Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19150Visninger
AA

7. VI

Harrys synsvinkel

--

Jeg kan hører hende råbe af ham fra stuen, hvor jeg sidder alene og fumler med min telefon. Jeg føler ikke lige for at være social idag. Døren smækker for tredje gang inden for en time, og der bliver stille. Jeg sukker og glider min IPhone ned i min baglomme. Louis kommer traskende ind i stuen og sidder sig sofaen ved siden af mig. 

"Jeg har det forfærdeligt Harry," mumler Louis uden at kigger på mig. Jeg smiler trist og ryster på hovedet. 

"Det ved jeg Lou. Men der er ikke andre end dig, der kan få den til at forsvinde." Jeg kigger hen til ham, og ser at han allerede kigger på mig. 

"Hvad kan jeg gøre, når hun ikke engang vil se på mig?" Spørger han desperat med gråd i stemmen. Jeg trækker hjælpeløst på skulderne. 

"Det ved jeg ikke Louis, men når dine problemer er blevet mine problemer, er det måske på tide at gøre noget ved det." Med det rejser jeg mig fra sofaen og går hen til hoveddøren. 

"Hvor skal du hen?" Spørger Louis fra sofaen. Der er noget i hans stemme, jeg ikke helt kan identificere. 

"Jeg har brug for noget frisk luft," mumler jeg og lukker døren i stille efter mig. 

--

Louisas synsvinkel

--

"Er du okay Lou? Vil du snakke?" Råber Felicite fra den anden side af min dør. Vreden der engang var der forsvinder ved lyden af min lillesøsters stemme. Jeg rejser mig fra gulvet og åbner døren. Fizzy smiler til mig og går ind på mit værelse. Jeg lukker døren efter hende og sidder mig i min skrivebordsstol. 

"Hvad er der sket? Du ser helt bombet ud," spørger Felicite fra hendes plads på min seng. Jeg kigger hen på hende. 

"Louis og Harry er hvad der er sket," mumler jeg og kigger ned på mine hænder i mit skød. "Lige siden de er kommet tilbage er alt bare gået skævt. Nu er Louis også kommet i mellem Harry og jeg, ude at han overhovedet behøvede at prøve." Da hun ikke siger noget, kigger jeg op på hende. Hun virker ubekvem, som om hun føler sig skyldig i noget. 

"Hvad?" Spørger jeg og rejser mig fra stolen. Fizzy kigger op på mig med et blik, jeg ikke kan identificere, næsten som om hun beder mig om noget. Hun holder hemmeligheder for mig, jeg kan se det på hende. Hun er ikke min bedste veninde af ingen grund. 

"Du kender til det her!" Råber jeg ad hende i raseri. Hun hopper ved mit pludselige udbrud. "Du ved, hvorfor Louis ignorerede mig!" At sige jeg føler mig forrådt er en undervurdering. 

"Jeg er ked af det Louisa, han bed mig om ikke at sige det!" Jeg holder en hånd op for at stoppe hende. 

"Jeg vil ikke hører det Felicite! Jeg troede, at du var min ven! Jeg troede, at jeg kunne stole på dig! Men jeg tog åbenbart fejl." Jeg fniser hånligt og ryster på hovedet. Jeg fatter det ikke. Felicite kigger forbløffet på mig. 

"Hvad? Nej Lou du må lytte det mig! Jeg kan forklare-!" 

"Jeg vil ikke hører det!" Skriger jeg ad hende. "Jeg vil ikke høre noget om at forklare! Der er ikke noget at forklare!" Jeg kan mærke tårerne presse på, og det er tydeligt at høre på min stemme. Felicites mund åbner og lukker som en fisk, hun ved ikke, hvad hun skal sige. Jeg trækker vejret dybt og prøver at holde tårene inde. Den mængde af følelser, jeg føler lige nu er umuligt at håndtere. 

"Louisa, jeg..-" Stammer hun og rejser sig fra min seng. 

"Gå," siger jeg roligt. 

"Loui-"

"Gå Felicite!" Råber jeg med tårer rullende langsomt ned ad mine kinder og peger på døren. Hun kigger kort på mig med et undskyldende blik fyldt af medlidenhed, før hun går ud og lukker døren efter hende. Når jeg er sikker på, at jeg er alene, smider jeg mig på min seng og hulker mine lunger ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...