Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19125Visninger
AA

16. XV

Jeg smider mig i min seng og stirre op i loftet. 

Hvad sker der med mig? Hvorfor er jeg sur hele tiden? Hvorfor er min lunte så kort? Kan det være fordi, at Louis er kommet hjem? Nej, det tror jeg ikke. Eller måske er det derfor? Det hele startede dengang One Direction blev dannet. Det band har ikke skabt andet end problemer i mit liv, og jeg har bebrejdet dem for det lige siden, selv da de var mine bedste venner. 

Det banker på døren, og jeg rejser mig fra sengen. Jeg åbner døren og ser Harry. Jeg skal lige til at smække døren i igen, da han afbryder mig. 

"Drop det, Louisa!" Siger han højt. Jeg åbner døren vidt åben. 

"Hvad? -Har du ikke fået nok af at ødelægge mit liv?" Spørger jeg retorisk og vender ryggen til ham. Jeg går hen og sætter mig på min skrivebordsstol. Harry sukker og kommer gående ind på mit værelse. 

"Hvor mange gange, skal jeg siger undskyld?" Spørger han. Jeg rejser mig fra stolen og går tættere på ham. På det her tidspunkt står vi få meter fra hinanden midt på mit værelse. 

"Én gang, Harry. Bare én gang!" Svarer jeg og viser én finger. Harry træder nærmere og tager mine hænder i hans. Rent instinktivt trækker jeg mine hænder tilbage på grund af smerten i min hånd. Han mumler en undskyldning, da han indser sin fejl. Han ligger derfor sine hænder på hver af mine kinder istedet og tvinger mig til at kigger op på ham, men jeg kigger alle andre steder end ham. Jeg kan ikke lide øjnekontakt. 

"Undskyld, Louisa, virkelig. Jeg undskylder for at have løjet overfor dig. Jeg er ked af, at jeg ikke kan fortæller dig, hvad der foregår," siger han. Jeg kigger på ham og ser oprigtigheden i hans øjne. Vreden inden i mig smelter langsomt, og jeg ser det fra hans synsvinkel. 

Harry er bundet på hænder og fødder. Det er ikke hans ting at sige. Han føler sig vel fanget mellem sine bedste venner. Det er til at forstå. 

"Det er okay Harry. Det er ikke din ting at sige, det er okay," svarer jeg med et lille smil. Han smiler et stort lettet smil.

"Er vi så gode igen?" Spørger han. Jeg nikker. 

"Ja, bedste venner for altid!" Svarer jeg. Jeg smider mine arme rundt om hans nakke og knuger ham tæt ind til mig i et langt kram. Før jeg krammer ham, er det som om, at jeg ser noget skifte i hans øjne. Jeg ryster bare på hovedet. Det er sikkert ingenting. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...