Det Første Kys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Færdig
Hun er ung, hun er til fest, hun har en hemmelighed. Problemet med hemmeligheder er jo blot det, at man konstant tvivler på om de andre nu kender den. // Deltager i Hold Me Closer skrivekonkurrence.

3Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. ////

Egentlig, havde jeg stået i et hjørne hele aftenen. Det var sent, og det eneste jeg havde lavet indtil videre var at tælle de krager som satte sig på tagrenden uden for vinduet.Vi var på første sal, det var der man holdt sig til ved en begivenhed som denne. Det havde jeg lært, for Emma havde forklaret mig det, det øjeblik jeg trådte ind af døren ved ni tiden. Det var sådan et tidspunkt man mødtes. Jeg skævede over mod gruppen af mennesker. Nogle få stod og snakkede i par, men ellers var det Emma, Anne og Mathilde som havde stuvet en masse af de andre elever sammen. Tilmed, lige midt på gulvet. Arealet var ikke noget man kunne prale af. Her var så småt at idéen om at mase en hel klasse ind, nok burde være blevet taget til genovervejelse før invitationerne løb rundt. Alligevel, havde jeg rost stedet så snart jeg trådte over dørtærsklen. Selv, havde jeg fået min invitation af Mathilde som havde fået den personligt af Anne. Det var jo Anne vi var hjemme hos, så det var Anne der bestemte og ledede slagets gang. Sådan var det. Hvis man ikke accepterede det, ville man ikke blive inviteret til næste fest. En fest var nu så meget sagt, jeg havde stadigvæk den drink i hånden, jeg havde fået ved indgangen. Jeg havde ikke rørt den. Jeg vidste jeg burde drikke den, for ikke at sende forkerte signaler til Anne, men jeg kunne ikke få mig selv til at sætte læberne mod glasset. Bare de par gange jeg havde prøvet i løbet af aftenen, havde jeg kunnet lugte den sure blanding, så snart jeg nærmede mig væsken. Ellers tak, jeg var slet ikke vant til at drikke alkohol.

“Marta? Marta!” Jeg vendte hovedet idet Anne kaldte mit navn. Jeg så forundret på hende, ude af stand til at svare. Hun plejede at sende Emma for at tale til mig og selv dét skete yderst sjældent.

“Marta, kommer du ikke herover?”

Jeg overvejede hendes ivrige tonefald plusset med stemningen i lokalet. Alligevel, endte jeg med at nikke med et lille smil, inden jeg begav mig ind i midten af rummet. Her var chancen. Jeg havde ikke stået i inderkredsen og indsnuset den svedige lugt af popularitet længere end et par sekunder, før hun klappede i hænderne.

“Folkens, folkens!”

De fleste stoppede med det samme, hun stillede sig op på skamlen. Jeg stirrede op på hende, et nyt påfund?

“Jeg synes vi skal lege flaskehalsen peger på!” Ordene havde ikke andet end lige forladt hendes læber, før de andre munde begyndte at hviske om forslaget. Legen var berygtet og et af hendes helt sære påfund, som hun kun lavede hvis hun havde det specielt godt. Mine øjne fyldtes med ængstelse og jeg bed mig i læben, for at mande mig op. De fleste andre her havde været vidne til legen før. Selv havde jeg kun hørt om den, fra kilder der ikke altid sparede på pynten.

“Så skal vi ikke trække ind til midten?” Hun formulerede det som et spørgsmål, skønt det ikke var en invitation til nogen indvendinger. De fleste begyndte at trække taburetter hen mod midten, men hun afbrød hurtigt.

“Nej, nej! Vi skal sidde på gulvet!” Jeg kiggede op og slap øjeblikkeligt grebet om stolen jeg netop havde taget.

“Så bliver det mere intimt.”

Hendes øjne lyste op i det halvmørke rum ved ordene, hvilket lagde en uro i maven på mig. Intimt. Jeg slap stolen og skubbede den fra mig, mens de andre øjeblikkeligt gjorde det samme. Hun selv trådte ned fra skamlen med et tilfreds smil. Hun placerede sig i enden, så alle kunne kigge på hende og ventede på at de andre satte sig ned. Nu skulle det gå stærkt. Jeg skulle have en plads tilpas langt fra hende, men ikke så langt væk så jeg sad sammen med dem med bumser. Selvom det nok var der jeg passede bedst ind. Pladsen ved siden af Anne var forbeholdt Mathilde og Emma og ved siden af dem, kunne de pænere drenge sidde. Jeg så mit snit og kastede mig ned på jorden, ved siden af Mathilda. Hun kunne ikke sidde for tæt på Mathilde, deres navne mindede for meget om hinanden. Hvordan hun overhovedet var blevet inviteret med for Mathilde, havde jeg ingen anelse om. Men det var jo nok Anne, der havde det sidste ord. Drinken som jeg endnu ikke havde rørt og heller ikke havde tænkt mig at røre, satte jeg ved siden af mig. Så kunne jeg tage et sip hvis det skulle blive nødvendigt, eller hvis Anne kiggede. Magnus satte sig ved siden af mig og ligesom mig, satte han sig i skrædderstilling. Han kiggede ikke på mig, stirrede bare ud i luften, mens jeg betragtede hans berømte opstoppernæse. Hvorfor havde jeg dog placeret mig ved siden af disse to? Summen forstummede da Anne igen klappede i hænderne.

“Gud, min fars køer er jo nemmere at råbe op end jer!” Hun stønnede træt og rullede med øjnene. En rig herremands datter, som man ville kalde det i gamle dage. Og tilmed smuk, var hun. Det var mere end hvad vi andre kunne prale af.

“Nå,” smilede hun, hun havde nok skiftet humør igen. “Skal vi ikke starte? Jeg har flasken, så jeg starter med at snurre den rundt. Den som den lander på, skal fortælle om sit første kys. Også hvem det var med!”

Som alt andet hun gjorde, kom det sidste ud skarpt. En klump samlede sig langsomt i min hals. Det var for sent at bakke ud nu. Som om det var skæbnesvangert, stirrede alle på flasken da hun drejede den rundt. Den snurrede og snurrede og til sidst snurrede den ikke nær så meget. Jeg fulgte flasken med blikket, med en isterning i maven. Da farten langsomt tog af, bed jeg mig i læben. Jeg ville ikke være den første. Flasken drejede nu omkring med omtrent samme fart som en skildpaddes tophastighed og inden længe, var farten taget helt af. Den stoppede, og Regitzes blik blev sort. Selv åndede jeg lettet op. Jeg havde overstået første runde. Anne smilede lumsk, det var ingen hemmelighed at hun ikke kunne lide Regitze.

“Nå.” Hun smilede mere og mere ondt og jeg gruede for resten af spillet. “Vil du ikke gøre os den ære at fortælle om dit første kys?” spurgte hun ironisk Regitze. Regitze selv så ud som om hun var ved at blive henrettet, men hun tvang et smil på læben og fik fremstammet et svar.

“Det var med Thomas, ovre i Fælledparken.”

Annes øjne blev mørke. Thomas havde været hendes kæreste i et halvt år. Nu var de ikke sammen mere. Anne nikkede stift og kiggede væk. Regitze, som jeg formodede åndede lettet op, greb flasken og snurrede den rundt igen. Angsten steg op helt nede fra maven af og samlede sig igen som slim i min hals. Det føltes som om det hele snørrede sig sammen. Jeg fulgte igen flasken med øjnene da den mistede fart. Til min skræk nærmede den sig mig og uden rigtig at vide det, krydsede jeg fingre bag ryggen. Flaskens fart tog helt af og den var nu så tæt på min plads, at jeg bed mig i tungen. Det kunne ikke være sandt. Flasken stoppede ved Magnus. Jeg forsøgte at skjule at jeg dramatisk åndede lettet op. Magnus kiggede med overraskende sikkerhed hen på Regitze. Det var hende der skulle spørge, skønt det var det samme spørgsmål som kørte rundt.

“Hvem var det så?” spurgte Regitze bare. Magnus svarede uden at tøve.

“Berta, i min garage.”

Klumpen i min hals voksede. Der var endnu ikke nogen som ikke havde fået sit første kys. Jeg ville ikke være den første, de andre ville grine. Svedet på min pande samlede sig lige ved hårkanten og min mave snoede jeg sammen. Min manglende erfaring måtte lyse ud af ansigtet på mig. Tanken om hende gjorde det mere uudholdeligt. Det var ikke fair. Ikke fair, at det ikke talte. Læberne kunne jeg stadig mærke, men jeg vidste at det ikke talte. Det var ikke rigtigt.

Magnus tog igen fat om flasken. Jeg bed mig i læben. Nu tog han ordentlig fat og så ud til at ville svinge den rundt med en fart som kun han kunne præstere. Og bedst om jeg åndede lettet op, da han tog fart om sin hånd, slap han flasken så den kun lige kunne trille hen på mig. Og der stoppede den. Jeg stirrede på flasken, som stirrede på mig. På mig. På mig. Lidt væk hørtes Anne klappe i hænderne, da en vovede at sige ‘Det var snyd! Den skal snurres ordentligt rundt.’ Taknemmeligheden måtte lyse ud af mig, men igen blev jeg skuffet.

“Selvfølgelig var det ikke snyd, bare et trick! Nå, lad nu Magnus spørge Marta!” smilede Anne lumsk. Så ændredes hendes ansigt, så hurtigt som regnbuen forsvinder på himlen. “Nej vent.” Jeg kiggede op på hende. “Lad mig spørge.”

Dette var imod reglerne, det vidste vi alle. Men vi vidste også at det var Anne som lavede disse regler, så hun kunne bryde dem hvis hun havde lyst. Og det havde hun. Da ingen sagde noget, smilede hun tilfreds inden hun mødte mit blik. Det var lang tid siden hun sidst havde kigget ordentligt på mig. Hun kiggede aldrig helt på nogen. Hendes falkeblik nåede mig aldrig, fordi jeg aldrig nåede hende. Nu fæstnede hun sit blik på mig på en måde som fik mine øjne til at brænde. Hun tog dem til fange, gjorde dem til sine egne. Hun ejede alt hvad hun så.

“Marta.”

Hun kneb øjnene sammen og så stadig på mig, som om hun kunne læse min sjæl.

“Fortæl,” beordrede hun. Jeg bed mig i læben og forsøgte at trække mig ud af hendes gennemborende blik. Hvad skulle jeg fortælle? Hvad skulle jeg digte?

“Eh,” var det eneste jeg kunne finde på. De andre stirrede på mig, som var jeg et bytte og sveden drev ned af min ryg, som troede jeg det samme selv.

“Eh.”

Jeg flettede nervøst mine fingre mellem hinanden og kiggede ned i gulvet. Skamfuldt, pinefuldt.

“Du har måske ikke nogen historie at fortælle?”

Hun sad med et lumsk smil og tronede på sin plads. Selv anede jeg ikke hvor jeg skulle kigge hen. Jeg var fanget og viklet ind i alverdens tråde.

“Nej,” peb jeg sagte og turde ikke kigge på hende. Jeg havde ødelagt det for mig selv. Jeg havde selv smadret alle husene og stod nu i ruiner til knæene. Og så til første fest.

“Jeg ved ikke,” startede hun og så ligegyldigt rundt. “Det giver måske god mening?”

Hun satte sig ordentligt.

“Jeg mener, du spiller jo for et andet hold, ikke?”

Jeg frøs. Min krop groede ned i gulvet, blev fanget af rødderne som holdt mig fast. Rygtet var gået over gevind, men jeg havde troet det var sunket i jorden igen. Det var det så ikke. Det var nu jeg skulle grine. Det var nu jeg skulle grine, jeg vidste det, men jeg kunne ikke. Ikke grine og benægte, som om det var noget værre sludder. Ikke, når rygtet var så sandt som det overhovedet kunne være. At jeg havde kysset med Diana inde i omklædningen efter idræt. Det talte ikke, jeg vidste det. Sådan et kys var forkert og talte ikke. Det talte kun med en dreng, men Diana var så fandens sød og tilmed fra England. Nu var hun over alle bjerge igen, rejst fordi hun skulle hjem. Og her sad jeg.

De sagde altid til svømning at man kun måtte gå ud til navlen. Men her var problematikken, at jeg allerede var gået ud til hårkanten. Jeg kunne ikke bunde længere, nu var kun tilbage at træde vande. Og det var trættende i længden. Indtil videre havde det kun været et rygte, alligevel syntes alle at de havde opklaret et stort mysterium, da de fandt ud af det. Nu var sandhedens time kommet, det første kys.

“Eh,” svarede jeg. Hun skulede vantro ned på mig og jeg vidste de andre spændt fulgte med. Hun rejste sig fra sin plads og gik skridt for skridt over mod mig, mens hun talte.

“Kan du måske ikke svare? Hva’? Har du måske fået kyssesyge af alt det kysseri med en pige!?”

Tordenen fra hendes stemme lød så høj og jeg mærkede min krop langsomt falde sammen. Hun var vred, vred var jeg, men hun havde magten til at vise det.

“Nej,” svarede jeg stille. Så stille, at jeg først troede hun intet hørte.

“Løgner,” snerrede hun blot. Kortfattet, som bare fanden. Hun stillede sig helt hen foran mig, trådte på flasken så den knasende brød sammen under hendes sål.

“Løgner!” råbte hun arrigt, “Ved du ikke at man ikke må lyve til flaskehalsen peger på!? Hva’? Er du så snot dum og lebbe at du ikke ved det!?”

De usynlige prygl regnede ned over mig, mens skammen fyldte hele min krop og udslettede alle former for stolthed. Hun havde gennemskuet mig. Hun havde stukket til mig med ilden og nu lod hun mig brænde, mens hun lod alle andre se mig lide. De andre samledes bag hende, alle sammen råbte de noget forskelligt, mens de slyngede forbandelser i hovedet på mig. Larmen ville ingen ende tage, Annes mor var ude, og jeg var fanget på gulvet.

“Fucking lebbe!”

Jeg lukkede øjnene. Tårene sprang ud alligevel. Gid jeg aldrig havde kysset Diana. Gid det aldrig havde føltes så godt. Gid, jeg ikke var her og gid jeg aldrig ville indse at jeg aldrig ville få mit første kys.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...