Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19121Visninger
AA

4. III

Min vrede får det bedste af mig, og jeg marchere hen til ham, mine knyttede næver langs min side.

"Fik jeg nævnt, at hun har aggressionproblemer?" Lyder det fra min mor. Louis kigger på hende med uforstående øjne, før han kigger tilbage på mig med store øjne. Jeg står lige foran ham og kigger rasende op på ham. Jeg er kun 162 cm høj.

"Hvem fanden tror du lige at du er? Du er ikke velkommen her!" Råber jeg af ham. Jeg kigger på ham med øjne der kan dræbe. Louis kigger ned på mig med forvirring tydeligt i hans ansigt. Min mor gisper. 

"Louisa! Hvad er det, du siger!" Jeg kigger ikke på hende, jeg holder mit blik direkte på Louis. Jeg er alt for sur til at bekymre mig om min mor. Jeg ænser ikke engang de syv andre personer i rummet. 

"Hvad skete der med, at vi skulle holde sammen for evigt? -At du aldrig ville forlade mig i støvet? Du er så fuld af lort, at det er umuligt at se andet. Jeg brækker mig over dig," råber jeg af ham og forsvinder op på mit værelse, før der er nogen, der kan stoppe mig. Det er ikke fordi, at der er nogen, der ville stoppe mig. 

Jeg smækker døren bag mig og glider langsomt ned på gulvet. Jeg sukker og gemmer min ansigt i mine knæ. Jeg har ikke tænkt mig at græde over ham, det er sgu længe siden, at jeg holdt op med det. Jeg fik endelig sagt min mening om, hvad jeg virkelig synes om ham. Det der er mest irriterende ved det, er at jeg ikke har fået det bedre ved det. Jeg troede, at hvis jeg endelig fik lov til at råbe af ham, at jeg vil få det bedre. Jeg tog åbenbart fejl. 

Jeg sukker og rejser mig fra gulvet. Jeg går hen til mit skrivebord og sidder mig i stolen. Jeg kigger på det indrammet billede af en ung Louis og jeg. Jeg kan tydeligt huske den dag, som var det igår. Jeg var syv år gammel, og Louis og jeg sad sammen på vores værelse. Vi havde et fælles værelse den gang, vi var for tætte, til at de kunne skille os ad. 

"Hey Lou?" Spørger den syv årige mig. Louis kigger op på sin tegning. Vi har lige fået nye malebøger. Vi er begge virkelig glad for dem. 

"Ja Isa?" Svarer han med et stort smil. Jeg ser alvorligt på ham og hans mundviger vender sig ned ad. Han kravler over sengen og sidder sig i skrædderstilling foran mig. "Hvad er der galt?" Han kigger på mig med sine store uskyldige lyseblå øjne. 

"Vil vi altid være bedste venner?" Spørger jeg med en trist stemme og retter mit blik nok min tegning. Da han ikke svarer med det samme, kigger jeg op på ham. Louis kigger overrasket på mig med to løftede øjenbryn

"Hvorfor spørger du om det?" Spørger han om forvirret og trækker sine øjenbryn sammen. 

"Bare svar mig Louis!" Jeg kigger på ham med et alvorligt og bekymret blik. Han nikker hurtigt og voldsomt. 

"Ja selvfølgelig vil vi det Louisa! Der er ikke noget, der kan skille os ad!" Forsikre han mig om med et stort smil. Jeg kigger bekymret på ham. 

"Også selv når du bliver stor og berømt uden mig?" Spørger jeg for at være sikker. Louis griner, men stopper i det sekund han finder ud af, at jeg ikke griner med ham. Så kigger han alvorligt på mig. Jeg ved, at hans største ønsker er at blive skuespiller eller fodboldstjerne. 

"Det behøver du ikke at bekymre dig om Isa! -For det kommer aldrig til at ske!" Siger han og smiler stort til mig. Jeg er den eneste, der fuldt ud støtter ham i hans drømme. Jeg ved, at der kommer til at ske noget stort med ham. 

"Lover du mig, at du ikke glemmer mig?" Jeg holder min lillefinger ud til ham og kigger ham direkte i de blå øjne, som er identiske til mine egne. 

"Jeg lover dig Louisa, at jeg aldrig vil glemme dig!" Lover han højtideligt og vikler sin lillefinger rundt om min. 

Jeg rynker panden, når jeg tænker tilbage til øjeblikket for femten år siden. Jeg mærker vreden boble i mig igen, og jeg smider billedet gennem lokalet så det rammer væggen og glasset splintre. Hvordan kunne han glemme mig! Han lovede mig det! Han lovede det på lillefinger ære! Jeg kan ikke tro, at jeg var så naive, at jeg faktisk troede på ham! Hvordan kunne jeg være så dum! Jeg griber den nærmeste ting, jeg kan nå og kasten den ind i væggen. Jeg finder ud af, at det er den lampe der står på mit skrivebord. Jeg ser når den rammer væggen og splintre i en million små stykker sammen med glasset fra billedet. 

Jeg smider mig på gulvet og ligger mine arme over mine øjne. Jeg bliver liggende selvom det banker på døren. 

"Forsvind med dig! -Jeg gider ikke at snakke!" Skriger jeg så personen kan hører det. Personen der banker holder op, men jeg hører ikke at døren åbner. 

"Heller ikke med din gamle ven?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...