Varkat-eller?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 25 maj 2016
  • Status: Igang

3Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

3. Flashbag.

Vanessa!

Hun råbte til mig op af trappen. Men jeg ville ikke høre efter. Istedet lagde jeg mig bare om på den anden side. Jeg kunne lugte morgenmaden. Den fælle lugt af råddenskab. Vent... var dette en drøm? Mor... hun plejede da ikke at...

Vanessa Mercy! Du kommer herned og det er lige nu!

Jeg fløj ud af sengen ned af trappen og ned i køkkenet. Mor... hun plejer ikke at være sådan! Råddent kød til morgenmad!? Nej dette ville hun kun gøre hvis jeg havde været en slem pige. Og kun i en dag. Og ja det er sket mange gange men her på det sidste har jeg da været en artig pige... eller hvad? Jeg tænkte hårdt og inderligt. Men... intet kom til mig. Jeg havde været sød her på det sidste. Jeg havde ikke lavet nogle problemer, jagtet naboens hund eller gnubet mig over hele huset. Jeg havde heller ikke smadret noget i lang tid. (Hvilket ellers var en af mine yndlings beskæftigelser.)

Sæt dig ned og spis. Der er en overraskelse i.

Hun smilede til mig. Men... der var noget galt. Hendes øjne. Brune. Ikke grønne eller gule som de plejede at være.

Mor. Dine øjne.

Hvad er der med dem?

Hun skyndte sig hen til spejlet i stuen. Jeg fulgte efter men på afstand. Jeg vidste godt hvad der var ved at ske. Hun kiggede intenst og i chok på sine nu brune øjne. Og så skete det. Hun skreg og begyndte at kradse i sine øjne. Prøvede at få dem ud. Og jeg kunne intet gøre. Det var da jeg hørte min fars hurtige skridt at jeg for alvor blev bange.

Milla hvad sker der? Jeg hørte dig skrige og...

Han stoppede brat op da han så hvad der var ved at ske. Og så skete det som jeg havde været bange for han ville gøre. Han prøvede at stoppe hende!

Far nej!

Men han hørte ikke efter. Han var alt for optaget af at holde hendes arme. Hun skreg og prøvede at komme fri. Men da hun indså at hun ikke kunne lavede hun en anden taktik.

Frederik? Du... du reddede mig.

Hun smilede med sine blodige øjne. Min far så længe på hende. Jeg ville gøre noget men... kunne ikke. Og så skete det. Min far krammede hende. Inderligt. Og hun... tog kniven frem. Den kniv som dræber os. Den eneste kniv som kan dræbe os. Jeg prøvede at råbe at han skulle passe på. Men mor var for hurtig, og inden jeg vidste af det, havde hun stukket kniven dybt ned i hans hals. Han rallede. Det sidste han gjorde var først at se på min mor... og derefter dreje hovedet mod mig med de øjne der sagde: Det skal nok gå.

Så lod hun ham dumpe til jorden. Og hun smilede. Men så kom hun i tanke om hendes øjne og begyndte at kradse og skrige igen. Jeg græd. Far... jeg kunne have reddet dig. Men... jeg var for langsom. Tårerne trillede. Jeg kunne mærke at et skrig var på vej. Men jeg måtte ikke lade det slippe ud. Ikke endnu. Istedet lukkede jeg mine øjne og samlede alle mine kræfter for at få min første hale ud. Og... det var som om jeg havde gjort det mange gange før. For det var let. Og det kildede ned af min ryg da jeg kunne mærke den komme. Jeg åbnede mine øjne og de var helt gyldne næsten guld-dige. Det var en af de ting jeg skulle arbejde på. Tårerne strømmede stadig ud. Mor var stadig igang med at kradse sine øjne ud. Hånden fra halen begyndte langsomt at bevæge sig hen mod hendes ryg. Det gav et jag igennem ryggen da den endelig greb fat i hende. Hun stivnede og vendte sig mod mig som stadig græd men stille. Hun kastede sig frem imod mig, ville prøve at kvæle mig. Men halen var min hjælp og reddede mig. Jeg kunne mærke at hun kæmpede imod. Hendes øjne var endnu ikke blevet sorte. Jeg kiggede på hende og sagde så med grådkvalt stemme:

Kom mor. Lad os gå en tur.

 

Da vi nåede hen til klippekanten kiggede jeg over på hende. Hun kæmpede mere og mere imod. Hun vidste hvad der var ved at ske og dog kunne hun intet gøre. Ligesom jeg heller ikke kunne gøre andet. Jeg smilede sørgmodigt til hende. Min hale sendte signalet. Spring. Og hun sprang. Og jeg kiggede bare imens hun faldt dybere og dybere indtil hun til sidst ramte en spids klippe der spiddede hende.

Farvel... mor.

Og skriget og gråden rungede ud over stranden. Ingen ville nogensinde finde ud af hvad der var sket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...