du undskylde Harry, jeg var vidst faldet i søvn," svarer jeg og kigger for første gang på den pige, han har med.

Det er simpelthen bare løgn!..

"Her er godt noget blevet pænt," komplimentere han og ligger en arm om Camillas talje.

"Tak," svarer jeg stramt og kigger fortsat ondt på tøsen. Hun kigger endelig tilbage på mig, og hendes ansigt viser tydelig tegn på chok.

"Hvordan kan du have nerverne til at dukke op her?" Spørger jeg og rejser mig fra sofaen. Hun svare ikke men ruller bare med øjnene.

"Hvad mener du Isa?" Jeg trækker vejret dybt og kigger på ham.

"Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at du ikke må kalde mig 'Isa', før du fatter det?" Spørger jeg så roligt, jeg kan. Hans ansigt falder, og han kigger væk.

"Du, tøs, skrid." Hun kigger bare på mig. "Skrid!" Råber jeg og peger på døren. Hun kysser hurtigt Harry på kinden og skynder dig hurtigt ud. Døren smækker efter hende, og der bliver stille mellem Harry og jeg.

Jeg troede, jeg var blevet bedre til at styre det. Hvorfor er det så svært, når andre end Louis kalder mig 'Isa'?

"Hvad skulle det lige til for?" Spørge Harry surt. Jeg trækker bare på skulderne og sætter mig på sofaen igen. Jeg fifler med mine fingre og forsvinder i mine egne tanker.

"Camilla er ikke den rigtige pige for dig," siger jeg fraværende. Han sætter sig ned ved siden af mig.

"Hvorfor ikke?" Spørger han roligt.

"Fordi jeg kender hende. Kan du huske den dag, en af de første dage I var her, da politiet fulgte mig hjem?" Jeg kigger på ham. Han nikker, og jeg kigger ud i luften igen. "Det var hendes skyld," tilføjer jeg og kigger ned på mine hænder.

"Hvad?" Spørger han chokeret. Jeg nikker.

"Mit temperament var virkelig slemt lige i den periode på grund af, at I fyre lige pludselig kom tilbage." Der var stille et øjeblik.

"Hvad gjorde hun?"

"Jeg blev spurgt ind til, hvorfor jeg var så sur, og så sagde jeg, at det var fordi, at 'den sørgelige undskyldning for en bror er kommet hjem'," svarer jeg og undgår med vilje at kigge på ham. Jeg kan mærke tårerne komme frem, og jeg synker klumpen i min hals, før jeg fortsætter. "Camilla var sådan helt 'omg er one direction her?' Jeg snærede af hende, og hende psykolog damen var sådan helt 'hvordan får det dig til at føle?' Selvfølgelig blev jeg vred, og Camilla valgt så det tidspunkt af alle tidspunkter at spørge efter en autograf. Jeg kunne ikke styre det mere. Det sagde bare klik i mit hoved. Jeg kan ikke engang huske, hvad der skete efter det. Det første, jeg husker efter det, er at hun ligger bevidstløst og blødende på gulvet." En tårer triller med af min kind, og jeg skynder mig at tørre den væk. Der er stille igen. Jeg kigger op på Harry og ser, at han allerede kigger ned på mig. Jeg kigger ind i hans grønne øjne. Jeg har altid godt kunne lide hans øjne. Dem og så Niall's øjne. De er en virkelig intense blå.

Jeg mærker et par bløde læber på mine, og jeg blinker chokeret. Harry kysser mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...