Det hårde liv

Jeg har lavet denne historie som en skole opgave. Håber i kan lide den

0Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. Det hårde liv

Jeg sidder bare her. Hvorfor sidder jeg bare her? jeg ved jo, at de vil komme og hente os i morgen. Hvad nu, hvis de heller ikke kommer imorgen? Er vi så fortabte? Skal vi så være helt alene for altid? Det kan vi da ikke, vi er jo alt for små. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke hentede os i dag. Måske ville de ikke have os alligevel, var vi for uartige? De har jo haft os i lang tid eller har de? Jeg kan ikke huske det! Der er så meget, jeg ikke kan huske. Det er så irriterende og jeg bliver så frustreret, når der er ting jeg gerne vil huske, men ikke kan. For det gør mig mærkelig og så er jeg jo ikke ligesom alle de andre børn, der godt kan huske ting, der er sket.

  “Mia sover du?” “Nej jeg sover ikke. Hvad er der?” “Ikke noget jeg tænker bare… Nåh, læg dig til at sove. Så skal det hele nok blive godt i morgen”. Hvis det da bliver morgen igen.

  Mia lægger sig ned under det eneste tæppe vi har og trækker det helt op til under øjnene, så man kun kan se det øverste af hendes hoved. “Skal du ikke sove?” hvisker hun utydeligt pga. hendes mund er dækket af tæppet, som slører de ord der kommer ud af hendes mund. “Jo lige om lidt. Så kommer jeg ned og lægger mig sammen med dig, okay?” Mia blinker og ruller om på siden. Jeg kig‑ger ud af det beskidte vindue og ude i horisonten kan jeg se et dyr, måske en hund? Den går stille og roligt og der vist noget galt med dens ene ben, som den nærmest trækker det efter sig. Det ser ud som om, at den er på vej et sted hen, da den ser målrettet ud. Der står også en telefonboks og dens lys er skarpt. Det nærmest blænder mig. Den lyser rigtig meget, især her i mørket hvor det eneste der lyser gaden op er lyset fra det værelse, vi er oppe på, og de store stjerner. Dem bryder jeg mig ikke om. De er alt for store i forhold til der, hvor vi var for ikke så lang tid siden. Der var dejligt… tror jeg. Mia syntes, at der var dejligt. Jeg kan ikke rigtig huske noget derfra, kun én ting også de ting Mia har fortalt mig. Hun siger at der var en rigtig stor have med en masse blomster. Der var nogle gynger og man kunne også køre på cykel. Hun siger at hun havde en lyserød cykel med med pomponer i styret og at der var glimmer på hendes cykelhjelm. Jeg havde en rød cykel, siger  hun, men at jeg ikke brugte den så meget, da manden hele tiden tog mig med indenfor. Hun siger at dem der boede der, næsten altid var glade og hun siger at damen var mest sød ved hende og at manden godt kunne lide at se på hende, når hun skulle i bad eller skifte tøj og nogle gange tog han hende med ind på hans værelse, men hun vil ikke fortælle mig hvad de lavede. Hun siger at han også gjorde det samme med mig, men at det kun var når damen ikke var hjemme.

  Der er kun en lille ting, jeg kan huske derfra. Jeg kan huske, at en nat da jeg vågnede, så sad han for enden af min seng. Han havde ikke nogen bukser på og han havde noget i hånden, men fordi det var så mørkt, kunne jeg ikke se hvad det var. Han tog mig et sted hen, som jeg ikke kan huske hvor var. Der er bare et tomt hul i mit hoved. Jeg kan huske, at der lugtede af læder og stearin og jeg kan huske, at der var noget der gjorde ondt, men fra hvad, ved jeg ikke. Mia siger, at hun hørte noget der lød underligt og gik ud på gangen og så at jeg lå for enden af trappen. Hun løb ned til mig og så at der kom blod fra mit hoved, og at damen tog på hospitalet med mig. Da damen kom hjem, hørte Mia manden og damen skændes om, at der var noget mere galt med mig. Hun siger, at det var noget med nogle indre skader, men hvad er indre skader? Hun ved heller ikke hvad det er.

  Vi blev flyttet til et andet sted, men de ville ikke have os alligevel, så nu er vi her oppe i et tagværelse, hvor der er koldt og der er ikke noget lys. Jeg tror, at det er gået ud. Der er kun et lille vindue med en lille vindueskarm, som jeg sidder i. Vi har kun en seng, som mig og Mia skal dele og der er hverken dyne eller hovedpude til os, så vi må nøjes med det tæppe vi har. Jeg kan huske den bedste seng, jeg nogensinde har sovet i. Det var en seng, der var formet som en sky og den svævede over gulvet. Jeg håber, at jeg en dag kommer til at sove i min egen skyseng igen, men de skal jo først hente os, før at vi kan komme til det.

 

  Jeg vågner med en stor angst i kroppen. Hvad er klokken? Vi har ikke noget ur, men det er stadig meget mørkt udenfor. Av min ryg, jeg er faldet i søvn i den lille vindueskarm. Hvorfor vågnede jeg nu? Det skulle jo være morgen nu og de skulle jo hente os, når det blev morgen. Hvorfor går tiden så langsom? Der må da være gået flere timer. Der flyver en slags flue med en lysende bagdel rundt om Mia, hvorfor gør den det? Hvorfor lyser den overhoved? Fluer lyser da ikke gør de? Jeg har i hvert fald aldrig set en lysende flue. Den flyver tæt på Mia og så sætter den sig på hendes næse. Hun basker ud efter den, men den sætter sig bare igen. Hun rejser sig op og begynder at gå over mod døren. Hvor skal hun hen? Hun tager fat om håndtaget og går ud af døren og ned af de første trapper. Jeg følger efter, men kan ikke komme helt hen til hende. Det er som om, der er en væg der gør, at jeg ikke kan komme helt hen til hende. Hun går ud af hoveddøren, hvor der ligger nogle små sten som borer sig op i mine fødder, da jeg ikke har nogle sko på. Det gør ondt. Mia bliver ved med at gå og vi går forbi telefonboksen og videre ud mod markerne. Pludselig giver det et ryk i mig, som om at der er noget, der er forsvundet. Jeg rækker ud efter hende og for endelig fat i hendes arm. Jeg river hende tilbage og hendes øjne klarer ligesom op, som om hun vågner op af sin “søvn”. Hun kigger på mig med store øjne og spørger så: “Hvorfor er vi her ude?”.

“Du gik i søvne”, svarer jeg med en sagte stemme. “Jeg fryser, det er koldt herude”, siger Mia med armene om sig selv for at varme sig selv.

“Ja lad os gå tilbage”. Vi begynder at gå stille og roligt tilbage. Det er ret mærkeligt, for der er ikke et eneste menneske på gaden, men lysene i alle husene er tændte. Der er ikke et eneste lys, der er slukket, men det lyser ikke gaden op alligevel. Da vi når hen til døren, tager Mia fat i håndtaget for at lukke os ind, men døren går ikke op og håndtaget rykker sig overhoved ikke. Det er da mærkeligt, døren var jo ikke låst lige før...eller var den?

“Nåh, så må vi jo bare sidde her og vente”, siger Mia efter flere gange at have banket på døren. “I det mindste, er der ikke mere koldt herude end der er indenfor”.

Pludselig kommer hunden, jeg så tidligere, haltende hen til os. Jeg sætter mig ned på hug for at kalde den til mig: “Hej med dig, havde du ikke slået dig? Du haltede jo for noget tid siden”, siger jeg, men måske, så jeg forkert? Mia sætter sig ned ved siden af mig og nusser den bag i øret. “Det kan den vist godt lide, hvad?”, konstaterer jeg, da hunden klemmer øjnene lidt i og læner sig ind mod hendes hånd. Der sidder vi lidt i stilhed. “Jeg fryser”, siger Mia og lige pludselig hopper hunden og på mit og Mias skød, som om den kan forstå os. Så der sidder vi lidt og varmer hinanden. Den er rimelig stor, så den ligger hen over os begge, så den varmer godt. Pludselig springer den op og begynder at gå ned af gaden. Mig og Mia kigger på den og derefter på hinanden. Det er som om, vi kan læse hinandens tanker, så vi rejser os op på samme tid og følger efter hunden. Vi går stille og roligt, men da hunden sætter i løb sætter mig og Mia også i løb efter den. Det er som om, at den trækker os med, som om det er en  usynlig snor, der binder os sammen. Vi løber bare for at se, hvor vi ender...måske et bedre sted?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...