Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19141Visninger
AA

14. XIII

Jeg laver lige en lille ændring i manus. Louis og Louisa er treogtyve og ikke toogtyve.

Mange tak. 

**

Louisa's synsvinkel

Jeg er helt fortabt. Jeg har bare mest lyst til at ligge mig ned og dø. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har specielt meget at leve for lige p.t. Mit liv er forfærdeligt for at være ærligt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har pludseligt har sådan nogle tanker. Det må være vreden, der taler.

Jeg er stadig sur på Lottie, Harry, Felicite og Louis, men også lige så meget på mig selv. Jeg ved ikke lige, hvad Charlottes problem er, hun har ikke altid været sådan her. Lige siden hun startede i High School, har hun ikke været den samme. Engang var vi rigtige søskende, selvom vi ikke deler den samme far.

Siden Louis forlod mig, os, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Da han gik til audition for X-Factor, var vi atten år gamle. Vi var bedste venner, jeg havde ikke andre end ham. De første tre år gik uden problemer. Vi snakkede på Skype, ringede til hinanden så tit vi kunne, og jeg kom endda også og besøgte ham et par gange. Liam, Niall, Harry og Zayn blev mine bedste venner. Men for to år siden cuttede han kontakten bare sådan lige fra den ene dag til den anden. Han holdt op med at svare på mine beskeder, han holdt op med at ringe, endda de andre drenge ignorerede mig. Lige bortset fra Harry. 

Louis smed alt væk som om det ikke betød noget for ham. Som om jeg ikke betød noget for ham. Og jeg har været rasende på ham lige siden. Jeg mener, selvfølgelig var jeg ked af det til at starte med, men så opbyggede jeg mine facader som siger, "jeg er ikke ked af det," og "han kan rende mig noget så grusomt." 

Med tiden har det skabt en lille ting, man ville kalde temperaments problemer. Jeg har gået til terapi med det de sidste to år, men det har ikke hjulpet på nogen måde. Det skal stadig ingenting til at gøre mig vred. Som lige nu. 

Jeg marchere vredt hen ad stien i parken. En sekten årig møgunge åbnede sin lille flabede mund overfor mig og fornærmede mig på det groveste. 

"Du er for ynkelig til at være Louis' søster!" Sagde hun. Hun havde knipset med fingerne og spankuleret væk i sin skide One Direction hættetrøje. Ih hvor jeg dog hader-

"Louisa!" Jeg bliver revet ud af mine tanker. Jeg knytter mine hænger i stramme bolde ved lyden af hans stemme. Jeg kigger hen mod stemmen og min vrede bobler mere end det allerede gjorde i forvejen. 

"Du har virkelig mange nerver sådan at følge efter mig," siger jeg så roligt, jeg kan. Louis kigger forbløffet på mig og sukker så af lettelse. 

"Godt jeg fandt dig Isa! Du ved ikke, hvor lang tid jeg-" 

"Hvor tit skal jeg sige det! -Lad vær med at kalde mig det!" Råber jeg ad ham. Louis hopper i forskrækkelse. 

"Kom Louisa vi skal hjem nu," siger han og tager fat i min arm. Han prøver at gå med mig, men jeg står fast. 

"Giv slip på mig!" Råber jeg og river min arm til mig. Jeg tager armene over kors og kigger op på ham. "Du bestemmer ikke, hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Du skal virkelig ikke komme her og tro, at alt er okay når ingenting er okay!" Råber jeg ad ham. Jeg kan mærke folks blikke, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. 

"Det har jeg aldrig sagt-" 

"Nemlig! Men du tænker det! Jeg har kendt dig længe nok til at vide, hvad dit kropssprog betyder. Du kom vadende ind af døren sidste uge og hilste på alle, som om du aldrig havde været væk. Åh ja det er sandt. -Du holdt kontakten til alle andre end mig!" Siger jeg og går forbi ham. Jeg når ikke langt, før jeg mærker en hånd på min skulder. 

"Fjern så den hånd!" Siger jeg langsomt og tydeligt for at være helt sikker på, at han forstår mig. Hånden falder fra min skulder, og jeg smiler tilfreds. Jeg fortsætter med at gå, men jeg hører hans fodspor følge efter mig. Jeg knytter mine hænder og trækker vejret dybt et par gange. 

Jeg har virkelig brug for at slå på noget. Efter den tøs fornærmede mig, og Louis irriterede mig, har jeg virkelig ikke tålmodighed til noget som helst idag. Jeg skifter retning mod skoven og går hurtigere. Snart begynder jeg at løbe, og Louis råber efter mig. Det gør mig bare endnu mere sur, og mine knoer kommer hurtigt i kontakt med barken på et stort træ. Jeg mærker ikke noget. Jeg er for vred til at fokusere på smerten. 

"Louisa!" Gisper Louis og prøver at tage fat i min hånd. Jeg river den ud af hans hånd, før han kan gøre noget. "Lad mig da i det mindste kigge på den, Lou!" 

"Lad vær med at kalder mig det!" Skriger jeg ad ham. Han ignorere mig og river min skadet hånd til sig. Jeg træder ham over tæerne og slår mit knæ op i hans juveler. Han jamre sig højlydt og falder til jorden. Jeg sætter mig ned på hans niveau. 

"Du kan også bare lade være med at prøve," siger jeg til ham og går min vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...