Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19134Visninger
AA

5. IV

Mine arme flyver væk fra mit ansigt og mine øjne bliver store. Jeg vidste, at han var kommet, men jeg har ikke skænket ham en eneste tanke. 

"Harry!" Hviner jeg og hopper op fra gulvet. Jeg styrter hen til ham i døråbningen. Jeg knuger mig selv ind til ham i et langt varmt kram. "Nej hvor har jeg savnet dig!" Mumler jeg ind i hans sorte t-shirt. Harry strammer armene omkring mig og giver mig et kys på håret. 

"Jeg har virkelig også savnet dig Lou." Jeg rynker panden. Lou... Så sukker jeg. Hvorfor skal mit navn ligne Louis' så meget? Et par minutter senere trækker jeg væk fra krammet. Harry kigger sig omkring og får så øje på det knuste glas på gulvet. Han kigger på mig med et løftet øjenbryn. Jeg trækker på skulderne og giver ham et uskyldigt smil. Han ryster på hovedet med et lille smil og samler billedet på fra gulvet. Harry kigger lidt på det, før han siger noget igen. 

"Hvad er det her?" Jeg går hen ved siden af ham og kigger på det. Jeg sukker og smiler et lille trist smil. Harry ligger mærke til det og lægger armen over mine skuldre. 

"Det er Louis og jeg for femten år siden," svarer jeg enkelt uden at gå nærmere i detaljer. Jeg ved, at Harry vil have mig til at fortsætte, og da jeg ikke siger mere, går han hen og placere billederammen på mit skrivebord. Harry sidder sig ved siden af mig på min seng. 

"Er du okay?" Spørger han bekymret. Jeg ryster bare på hovedet, og Harry ligger armen over mine skuldre igen. "jeg har ikke tænkt mig at græde, hvis det er det, du tror," svare jeg med et lille usynlig smil. 

"Hvad skete der Harry? Hvorfor er det sådan her?" Spørger jeg efter noget tids stilhed. Harry svare mig ikke med det samme. Han sidder med et fjernt blik i øjnene og stirre ud i luften. Da jeg skal lige til at vinke min hånd foran hans ansigt, vender han hovedet om mod mig. 

"Det ved jeg ikke Louisa. Det må du snakke med Louis om." Jeg ved, at han skjuler noget for mig. Jeg kan se det i hans dybe grønne øjne. 

"Okay det er helt fint, hvis du ikke vil fortælle mig det," beslutter jeg og rejser mig fra sengen. Jeg går hen til min kommode og mit klædeskab. Jeg starter på at folde mit rene vasketøj og ligge det ind i mit skab/kommode. 

"Du ved godt, at jeg ikke kan fortæller dig det Lou-" Begynder han, men jeg afbryder ham. 

"Nej det gør jeg ikke Harry. For der er ikke nogen, der har tænkt sig at fortælle mig det!" Råber jeg af ham og smider et par jeans fra mig på gulvet. Jeg lukker øjnene og tager nogle dyb indåndinger. 

"Jeg vil ikke skændes med dig Harry," siger jeg efter det øjebliks tavshed. "Jeg er bare så træt af, at jeg er blevet efterladt i mørket de sidste to år. Du er den eneste, der beholdte kontakten til mig, mens de andre bare forlod mig fra den ene dag til den anden. De holdt op med at skrive til mig, de besvarede ikke mine opkald eller beskeder. Du var den eneste der behandlede mig som om ingenting var sket. Men du skiftede altid emne hver gang, jeg kom ind på Louis. Hver eneste fucking gang og jeg er fucking træt af det!" Jeg ender med at råbe af ham. Harry kigger på mig med et trist ansigtsudtryk. 

"Jeg er ked af det Louisa, mere kan jeg ikke sige." Jeg kigger forbløffet på ham og fniser hånligt. 

"Det er fandeme utroligt," hvisker jeg til mig selv, imens jeg prøver ihærdigt på at styre mit temperament. Jeg kigger op på ham og peger så på døren. "Skrid," befaler jeg koldt og bestemt. Harrys øjenbryn skyder op i panden.

"Hvad? Loui-"

"Skrid så fra mit værelse!" Skriger jeg af ham og peget stadig på den lukkede dør. Harry kigger på mig med en trist mine og lukker døren efter ham. Jeg står stille et øjeblik før mine ben giver efter uden mig, og jeg ender på gulvet i tårer. Der er kun så meget, jeg kan klare på én dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...