Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19081Visninger
AA

17. XVI

Harry og jeg går ned ad trapperne og ind i stuen. Der sidder Liam, Niall, Louis, Lottie og Britney Samuels. Alle kigger op, da vi kommer ind i rummet, og jeg ligger mærke til, at Niall hurtigt kigger ned i mit skød igen. Mine læber bliver en stram steg, og jeg ryster på hovedet. Jeg forstår ikke, hvordan han kan tro, at efter alt der er sket, at vi stadig er venner. 

Jeg går hen til det slukket fjernsyn og tænder på siden af det. Jeg tager fjernbetjeningen og sætter mig ned på gulvet med benene over kors. Harry kommer og tager pladsen ved siden af mig. Jeg zapper mellem kanalerne, indtil jeg finder et afsnit af Bones, jeg ikke har set før. Harry ligger armen over mine skuldre, og jeg rykker tættere på ham. Jeg ligger hovedet på hans skulder og følger med i Tv-showet. Jeg lader som om, at jeg ikke kan mærke den intense begloring, fra hvor jeg ved, at Louis sidder. 

"Louisa skift kanal," kommentere Britney fra hendes plads ved siden af Lottie. Jeg fortsætter med at følge med i undersøgelsen af en ung mands knogler og snakker uden at kigger på hende. 

"Nej," svarer jeg monotomt. Harry klemmer min skulder som at siger, at jeg skal opføre mig pænt. Jeg ruller med øjnene. 

"Gør det nu Louisa. Det er så klamt at se på!" Brokker Britney i en plagende tone. Ad. Jeg kigger stadig ikke på hende. Det er underligt, at det ikke har irriteret mig endnu. 

"Nej," gentager jeg og skruer op for lyden, så jeg kan hører Dr. Brennan bedre. Hvad der føles som en pude rammer mit hoved og vælter en vase på kaffebordet bag mig. Jeg hører den splintre og smider til mig selv. Jeg vælger så at ignorere det og fortsætter med at se Tv. Siden jeg ikke har mærket noget, må den have væltet væk fra mig.  

"Britney! Helt ærligt det her er ikke dit hus!" Råber Louis, tydeligvis sur. Det er forståeligt, når man tænker på hvilken vase, hun lige har smadret. Det er sikkert vand på trægulvet og glasskår ud over det hele. Harrys arm forsvinder, og jeg kan se -ud af min øjenkrog,- at han rejser sig fra gulvet. 

"Ja det ved jeg da godt! Jeg kunne aldrig finder på, at bo i sådan et hul!" Siger hun og laver en lyd, der understreger hendes pointe. 

"Lad vær med at fornærme mit hjem," kommentere jeg roligt og tager min telefon ud af min baglomme. 

"Hvad vil du gøre Louisa? -Slå mig ligesom du gør ved alle andre?" Spørger hun flabet. Hun er virkelig belastende. Jeg fatter seriøst ikke, hvordan Charlotte kan holde ud at være veninder med hende. 

"Nah. I modsætning til dig har jeg klasse," svarer jeg og låser mig mobil. 

"Og hvad skal det så lige betyde?" Spørger hun tydeligvis fornærmet. Jeg sukker højt og tungt og rejser mig fra gulvet. Jeg vender mig om og ser, at vi har tiltrukket opmærksomheden fra Liam, Harry og Charlotte. Louis og Niall rydder op efter Britney's stunt, men jeg ved, at de lytter efter lige så meget som alle andre. 

"Det skal betyde, at jeg ikke at tænkt mig at slå dig endnu. Jeg vil ikke have, at du fornærmet det hus, jeg er vokset op i," svarer jeg.

"Øh jaer det er jo ligesom derfor jeg fornærmer det," svarer hun, som om det er mig, der er den dumme her. Jeg griner humorløst og ryster på hovedet. 

"Det her "hul"," starter jeg og laver gåseøjne ved 'hul. "Er mere værd end dig." Britney gisper fornærmet, og Lottie giver mig et dræber blik. 

"Louisa hold din flab lukket!" Råber Lottie. Jeg ruller med øjnene. 

"Du, kære lillesøster, skal holde din gigantiske mund lukket, før du belære mig om min opførsel," svarer jeg hende. Charlotte folder armene over brystet og siger ingenting. Jeg smiler stort og blinker til hende med det ene øje. 

"Jeg vil gerne blive hængende, men jeg er bange for at din dumhed smitter," siger jeg og kigger på Britney. Hun kigger blot på mig med, hvad hun tror, er onde øjne. Hun ligner mest en der har ondt et eller andet sted. Jeg kaster mit lange brune hår over min skulder og går. 

Jeg er måske barnlig, men jeg er glad for, at jeg slap væk fra det mareridt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...