Livet I Rampelyset | l.t | 1

Min familie består hovedsageligt af kendisser af hver sin grad. Min mor er gammel Broadway sanger, mine søstre, undtagen én, er modeller og/eller skuespillere, og min tvillingebror er en verdenskendt sanger. Og så er der mig. Louisa Lilly Tomlinson, det sorte får i familien der ikke kan finde ud af at udrette noget stort. ** I løbet af de næsten tre år Louisa ikke har set sin tvillingebror, har der ikke være andet end problemer for hende. Men når ham og hans bedste venner pludselig dukker op på dørtrinet, bryder helvede løs mellem hende og drengene.

15Likes
11Kommentarer
19079Visninger
AA

2. I *Edited*

Venskaber er noget opblæst sludder. Jeg har aldrig haft en ven udenfor min familie, og se hvor jeg er. Jeg sidder på mit værelse med min sorte computer på Tumblr. Jeg stalker berømtheder i min fritid. Jeg ved hvem min familie er, men det betyder ikke, at jeg ikke kan stalke andre.

"Louisa kom ned og hjælp til med middagen!" Råber min mor fra køkkenet. Ja jeg er treogtyve år gammel, og jeg bor stadig hjemme. Det har ikke lykkedes mig at finde hverken arbejde eller en lejlighed, jeg har råd til. Min mor har rigtig meget imod, at jeg bor hjemme. Tro mig det har jeg også. Jeg har ikke lyst til at mine yngre søskende flytter ud før mig. Den ældste, Charlotte, er kun 16 så jeg har nogle år endnu, men det er stadig irriterende, at jeg bor under samme tag som dem.

"Kommer mor!" Jeg smider min bærbar computer på min dyne ved siden af mig. Jeg går med trætte skridt ud af mit værelse, ned ad trapperne, og ind i køkkenet. Jeg smiler tilbage til min mor og hjælper hende med salaten. Jeg er næsten færdig med at skære salatbladene ud, da jeg ser en ubekendt bil kører op ad vores relativt store indkørsel.

"Lottie dine venner er her!" Jeg hopper en halv meter af hende udbrud. "Undskyld kære." Jeg smiler bare til hende og kigger hen på døren, hvor Charlotte tager imod sine venner. Sine model venner for at være helt præcis. En flok barbiedukker, hvis du spørger mig. Den ene kigger hen på mig med væmmelse tydeligt i sit makeup fyldte ansigt.

"Louisa, Louisa, Louisa, jeg troede ikke, det var muligt, at du kunne blive grimmere. Jeg tog åbenbart fejl." Jeg ligger langsomt kniven fra mig, så den ikke er alt for friskende. Jeg vender mig mod hende og smiler mit bedste falske smil.

"Britney! Åh hvor er det altså bare dejligt at se dig igen!" Hviner jeg og går hen for at give hende et kram. "Bitch," hvisker jeg ind i hendes øre, hvorefter jeg trækker tilbage fra krammet med et falskt smil på mine læber. Britney sender mig sit onde blik og vender sig fornærmet om. Jeg kigger hen på Lotte, der kigger på mig med et 'hvor-fanden-laver-du?' blik. Jeg rækker blot tunge af hende og går tilbage til skærebrættet.

Britney Samuels, en rigtig bitch. Hun er den værste ud af alle Charlottes venner, men hun er også bedste veninden, så jeg har kendt hende længe nok. Hun har altid været her, endda før Lottie blev kendt. Sikkert for at få fingrende i min bror. Men hun har indset over årene, at det ikke kommer til at ske, så hun har valgt at gøre mit liv forfærdeligt i stedet. Hvor er jeg bare heldig.

"Louisa Lilly Tomlinson!" Jeg bliver revet ud af mine tanker af min mors bløde stemme. Jeg ligger kniven fra mig og vender mig om mod hende. Hun giver mig et blik. "Er du okay skat?" Jeg nikker.

"Ja. Ja jeg har det helt fint," siger jeg med et lille nervøst smil. Det lød falskt selv i mine ører.

"Søde, jeg ved godt, at det er hårdt lige nu, men han kommer jo tilbage-" Jeg afbryder hende.

"Bare lad være mor. Du ved lige så godt som mig, at han ikke kommer tilbage lige foreløbigt! Men jeg har det fint med det, det er helt fint!" Svarer jeg. Jeg prøver ikke på at overbevise hende. Jeg prøver at overbevise mig selv. Men det virker ikke. Jeg er stadig fuldt ude bevidst om, at hvis han nogensiden kommer hjem, er det ikke for min skyld.

"Jeg er færdig med salaten," siger jeg, før hun kan sige mere. Mor kigger på mig med et sympatisk smil. Jeg væmmes ved det og kigger væk. Jeg kan ikke fordrage medlidenhed og sympati. Det er det eneste, jeg nogensinde får fra folk. Blikke der siger 'hvor er det bare synd for hende', 'hvor er det trist, at hun aldrig blev til noget'. De tror alle, at jeg ikke ser det, men jeg ser det hver gang. Hver eneste gang. Det går mig virkelig på nerverne.

"Han kommer i morgen," indrømmer min mor stille fra bag komfuret. Jeg stopper midi i en bevægelse og vender mig langsomt om for at se på hende.

"HVAD!" Skriger jeg efter hende. Hun bliver forskrækket af mit udbrud, men jeg er ligeglad. Sagde hun lige det, jeg tror, hun sagde? Det kan virkelig ikke passe.

"De kommer alle i morgen eftermiddag, efter du er kommet hjem," tilføjer hun forsigtigt, som om hun tror, at jeg eksplodere eller noget. Jeg kigger bare på hende med et tomt blik. Så det er altså rigtigt.

"Hvor længe bliver de?" Spørger jeg monotomt.

"En måned." Jeg nikker og går hen til trapperne. "Vent, skal du ikke have mad?" Råber mor efter mig. Jeg ryster bare på hovedet og går op ad trapperne.

"Jeg er ikke sulten," råber jeg og smækker min dør efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...