Jeg er en ung pige

Denne movella er en samling af alt - meget simpelt. En samling af digte, noveller, 6-words-stories, dagbog og whatever jeg føler for. For meningen med denne samling er, at alt ikke skal være så firkantet og perfekt, det må godt være lidt rodet og grimt: som coveret. For en gang skyld slipper jeg kontrollen og ignorerer alt der hedder struktur og orden. Jeg har valgt at gøre denne aldersgrænse gul, da jeg tror, der kommer lidt af hvert - bare alt hvad jeg føler, tænker og har oplevet som det unge menneske jeg nu engang er. - Håber I vil følge med, og som altid: læsning på eget ansvar

17Likes
17Kommentarer
2224Visninger
AA

6. Mandag

Nu sidder jeg her, helt ærligt, og skriver om mig selv. Emilie, på både godt og ondt. Jeg har aldrig været god til at skrive dagbog, og I kan da eventuelt lige få et eksempel her i dag, haha. Men du ved, jeg tænkte at nu den her movella havde titlen "Jeg er en ung pige", og jeg er en ung pige, så ville det måske være passende at høre om mine tanker og følelser uden et pænt lag af bobleplast udenom, så tingene ikke bliver personlige. Men nu er jeg personlig. Velkommen under huden mig på. (haha, akavet)

 

Kære (ikke-eksisterende) dagbog

I dag er jeg ked af det, og så er det på plads. I dag er jeg ´lad-mig-kravle-ned-under-dynen-helt-alene-og-blive-der-i-flere-dage´- ked af det. Anderledes kan det ikke forklares. I morges strejkede min tørre mascara, for som den spåkone den er, vidste den udmærket godt, at det var spild af tid. "Det kan ikke betale sig," råbte den nærmest til mig, mens jeg tvang den ned på mine vipper. At den så både kom på næsen og spejlet skal lige understreges.

Den korte vej jeg har til skole, føltes af og til som flere kilometer. Igen var der noget, der valgte at strejke, og denne gang var det en kropsdel, der frivilligt gav op. Mine ben skreg "GÅ HJEM".

"Men altså forhelvede, det kan jeg jo ikke bare"

"Udmærket. Velkommen til en dag i helvede," sagde benet, og sendte signal til mascaraen, der allerede inden jeg hev i klasseværelsesdøren, begyndte at løbe. Jeg ville hjem.

Og ja, jeg overdriver muligvis.. Men jeg også mens, okay? Hele verdenen ramlede, og flere gange lå min mascara og pyntede ned af kinderne i stedet for. Hjem og rette op på det. For så bare at tabe ansigt igen, og kinderne blev atter dækket af, hvad der kunne forveksles med krigsmaling. Jeg ville hjem. (Og det hjalp heller ikke, at vi havde min hadelærer næsten hele dagen... gaaab.)

Den sorte sky af følelser og negative tanker, om mig selv og livet, er efterhånden ved at stilne af. Stille efter storm? (stop dig selv). En hel dag med selvmedlidenhed hva, tænker I nok. Og svaret er et kæmpe stort ja

Nogen skal jo, eller.. haha.

 

Håber så til gengæld, at I har haft en herlig mandag, but lets be honest, det er der jo ingen der har.

Massere møs, Emilie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...