Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19121Visninger
AA

20. XIX

*Fem måneder senere*

"Bare stil den derovre!" Siger jeg til Niall, der bære en af mine fyldte kasser ind i min nye stue. Han trækker vejret dybt og nærmeste smider kassen på gulvet. Godt der ikke er noget i den, der kan gå i stykker.

"Holy shit! Hvad har du i den? Mursten?" Brokker ham sig og bøjer sig forover med hænderne på knæene.

"Bøger," retter jeg ham med et smil. Niall stønner og smider sig på det lyse trægulv.

"Vær nu ikke så dramatisk," kommentere Liam, da ham kommer ind i lokalet med en magen til kasse som den, Niall bar ind før. Han placere den næsten lydløst ved siden af den anden uden tydelig besvær.

For tre måneder siden fandt jeg langt om længe et arbejde. De sidste tre måneder har jeg sparet op, så jeg kunne betale depositum, indskud og alt det praktiske til en lejlighed. Så forleden fik jeg endelig nøglerne til min helt egen lejlighed. Omsider, en måned før min fireogtyve års fødselsdag, er jeg flyttet for mig selv. Det kan jeg kun takke hende Simone tøsen for.

Siden den sag hun skrev grimt om mig på Instagram, har jeg læst det andre har skrevet til mig og om mig. Det var ikke nødvendigvis gode ting, men det fik mig til at tænke. Jeg er en treogtyve årig kvinde der stadig bor hjemme og går og har ondt af sig selv. Det er ikke en person, jeg har lyst til at være mere. Klart jeg fik min hævn over hende, og hun har ikke vist sig offentligt siden. Tro mig, jeg holder øje.

Jeg har stadig problemer med vreden, det går ikke bare lige væk over så kort en periode, men jeg har fundet det i mig til at tilgive Niall og Liam. Harry havde ret, det er ikke deres skyld. De er fanget som en myg mellem to negle.

"Jeg er ikke dramatisk!" Jeg ruller med øjnene med et smil. Liam smiler og går ud efter flere kasser.

"Nej selvfølgelig er du ikke det, Nialler," svarer jeg med et lille grin. Niall rejser sig fra gulvet og surmuler med armene over kors som et barn. Jeg griner, slår armene om hans nakke og krammer ham. Jeg hører fortrin og et tungt suk. Jeg fjerner roligt mine arme og kigger på Louis lige i tide til at se ham rulle med øjnene.

Louis har ikke snakket til mig siden jeg fortalt, at jeg skulle flytte. Jeg tror omsider, at han har givet op. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal have det med det. Jeg burde være glad, ikke? Jeg burde hoppe og springe og synge 'Hallelujah!' ved mine lungers fulde kraft. Jeg hader ham jo, ikke?

"Louisa?" Jeg blinker og kigger på Harry. Han kigger på min med rynket pande, og jeg spørger, hvad der er galt.

"Alle kasserne er på plads. Vil du have hjælp til at pakke ud?" Spørger ham. Jeg kigger forbløffet rundt og ser at alle mine kasser er lige foran mig. Jeg kigger tilbage til Harry og ryster så på hovedet. "Er du sikker?" Jeg nikker.

"Ja jeg har brug for noget alene tid alligevel," svarer jeg og sender ham et lille smil. Han kigger på min et kort stykke tid og nikker så el enkel gang.

"Okay. Men du ved, hvem du kan ringe til, hvis du har brug for selvskab." Jeg takker og smiler til ham. Han ser sikkert lige igennem mine halv falske smil.

"Tak for hjælpe drenge!" Siger jeg og krammer Niall, Liam og Harry. Jeg kigger så på Louis og forsøger at smile til ham. Han smiler tilbage til mig men ingenting andet end det. Jeg lukker hoveddøren efter dem og kigger igen på de mange kasser i min stue og køkken. Det bliver en lang weekend.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...