Min Sjette Sans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2015
  • Opdateret: 18 nov. 2015
  • Status: Færdig
En dreng på 19 finder ud af at han har nogle sære kræfter som kan manipulere med dyr, han prøver nu sine kræfter af på nye højder. (Short Story)

1Likes
0Kommentarer
227Visninger

1. Former self.

Ting er sket, ting jeg ikke kan forklare. Men jeg ville prøve så godt jeg kan.
Det begyndte I 1987 på en lille landevej kaldet Emborg. Jeg var på vej I skole med bussen, snakkede med mine venner da skyerne pludselig begyndte at brænde. De var så røde, tror ikke jeg har set noget lignene. Jeg kan ikke huske så meget af hvad der skete med bussen men da jeg opnede mine øjne efter det kæmpe chok, var bussen I gryften. Jeg kunne ikke se mine venner omkring mig mere da de alle var I enden af bussen trykket imod vinduet. Var jeg den eneste der havde brugt bussens sikkerhedsbælte?
--
Jeg så alle omkring mig, klæt I sort. Jeg var bag ved alle de andre da de bar kisterne af hele klassen ud plus Fru, Katie min engelsk lære. Jeg så ned på den kolde jord da de sank hendes kiste ned. Jeg tog en rose fra bunken og kastede den ned, men med ét kunne jeg høre hendes hjerte og jeg begyndte at svede. Det kunne ikke passe! hun var ved at blive begravet levende! 
"Nej stop! stop hun er stadig I live!" 
Jeg kastede migselv ned over hendes kiste og prøvede at få den open, da min far kravlede ned efter mig og krammede min i mens jeg havde tårer I mine øjne.
"Jeg ved at hun var en stor del af dit liv men det er tid til at sige farvel, min søn"
Jeg så på min far med smerte I brystet men selvfølgelig kunne en død person ikke komme tilbage til det vi kalder livet. Jeg kravlede op sammen med min far, mine flotte sorte bukser havde nu brune pletter på dem. Min mor så alvorlig ud på mig og rystede sit hovede. Hun gik på knæ og rættede på mit tøj, krammede mig og gik hend mod vores bil mens hun holdte min hånd. Jeg kunne ikke lukke et øje den nat.
en halv månede efter ullykken flyttede jeg skole, et helt nyt sted jeg ikke havde hørt om før. De havde heller ikke hørt om mig så det var ligesom en frisk start. Jeg opmundrede mig ved tanken, da jeg tråtte ind I klasse lokalet. Jeg var nervøs og det var som om at jeg kunne høre deres pulsende hjerter rejse sig med mit. 
"Sed ned og tag godt imod Peter, han har ikke haft det så godt den senere tid, så I skal være søde hved ham."
Den lidt overvægtige læreinde smilede til mig og jeg så ned mod mine fødder atter engang. Jeg fik besked på at sætte mig ned ved siden af en mystisk pige som jeg snart ville lære at kende og blive godt venner med. Det gik godt de næste par måneder til en dag hvor Sophie, den mystiske mørk håret pige ikke kom I skole. Jeg ringede til hende og hun tog sin telefon hulkende I røret. 
"Min hund er død.. Jeg føler mig så alene, kan du komme over efter skole og begrave ham?"
Jeg nikkede stille and tøvede, før jeg svarede ja til hendes håbefulde ønske. Flere timer efter da jeg var på vej til hendes hus så jeg hende allerade ude I hendes have, da hun begyndte at grave et stort huld ned I hjorden.
"Hvorfor graver du din hund ned I et sådan et stort huld som dette? det er dybt og lang nok til at jeg kunne være nede I den"
Jeg så op på hende, imens jeg legede med mit blonde hår der ikke havde været klippet I flere år. 
"Hvorfor skal hunde ikke have en ordenlig begravelse ligesom mennesker? Det er ikke fair"
Jeg gik med på det og lyftede den døde Golden Retriever ned I graven sammen med hende. Jeg kunne se at hun havde grædt, med alt sin make-up ned af kinderne.
"Jeg ville gøre alt for bare én dage mere med hende.. Flænge var hendes navn"
Jeg så ned på hunden igen og tænkte på den gang jeg kunne høre min læres døde hjerte slå. Jeg satte mig ned ved hunden og nussede dens bløde og stadig varme krop, og med det samme sekundt bevægede den sin pote. Jeg skreg og hoppede op af Flænges grav, så ned I den og gaspede. Den var atter I live! Sophie sprang ned og grammede sin hund imens hun hulkede af glæde. Jeg så på mine hænder, jeg troede hun var død! Efter den dag fandt eg ud af at jeg kunne noget ingen anden kunne. Jeg kunne få de døde tilbage til livet. Jeg stak hjem, tog en hammer fra min fars værksted og så på min mors kat spise af sin madskål. Jeg tog om den og gik til min værelse, låste døren og holdte hammeren stramt i min hånd og satte katten ned på mit skrive bord. Blod begyndte at rande ned på gulvet fra bordet da jeg blev ved med at hakke hammerens spidse kant ned i hovedet på min kat til at den ikke længere spjættede. Jeg sukkede og sank mit spøt, tørede svedet af min pande før jeg satte hammeren ned ved siden af den nu døde kat. Så ned på den og gnuppede min hånd imod dens sorte pels, jeg var begyndt at give op og var igang med at finde ud af en undskyldning jeg kunne fortælle min mor, da kattens øre begyndte at bevæge på sig. Efter en time var den kommet til sig selv og spiste igen af sin katte mad der var i dens skål. Jeg måtte prøve noget støre. var det kun dyr jeg kunne helbrede eller få tilbage i live og vel behold? Jeg måtte prøve. Jeg måtte se mine givede græfter til sit fulde! 
"Skat! Vi skal spise! Far kommer hjem lidt senere fra arbejde så vi spiser bare nu!"
Jeg kunne høre min mors stemme igennem den låste dør til mit værelse. Jeg gik hend og låste op for døren og gik ned til min mor med mine kræfter I tankerne, jeg var ikke sulten så jeg tog en kniv fra brød kurven i min hånd, så min mor igang med at dække bord ude i køkkenet. Jeg var nervøs, hvordan skulle jeg stikke hende ned uden at ramme noget hun ikke kunne leve uden!? Min hånd begynte at ryste, men jeg nærmede min hende bagfra langsomt, pressede jeg kniven ind i rykken på hende. Jeg fik tårer i mine øjne da jeg kunne høre hendes endeløse skrig og gråd efter hjlæp. Hun kravlede væk fra mig på gulvet, fyldt med blod blev hun ved med at skrige og se på mig med tårer i øjnene, hendes ansigt låst i frykt for sin egen søn. Jeg gik hen til hende og smilede, måske grinte jeg også lidt under lyden af dryppende blod. Jeg tøvede hende med en finger.
"Du ville ikke kunne huske noget når jeg er færdig. Jeg gør det for en god sag.. mor.."
Min mor lå nu død på gulvet da jeg havde taget kniven fra hendes ryk og hakkede den ned i hendes bryst. Jeg legede med hendes hår ventede på at mine kræfter ville starte med at virke. Jeg rystede hende lidt da jeg stadig ikke anede hvordan man startede det. Da min far kom ind af døren hans velkommen var ikke nær det han plegede med en smilende mor og søn. Han kom ind af døren og så blodet fra min mor og begyndte at skrige. Min far har aldrig været så ude af den som nu. Selvfølgelig ringede han efter politi og ambulance så jeg blev nødt til at dræbe ham også. Jeg vidste at jeg kunne få dem tilbage og de ville ikke ane hvad jeg havde gjort. Ja det var det jeg troede, efter få minutter kom politiet brasende ind af døren og smed mig på gulvet, med håndjern på og de hele. Jeg forstod ikke hvorfor mine kræfter ikke virkede mere, måske virkede det bare ikke på mennesker? hvorfor failede det på mig?
--
"Ja, du må forstå det er lidt svært at tro på at du har nogle 'kræfter' og at du kan få folk til at stå op af sin grav på den måde. Du har dræbt dine forældre og fordi du er over atten kommer du i fængsel. Vi kan ikke bruge historier til noget når de ikke er sande. Hr, Smith du kan føre ham tilbage til hans rum, han kommer i ratten i morgen og så må han fortælle den historie til dommeren"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...